600.000 vælgere skiftede parti under valgkampen

Af

Margrethe Vestager førte den bedste valgkamp, mens Konservative og Kristendemokraterne var dårligst. Det vurderer vælgerne i en helt ny A4-undersøgelse. Samtidig var de Radikale, Enhedslisten og Liberal Alliance bedst til at samle nye vælgere op under den 20 dage lange valgkamp.

Foto: Foto: Mie Brinkmann, Polfoto

OMVENDT. Politikerne har gennem 20 dage knoklet med at dele roser, æbler, morgenbrød og valgmateriale ud. De har kæmpet om at få de bedste pladser i lygtepælene til deres valgplakater, og helt op til klokken 20 i går, hvor valgstederne lukkede, lagde kandidater fra samtlige politiske partier sig i selen for at få de sidste stemmer i hus. Nu viser en ny undersøgelse, at kræfterne kan var givet godt ud.

For de seneste 20 dages intense valgkamp har fået mindst 600.000 danskere til at skifte parti. Det viser en helt ny undersøgelse blandt 963 repræsentativt udvalgte danskere, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4.

Ifølge undersøgelsen skiftede hver sjette vælger eller det, der svarer til mindst 600.000 stemmeberettigede danskere, parti under de seneste tre ugers valgkamp - og Det Radikale Venstre viste sig at være det parti, der bedst samlede de nye vælgere op.

Godt hver tredje af alle radikale stemmer er kommet til indenfor de seneste 20 dage. Næsten samme tiltrækningskraft har Enhedslisten og Liberal Alliance, som begge har hentet omkring en fjerdel af deres stemmer på knap tre uger.

Ifølge professor og samfundsforsker, Johannes Andersen, Aalborg Universitet, skyldes de små partiers succes med at kapre nye vælgere både træthed overfor VKO’s blokpolitik, men også en skepsis overfor den nye S-SF alliance:

»Det her siger grundlæggende, at folk gerne vil have en ny regering. Men det siger også, at mange vælgere tilsyneladende er skeptiske overfor de to bærende kræfter i oppositionen, Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt. Jeg gætter på, at mange radikale vælgere tænker: Nu gider vi ikke Lars Løkke mere, nu gider vi ikke Venstre, men hold da kæft, jeg har heller ikke meget fidus til Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal.«

Fra konservativ til radikal

Tilsyneladende var det heller ikke svært i går at finde vælgere, som har skiftet parti de seneste 20 dage. Louise Mørk, 33 år og konsulent, som stemte i går på Klostervængets Skole på Østerbro i København, skiftede til de Radikale, fordi hun er træt af VKO-blokken.

»Det afgørende for mig i denne valgkamp blev, da Pia Kjærsgaard sagde, at hun ville skære mere i ulandsbistanden for at give mere til de ældre. Det blev dråben. Tidligere har jeg stemt Konservative, men denne gang stemte jeg Radikale. Jeg er træt af samarbejdet mellem den borgerlige regering og Dansk Folkeparti,« siger hun og erkender, at hun i virkeligheden håber på en VKR-regering, som vi kender fra 1980’erne.

På Skolen ved Sundet på Amager i København skiftede den 31-årige ergoterapeut Rikke Bantz også parti. Hun har altid stemt socialdemokratisk, men signalerne omkring den økonomiske politik blev denne gang afgørende for, hvor hun satte sit kryds:

»Margrethe Vestager har skabt mere tillid til økonomien, end Helle Thorning har, og det var det, der fik mig til at skifte parti. Det er, når alt kommer til alt, den mavefornemmelse jeg har,« siger hun.

Kampagnevinder

De Radikale er det parti, der er bedst til at hente partiskiftere under valgkampen, og dermed er det måske ikke så overraskende, at De Radikale også er det parti, som vælgerne vurderer har ført den bedste valgkamp de seneste 20 dage.

På en skala fra 1 til 10, hvor 1 er dårligst og 10 er bedst, giver vælgerne i gennemsnit Det Radikale Venstre karakteren 6,7.

Lektor i statskundskab og leder af Det Danske Valgprojekt, Rune Stubager, Aarhus Universitet, peger på, at især de små partiers kampagner denne gang fik hul igennem til vælgerne. Blandt andet fordi Socialdemokraterne og Venstre holdt sig tilbage:

»De små partier har formået at placere sig indenfor deres respektive blokke som nogle, der vil trække de store partier i nogle bestemte retninger. Dermed giver de små partier mulighed for at stemme på en bestemt blok, men også tone det i en bestemt retning.«

Den radikale pressechef, Henrik Kjerrumgaard, vurderer, at partiets succes ved dette valg er et resultat af en længere proces. Og så erkender han, at man ikke skal undervurdere den behagelige ubekendte: Held.

De Radikale har eksempelvis for længe siden lagt sig fast på, at partiets logofarve skulle være ’magenta’, der er en blanding af rød og blå, hvilket har givet Margrethe Vestager muligheden for igen og igen – og tilsyneladende med troværdigheden i behold – at understrege, at hun hverken er rød eller blå.

Samtidig har partiet – ifølge Krerrumgaard - ført en bevidst positiv kampagne, hvor partiets egen politik hele tiden har skullet været i centrum, mere end de radikale politikere har skullet rakke ned på andre partiers budskaber.

