A4’s lalleglade globaliseringsfans

Af Erik Meier Carlsen, chefredaktør BT

Ikke kun den socialdemokratiske folketingsgruppe er splittet i to stridende fløje, det samme synes at være tilfældet med A4’s redaktion. I sidste nummer præsenteres under den lidt fjogede overskift »Danskerne er begejstrede for globaliseringen« en politisk-journalistisk kampagne rettet mod mig og mine analyser, men i næsten samme grad mod ugebrevets talentfulde journalist Lars Olsen, der ofte har sat dagsordenen i den offentlige debat med sine artikler og dygtige brug af opinions-analyser i A4.

Olsen har – som jeg og for eksempel Tine Aurvig-Huggenberger, Henrik Sass, Morten Bødskov, Karen Jespersen og nu også Mogens Lykketoft – stået for opfordringer til at tage den folkelige utryghed ved indvandringen alvorligt og vurdere Dansk Folkeparti som andet end et højre-racistisk parti. Nu slår A4’s hold af lalleglade globaliserings-fans kontra, mens de frembærer Frank Jensen som galionsfigur.

Kampagnen er skabt af redaktør Bent Winther, jourrnalist (?) Noa Redington og kommunal-forsker Roger Buch, der på A4's bestilling har skrevet en særpræget »rapport« med udgangspunkt i en særpræget Gallup-undersøgelse. Pointen skulle være, at danskerne elsker globaliseringen, at min bog »de overflødiges oprør« var en fejlagtig analyse af en højrebølge, der allerede er rullet tilbage.

Nu gælder det om at skabe yderligere begejstring for globaliseringen og dens muligheder – også på den yderste venstrefløj, som Winther og Redington åbenbart har et særligt ømt forhold til.

Baggrunden er en undersøgelse, der videnskabeligt set er dybt tvivlsom. Man ville undersøge opfattelsen af et begreb, man ikke er i stand til at definere klart, og som de adspurgte borgere ikke har nogen klar opfattelse af. Dertil kommer, at undersøgelsens spørgsmål nærmer sig det manipulatoriske. I de vejledende spørgsmål slås positive strenge an i globaliseringsbilledet. Til gengæld nævner man slet ikke indvandring og EU, de to felter, hvor der ifølge min analyse har udkrystaliseret sig en form for »globaliseringsmodstand« i både dansk og europæisk politik.

Buch siger i sin stærkt subjektive rapport, at denne undersøgelse er enestående, aldrig gennemført før hverken i Danmark eller udlandet. Hvis projektet havde været seriøst, havde det unægtelig været bemærkelsesværdigt, at ingen i hele den store verden havde fundet på det i betragtning af, hvor utroligt flittigt »globaliserings«-forestillingen bruges kloden rundt. Men der er naturligvis en god grund. Når begrebet er så vagt, bliver en testning af befolkningens vurdering af begrebet helt useriøs.

Undersøgelsens resultater er på ingen måde i modstrid med de forestillinger om »de overflødiges oprør« eller en dementi af den anti-elitære bølge, som jeg har peget på. Allerede da jeg skrev min bog i 2000 var Haiders Frihedsparti på tilbagetog i Østrig, og jeg forudså, at de nye protestpartier ville have svært ved at klare et konkret politisk medansvar. Blandt andet med denne begrundelse anbefalede jeg at opgive »I-er-ikke-stuerene«-strategien til fordel for inddragelse i forpligtende politisk arbejde.

Globaliseringens tvetydige karakter for den ikke topuddannede, toplønnede dansker har primært at gøre med dens opløsning af hidtidige fællesskaber. Det betyder ikke, at den almindelige dansker frygter og afskyr globaliseringen – slet ikke som et åbent, ikke-defineret begreb. Men det betyder, at konkrete udvik-lingstræk som multikulturalisme og udhuling af gennemsigtige, nationale demokratier af gode grunde opleves som tab af fremtidsperspektiv og tryghed.

Det danske samfund er det økonomisk mest lige samfund i verden og et af verdens bedst fungerende demokratier. Opsluges det i en globaliseret, grænseløs, multikulturel omverden, vil det betyde farvel til lighed, og de mindre privilegerede vil tabe adgang til magten.

De nye populistiske bevægelser har ikke svaret på globaliseringens dilemma. Men de er vigtige kanaler for mindre privilegerede samfundsgruppers interessekamp og krav om at blive hørt. Selv om de skrøbelige og omskiftelige nye partier ikke bare tordner frem, har de rystet store socialdemokratiske partier. I dag er Europa domineret af borgerlige regeringer. A4-redaktørens bagatellisering af vor tids vigtigste politiske tendens er en massiv fejltagelse. Hvis hans »Hyld globaliseringen«-parole skulle vinde fremgang, kan S og SF måske vinde stemmer fra de radikale, men store dele af fagbevægelsens medlemmer vil være ladt i stikken.