68’erne var slet ikke flippede

Af

68-generationen var alt andet end en flok stofindtagende, kernefamilie-kritiske oprørere, viser ny undersøgelse, der gennemhuller myten om en hel generations livsstil. Til gengæld har ­senere ge­ne­rationer med stor lyst taget både den kollektive boform, stofferne og demonstrationerne til sig.

MAKE PEACE Hvis man ikke selv har oplevet 68’erne, kan man let få det indtryk, at verden var ved at gå til i et stort eksperiment. Alt lige fra samlivsformer og familiemønstre til diæten, den politiske bevidsthed og moden blev der sat spørgsmålstegn ved, hvis man skal tro eftertidens fortællinger, som de er kommet til udtryk i alverdens film, bøger og avisartikler.

Men som med mange andre efterrationaliseringer og genfortællinger ligger virkeligheden milevidt herfra. Ja, der var da enkelte, der oprettede kollektiver, bollerum og tipier i baghaven, mens hashtågerne bredte sig i fælleskøkkenet. Men for det dominerende flertal var det en ukendt verden, der intet havde at gøre med den dagligdag, som man havde travlt nok med at få til at hænge sammen. Reelt er det mere 68-generationens efterkommere, der har fortsat eksperimenterne og formet dem, så de passer ind i en nutidig virkelighed, hvor afghanerpelsen for længst er blevet kasseret.

Det står tydeligst frem, når man sammenligner, hvor stor en andel af hver generation der har delt køkken, bad, sorger og glæder i et kollektiv. I 68-generationen, der i dag er mellem 56 og 64 år, har blot otte procent boet i kollektiv som ung. I alle senere generationer har en større andel på et tidspunkt i deres ungdom indrettet sig under fællesskabets præmisser og sandsynligvis affundet sig med en bofælles daggamle opvask, viser en ny undersøgelse, som Ugebrevet A4 har fået foretaget af Analyse Danmark.

Hashtågerne har også været væsentligt mere fritsvævende blandt 68’ernes efterkommere. I gruppen af 29-55-årige har cirka hver anden prøvet at ryge hash i deres ungdom. Det står i kontrast til erfaringerne blandt 68-generationen, hvor det kun er lige knap hver tredje, der har ladet lunger og næse fylde af den søde, let krydrede røg.

Og kigger man på viljen til at vise sine holdninger i demonstrationer, er 68’erne heller ikke mere vilde eller flittige end deres efterfølgere. Snarere tværtimod.

Tilbage står, at 68’erne har været lidt oftere på ø-lejr i deres ungdom. Sandsynligvis hænger det dog sammen med, at mulighederne for at tilbringe sommeren i et telt på en dansk ø er blevet forringet i takt med, at flere ø-lejre er lukket.

En mytedræber

For historiker Steven L. B. Jensen, der er medforfatter til den netop udkomne bog »1968 – og det der fulgte«, er Ugebrevet A4’s tal en velkommen og vigtig nuancering af en myteomspændt generations liv:

»Det er tydeligt, at det billede, der er blevet konstrueret af 68-generationen, ikke holder ved nærmere eftersyn. Flertallet af 68’erne var ikke de her stofindtagende, eksperimenterende ego­ister, som de ellers er blevet gjort til af efter­tiden,« siger han og fortsætter:

»Man hører mest om de højtråbende 68’ere. Men der var mange, der boede i byerne, i de større københavnske forstæder eller i omegnen af de større provinsbyer og skulle have deres ­familie- og arbejdsliv til at fungere og etablere sig med hus og bil. De ønskede større frihedsgrader, men var ellers meget selektive med, hvilke eksperimenter med deres livsstil der havde interesse.«

En af disse var tidligere LO-formand Hans Jensen. Han er i dag 63 år og tilhører derfor 68-generationen. Det er dog ikke ensbetydende med, at han føler nogen form for fællesskab med sine jævnaldrende, der eksperimenterede med samlivsformer og stoffer.

»For mig at se var det et ufatteligt elitært projekt, der primært omfattede en række unge mennesker, der i forvejen kunne klare sig selv og havde helt andre og privilegerede livsvilkår end dem, som vi havde. Min hverdag i 1968 var præget af, at jeg havde en forholdsvis nystiftet familie. Jeg var ved at bygge hus og arbejdede som blikkenslager i Odense. Det var absolut ikke blomster i håret og hænderne i vejret.«

Heller ikke blandt hans kolleger eller i nærområdet oplevede Hans Jensen, at der foregik det store.

»Dengang var jeg også meget politisk interesseret, så jeg lagde selvfølgelig mærke til de ting, der skete i Frankrig og andre steder. Men det var altså ikke noget, der påvirkede min hverdag,« siger han.

Og sådan var det for de fleste danskere, mener historiker og lektor ved Københavns Universitet Henrik Jensen.

»Det var et eliteprojekt i slutningen af 1960’erne, hvor en lille gruppe spillede rollen, som bølgebrydere for en ny måde at tænke og leve på . Men det var først i 1970’erne, at det vandt bredere indpas,« siger Henrik Jensen.

Myter er til at forstå

En af de personer, der blev grebet af de nye og mere frie livsformer i 1970’erne, var komikeren og det tidligere folketingsmedlem Jacob Haugaard. I begyndelsen af 1970’erne flytter han i kollektiv i Århus, hvor han bor, indtil han rykker videre ind i en sigøjnervogn i 1976.

»I slutningen af 1960’erne var der ingenting i gadebilledet i Århus. Det var en lille lukket, eksklusiv cirkel af overklasseløg, der interesserede sig for det her. Men så i starten af 1970’erne begynder der at ske noget,« siger Jacob Haugaard:

»I 70’erne flippede vi bare ud. Vi boede i kollektiv og skulle være pædagoger. Pludselig måtte man alt.«

Men hvis det først og fremmest var generationerne, der fulgte i hælene på 68’erne, som for alvor tog stofferne og de nye boformer til sig, hvorfor er det så, at vi alle har holdt så krampagtigt fast i billedet af 68’erne som de udflippede blomsterbørn?

For det første handler det om, at 68’erne var de første til at bryde med tidligere generationers måde at leve på. Lige så vigtigt er det dog, at der i befolkningen er en stor kærlighed til myter, påpeger historiker Henrik Jensen:

»Vi elsker myter. Kan vi forenkle komplekse sammenhænge og historier ned til, at der var en hel generation af unge, der gjorde dit eller dat, så er det til at forstå. Myter er måden, som man i stort og småt forenkler historiske processer på,« siger Henrik Jensen.

1968 er år nul

Historiker og forfatter Steven L. B. Jensen mener også, at eftertidens behandling af 68-generationen er udtryk for, at vi ikke kan eller ønsker at rumme den større og mere komplekse fortælling om Danmark udvikling:

»På nogle måder optræder 1968 som et år nul i vores nyere danmarkshistorie. 1968 er stærkt markeret i populærkulturen og er noget, som vi har let ved at forholde os til. Men det er en svaghed, at vi ikke er bedre til at orientere os længere tilbage og se 1968 som en del af en udvikling, der strækker sig over flere årtier,« siger han.

Netop derfor er det også Steven L. B. Jensens håb, at aflivningen af myten om de flippede 68’ere kan være med til at flytte fokus fra generationen til fortællingen om Danmarks udvikling i 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne:

»Et eller andet sted synes jeg ikke, at 68-generationen er specielt interessant. Men det var en interessant og dynamisk tid, som de var unge i.«