Målrettet klik

Desuden har partiet målrettet en annoncekampagne på nettet, hvor partiet har udnyttet moderne online-metoder til at få så detaljeret viden om potentielle vælgere som muligt.

»Hvis du eksempelvis klikker dig ind på New York Times’ hjemmeside, kan der efterfølgende poppe en annonce op for Det Radikale Venstre på din skærm. Og din ip-adresse afslører, hvor i landet, du befinder dig, så hvis du sidder i Østjylland, kan vi sørge for, at det er lokale kandidater, du ser på skærmen,« siger han, inden han oplyser, at det som bekendt går op og ned i dansk politik.

I 2005 fik partiets forrige leder Marianne Jelved et kanonvalg med 17 mandater, mens det kiksede ved 2007-valget, hvor Jelved og co. kun fik ni mandater. I perioden derefter har Margrethe Vestager indimellem sågar flirtet med spærregrænsen. Derfor er pressechefen da også ydmyg overfor partiets øjeblikkelige succes.

»Vi må være ærlige og sige, at vi har været heldige og er ramt ned midt imellem de to blokke, og det har vælgerne tilsyneladende kunne lide. Der var lagt op til, at det ville blive en præsidentvalgkamp, men det er det ikke blevet, og det har givet plads til vores midtersøgende politik,« siger Henrik Kjerrumgaard.

Færdig med farmors råd

Men spiller held ind i politik, har tilfældigheder også betydning. I hvert fald, hvis man spørger den 59-årige pensionist John Nielsen, der i går stemte på Klostervængets Skole på Østerbro i København:

»Tidligere stemte jeg socialdemokratisk. Men det gjorde jeg nok på grund af min farmor. Hun har altid sagt, at hvis man ikke ved, hvad man skal stemme, så kan man altid sætte kryds ved A. Denne gang stemmer jeg på de radikale. Det er ikke noget bestemt, der har gjort udslaget, men jeg synes, de har mange gode synspunkter.«

Det parti, som har samlet færrest nye vælgere op i denne valgkamp, er i øvrigt socialdemokraterne. Blandt de vælgere, som valgte Thornings parti, var det kun syv procent, der bestemte sig for liste A i valgkampen, viser A4-undersøgelsen.

Men da vælgerne samtidig vurderer, at Socialdemokraternes valgkampagne er den tredjebedste af alle, kunne tallet indikere, at de fleste af Helle Thornings-vælgere bestemte sig, inden valget blev skudt i gang.

De Konservative og Kristendemokraterne er i valgkampen blevet udråbt som valgets tabere mange gange, og det kan have præget vælgerne til at give de to partiers valgkampagner den ringeste bedømmelse af alle.

Den konservative generalsekretær, Martin Dahl, siger, at det er lykkedes at iscenesætte partiets leder Lars Barfoed på en ny og progressiv måde som den midtsøgende K-formand.

»Lars Barfoed har positioneret Det Konservative Folkeparti i en position, der vil være vedvarende. Det er ikke sikkert, vælgerne lige i første instans krediterer ham for det, men i et nyt politisk landskab kan den positionering give grobund for, at Lars Barfoed kan opnå en højere grad af troværdighed,« siger generalsekretær Martin Dahl, som på nuværende tidspunkt ikke ville sætte ord på ting, der ikke er lykkedes i den konservative kampagne.

Hvad er valgets melodi?

I denne valgkamp har der været meget fokus på, at især venstrefløjen ville stemme dørklokker for at få vælgerne i tale. I Ugebrevet A4’s undersøgelse oplyser hver sjette vælger – 16 procent – at han/hun har mødt en kandidat i valgkampen.

Og af de vælgere, som har mødt en politiker face-to-face har det tilsyneladende gjort så stort et indtryk på knap hver fjerde vælger, at kandidaten efterfølgende også fik vælgerens stemme.

På samme måde er der blevet talt om, at dette valg ville blive det mest beskidte i Danmarkshistorien. Undervejs var det dog som om, at politikerne afholdt sig fra at gøre brug af de værste metoder. Spørger man vælgerne i dag er de delt nogenlunde ligeligt mellem at kalde valgkampen ’sober’ eller ’beskidt’, med en lille slagside til den beskidte side.

 

Samfundsforsker Johannes Andersen kalder dog valgkampen for »meget låst, men også en meget ordentlig valgkamp,« hvor de store partier havde lagt sig fast på et program fra begyndelsen, og det, mener Johannes Andersen, var en fejl.

S- og V-kampagnen betegner han som »bibelske«, hvor politikerne messer det samme budskab, uanset hvad de bliver spurgt om. Og det holder ikke, hvis man vil have andre mennesker i tale, vurderer han.

Lektor i statskundskab, Rune Stubager, kalder valgkampen 2011 for en historie om økonomiens genkomst - og en præsidentvalgkamp, der fes ud:

»Det gav rigtig god plads til de Radikale og Konservative den første uge, SF har også fået en del plads, og så er det først her i statministerkandidat-duellerne, der er kommet mere fokus på de store partier,« siger han og giver følgende overordnede karakteristik af valget.

»Jeg synes valgkampen har fungeret udmærket. Der har været spænding, blokkene har nærmet sig hinanden, og valgkampen har et langt stykke hen ad vejen været ret politisk, og det synes jeg, ud fra idealerne om en demokratisk samtale, har fungeret udmærket.«