A4's nytårsquiz 2011

Af Ugebrevet A4
Glædelig jul og godt nytår

Kan du forudsige begivenhedernes gang i 2011? Eller har du lyst til at gøre et forsøg? Så deltag i Ugebrevet A4’s nytårsquiz 2011. Der venter en flaske champagne og chokolade til den, der har flest rigtige svar.

Du deltager i Ugebrevet A4's nytårsquiz 2011 ved at benytte linket her:

http://servspss.lo.dk/mrIWeb/mrIWeb.dll?I.Project=NYTRSQUIZ20111

FRIST: Svarene skal være os i hænde senest mandag den 10. januar 2011.

NB.: I spørgsmål med formuleringen »i slutningen af 2011« menes 12. december 2011 klokken 12.

PRÆMIE: Flest rigtige svar belønnes med en flaske champagne og chokolade. Hvis der er flere med flest rigtige, bliver der trukket lod blandt dem.

 

VINDEREN AF NYTÅRSQUIZ 2010: Ann Nielsen, Gørløse. Hun spåede hele 12 rigtige ud af 15 spørgsmål.

RIGTIGE SVAR 2010:
Her ved udgangen af 2010 kan Birthe Rønn Hornbech (V) stadig kalde sig minister for flygtninge, indvandrere og integration samt kirkeminister og har i regeringen selskab af flere kvinder end sidste år. Den samme regering har dog endnu ikke meddelt, hvornår den ønsker, at hovedparten af de danske soldater skal være ude af Afghanistan, eller indkaldt til folkeafstemning i 2010.

Der blev heller ingen hamstring af gær i år, da parterne fik forhandlet en overenskomst hjem på det private arbejdsmarked, som gælder i to år.

Der er indtil årsskiftet stadig 18 medlemsforbund i LO. 1. januar fusionerer Forbundet Træ-Industri-Byg (TIB) med Fagligt Fælles Forbund (3F) og bringer dermed LO’s medlemstal ned på 17. Den sæsonkorrigerede ledighed var ifølge Danmarks Statistik på 4,2 procent i oktober 2010.

Det kommende regentpar kronprins Frederik og kronprinsesse Mary venter tvillinger, og efter udgivelsen af en stærkt omdiskuteret biografi har Kenneth Plummer trukket sig som generaldirektør for DR. I sportens verden var 2010 et år med både op- og nedture. Fodboldlandsholdet gik ikke videre fra den indledende runde ved VM, men Jon Dahl Tomasson kunne glæde sig over at spille med i over halvdelen af kampene. Danmarks tennis-darling Caroline Wozniacki har nu i tre måneder ligget nummer 1 på kvindernes verdensrangliste. Endeligt har C.V. Jørgensen heller ikke i 2010 udgivet en cd i eget navn, ligesom David Bowie ikke gæstede årets Roskilde Festival.