75.500.000.000 kroner – lige ned i kassekreditten

Af

Mens kommunerne mangler penge til skoler, ældre og udsatte unge, vælter overskuddet ind i statskassen. Det er oplagt og fristende at bruge pengene til mere velfærd, men den går ikke, siger fremtrædende økonomer på stribe. De gode tider er snart omme, og derfor skal Danmark ruste sig økonomisk til en fremtid, hvor langt færre erhvervsaktive skal forsørge langt flere ældre.

OVERSKUD? Før valget i 2007 fik danskerne at vide, at der var råd til det hele. Både mere velfærd og skattelettelser. En glad finansminister kom endda til at sige, at nu kunne vi købe hele verden – så mange penge havde Thor Pedersen (V) fået i kassen. Men selv om også den nuværende finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) kan prale af et plus på 75,5 milliarder kroner, så skal pengene ikke ud og arbejde i kommunerne.

Lars Løkke Rasmussen bad tværtimod for nylig borgmestrene om at stramme op på de overløbne budgetter. Statskassens overskud skal hverken bruges til anbragte børn, handicappede eller folkeskoler – de tre områder, der har hovedansvaret for, at kommunerne sidste år brugte 1,4 milliarder kroner mere end budgetteret. En sølle skilling i forhold til den guldbunke, som Lars Løkke Rasmussen sidder og puger på, ville nogle nok sige. Men ikke landets fremmeste økonomer. Vismændene i Det Økonomiske Råd anbefaler tværtimod, at regeringen skærer seks milliarder kroner af væksten i de offentlige udgifter næste år.

»Der er altid spillerum for et vist skøn i forhold til, hvor slap eller stram finanspolitikken skal være i en given situation, men det er altså en solid økonomfaglig vurdering, at staten ikke bare kan lade kommunerne bruge løs af pengene, for så vil økonomien køre af sporet,« siger overvismand og professor på Københavns Universitet Peter Birch Sørensen.

Professor i økonomi på Roskilde Universitets­-center Jesper Jespersen mener ligefrem, at overskuddet burde »gemmes på en konto i udlandet, så politikerne ikke lader sig friste til at bruge af dem«.

»Jeg kan godt forstå, at folk spørger, hvorfor vi ikke bare bruger nogle af pengene fra vores kæmpe overskud. Men sagen er, at de penge faktisk ikke er til rådighed i den aktuelle situation,« siger Jesper Jespersen.

Cheføkonom i erhvervsorganisationen Dansk Industri Klaus Rasmussen ryster også på hovedet af alle de spendér-lystne sjæle.

»Man kan ikke påstå, at vi bare har penge nok. Hvis vi kigger lidt frem i tiden, så mangler der jo penge i kassen.«

Direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Lars Andersen er enig:

»Man forsøgte jo at bilde folk ind under valgkampen, at man har råd til det hele. Men de offentlige budgetter er ikke holdbare på lang sigt. Det økonomiske råderum forsvinder, før du kan nå at sige skattelettelse.«

Hvis Danmark var en familie…

Men hvad er problemet med at bruge et par milliarder kroner mere på velfærd, hvis man har råd til at købe hele verden? Og hvordan kan man have et overskud på svimlende 75 milliarder – altså femoghalvfjerdstusinde millioner kroner – og samtidig sige, at der ikke er råd til ordentlige toiletter på folkeskolerne?

Måske kan det hjælpe at se på Danmarks økonomi som et husholdningsbudget i en dansk gennemsnitsfamilie: Faderen kunne jo hedde Dan Mark. Ligesom de fleste danskere har Dan Mark et arbejde, og både han og konen tjener en pæn gennemsnitsløn. Faktisk kan de se 650.000 kroner trille ind på den fælles lønkonto i år. Familien skylder godt nok 246.000 til banken. Men dem regner Dan Mark med at betale af i løbet af få år, for der er overskud på budgettet på 75.500 kroner, når alt er betalt.

Oven i sin gode løn har Dan Mark nemlig fået del i et lille olie-eventyr. Nogle af pengene bruger han og konen på større bøffer og bedre vine. Resten hælder de ned i kassekreditten. Dan Marks kone kunne godt tænke sig, at han brugte lidt flere penge. Faktisk synes hun, han er lidt af en fedtsyl. For børnene kunne egentlig have godt af lidt mere økologisk frugt – og forældrebadeværelset er heller ikke helt nyt længere.

Der er bare det ved det, at Dan Mark er 60 år. Om fire år går han på pension, og til den tid skal hele familien leve af konens løn og hans egen beskedne pension. Derfor vil han gerne have kassekreditten banket ned og allerhelst have lidt penge i banken – inden pensionen og de stramme tider sætter ind. Ellers kommer kone og børn til at skære endnu mere ned på madbudgettet – og måske bliver der slet ikke råd til et hus med to badeværelser længere.

Olieeventyret varer nemlig heller ikke evigt, selv om familien Mark har vænnet sig til de ekstra indtægter derfra. Desuden er der en lille risiko for, at Fru Mark mister sit arbejde, hvis omsætningen i hendes firma falder – og det kan den meget vel, hvis der kommer en lavkonjunktur, sådan som flere økonomer har advaret Dan Mark om.

