6 ud af 10 pensionister har en god økonomi

Af

Det store flertal af pensionister klarer sig godt på en kombination af offentlige ydelser, arbejdsmarkedspension og friværdi i ejerboligen. Næsten halvdelen har det lettere nu, end dengang de havde lønindtægt og børnene boede hjemme.

DEN GODE ALDERDOM Der er både råd til fest og ferie for langt hovedparten af de danske pensionister. Uden man kan sige, at de ældste danskere ligefrem vælter sig i penge, så har 6 ud af 10 danske pensionister faktisk – ifølge deres egen vurdering – en god økonomi. 7 ud af 10 oplever ikke noget væsentligt fald i levestandarden, efter de har forladt arbejdsmarkedet.

»De fleste af dem, jeg taler med, har en meget fornuftig økonomi,« bekræfter brevkasseredaktør for Ældresagen og uvildig økonomisk rådgiver, Erik K. Møller.

7 ud af 10 pensionister siger, at de har råd til at leve livet, som de har lyst til. Og næsten hver anden pensionist (44 procent) har ligefrem lettere ved at få økonomien til at løbe rundt nu, end dengang de havde lønindtægt og hjemmeboende børn. Det viser en interviewundersøgelse med 500 pensionister om deres økonomi, som Capacent Epinion har foretaget for Ugebrevet A4.

Den økonomiske rådgiver ser det da heller ikke som sin største udfordring at lære pensionisterne, hvordan de får pengene til at slå til. Tværtimod. Mange har nemlig bedre råd, end de selv gør sig klart.

»De har friværdier på mange millioner kroner og ingen lån i huset, og samtidig spinker og sparer de. Men når jeg så laver nogle analyser af deres økonomi i mange år frem, så kan de godt se, at selv om de laver et nedsparingslån på 25.000 kroner om året, så rækker friværdien stadig længe,« siger Erik K. Møller.

Ældre er også forskellige

Finanskrisen har dog taget en del af glansen af nogle af de mest forgyldte pensionsformuer. Aktierne er faldet, samtidig med at huset pludselig er meget mindre værd.

»Ligeså snart opgørelserne kom ud fra banken i januar måned, stod telefonerne ikke stille her hos mig. Ud af en formue på 500.000 kroner har flere måske tabt halvdelen. Så det har været noget af et chok for mange pensionister,« fortæller Erik K. Møller.

Inden de golfsvingende luksuspensionister toner alt for tydeligt frem på den indre skærm, er det måske værd at huske på, at de stadig udgør en forsvindende lille del på syv procent af de danske pensionister. Det store flertal - 600.000 pensionister – har en personlig indkomst på 8. til 17.000 kroner om måneden efter skat, viser tal fra Danmarks Statistik.

Kulturforsker og redaktør af tidsskriftet Gerontologi, Anne Leonora Blaakilde, undrer sig over mediernes unuancerede beskrivelse af de 850.000 danskere, der er over 65 år.

»Man taler ofte om ældre, som om de er ens, og alle har lige mange penge. Men de er lige så forskellige som alle andre,« fortæller kulturforskeren.

Hvis hun selv skal beskrive nutidens typiske pensionist, kommer hun derfor også til kort:

»De laver simpelthen så mange forskellige ting. Der er rigtig mange, der rejser og laver frivilligt arbejde. Nogle er syge, andre passer børnebørn. Der er helt vildt stor forskel. Men rigtig mange af dem har meget travlt. En fast vending, man hører rigtig ofte, er: ’Jeg forstår ikke, hvordan jeg havde tid til at gå på arbejde’«, fortæller Anne Leonora Blaakilde.

De pensionister, der bliver hjemme i sofaen, gør det ikke nødvendigvis på grund af dårlig økonomi. Kun 25 procent af pensionisterne føler, ifølge Ugebrevet A4’s interviewundersøgelse, at økonomien forhindrer dem i at gøre nogle af de ting, de drømte om, da de blev pensioneret.