Dan Marks – og Danmarks – økonomi ser altså flot ud på kort sigt. Men skal vi kunne holde levestandarden i de kommende 30 år, er det nu, pengene skal investeres fornuftigt. Derfor vil det være ganske uansvarligt, hvis politikerne skruer op for de faste udgifter netop nu, advarer økonomerne.

Kassekreditten er stadig i minus

Ligesom Dan Mark har Lars Løkke Rasmussen nemlig også sin gæld at se til på 246 milliarder kroner. Alene i 2007 kostede den staten 26,6 milliarder i renter. Penge, der kan bruges til velfærd eller skattelettelser i fremtiden, hvis vi betaler af på gælden nu, påpeger professor i økonomi fra Københavns Universitet Henrik Jensen.

»Den offentlige gæld er jo summen af alle tidligere tiders over- og underskud. Så har man en periode med overskud, skærer man ned på gælden. Det giver også en større frihed til at låne lidt i nedgangstider, hvor man har brug for at sætte gang i hjulene igen,« siger Henrik Jensen.

Han mener, det er misvisende at tale om et »overskud«, så længe staten stadig har gammel gæld at betale af på. For der er brug for at betale af på kassekreditten, inden de store årgange går på pension:

»Det er jo ikke en parentes i historien, vi står overfor. Det er en stor bølge, der kommer til at vare over 30 år, så hvis man ikke er forberedt på den periode, får man problemer,« advarer Henrik Jensen.

Fremskrivninger fra Danmarks Statistik viser, at der i 2040 vil der være 25 procent flere børn og pensionister, end der vil være danskere i den arbejdsdygtige alder. I Dansk Industri advarer cheføkonom Klaus Rasmussen derfor mod en politik, der betyder flere offentligt ansatte.

»Vi står lige foran at sende nogle af de allerstørste årgange på efterløn og pension, og det skal vi så sandelig nok komme til at mærke de kommende år. Det vil gå brat ned ad bakke, når efterkrigsårgangene går på pension,« siger Klaus Rasmussen.

Med en ledighed på kun 1,8 procent af arbejdsstyrken er der simpelthen ikke flere varme hænder at købe på arbejdsmarkedet. Forsøger politikerne sig alligevel, vil det give bagslag, advarer vismændene:

»Mangelvaren er ikke penge, men arbejdskraft. Og hvis man bare pumper flere penge ud i økonomiske kredsløb, hvor der i forvejen mangler arbejdskraft, så skaber man bare inflation – med den risiko, at vi får et kraftigt tilbageslag i økonomien, fordi vi mister konkurrenceevne i forhold til udlandet,« siger overvismand Peter Birch Sørensen.

Hverken skattelettelser eller velfærd

Men spørgsmålet er, om politikerne ikke allerede har brændt en del af pengene af? For var der ikke noget med en kvalitetsreform? Og hvad med skattestoppet, der hvert år koster milliarder, fordi en del af de afgifter, staten får ind, er fastfrosset krone til krone og altså ikke engang må stige med inflationen.

»Regeringen har sådan set delt pengene ud,« siger Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Han mener, at regeringen har forspildt en unik chance for at fremtidssikre den danske økonomi efter velfærdsreformen, der skulle få pengene til at passe, så der var råd til efterløn og pension.

»Men siden er der jo sket det, at regeringen har vedtaget skattelettelser, skattestoppet er forlænget, og der er gennemført kvalitetsreform og trepartsaftale – som faktisk tilsammen koster lige præcist de 14 milliarder kroner, som man nu har bedt arbejdsmarkedskommissionen om at finde,« siger Lars Andersen.

Eftersom hverken skattelettelser eller øget offentlig service er engangsudgifter, har regeringen sat landet i højere faste udgifter i mange år frem.

»Det koster også næste år og næste år igen. Også hvis højkonjunkturen vender, og overskuddet vendes til et underskud,« siger Lars Andersen.

Skal man alligevel bruge af overskuddet, vil skattelettelser i toppen være fornuftigt, mener Dansk Industri. Det vil nemlig få højtuddannede til at arbejde mere. Fortsætter nedturen i byggeriet, kan engangsudgifter til nye veje eller skolerenoveringer også lyde fornuftigt. Det eneste, man i hvert fald ikke skal bruge pengene på, er mere velfærd, mener cheføkonom Klaus Rasmussen:

»Man kan godt bygge noget infrastruktur nu, der giver anledning til, at man skal bruge mindre på infrastruktur i fremtiden. Men man kan ikke ansætte flere mennesker i ældreplejen nu – og så forvente, at det betyder, at man skal bruge færre mennesker i ældreplejen i fremtiden.«

Formanden for Det Økonomiske Råd så helst, at pengene var blevet i kassen. På et overophedet arbejdsmarked er der hverken råd til skattelettelser eller velfærd.

»Regering har gamblet med stabiliteten i økonomien. Kombinationen af skattestop, skattelettelser og offentlige serviceforbedringer har presset arbejdsmarkedet meget hårdt,« siger Peter Birch Sørensen.