50-årige får stadig lommepenge af mor

Af

Der er ingen hjælp at hente hos de yngre generationer, når de ældste har svært ved at få folkepensionen til at slå til. Kun 5 procent af de danske pensionister får økonomisk hjælp af deres voksne børn. Til gengæld sender tre ud af ti pensionister penge den anden vej, viser ny undersøgelse.

YNGELPLEJE Det kan godt være, at danskerne fælder en tåre for den enlige folkepensionist uden penge til gebis og briller, når hun optræder i aftennyhederne. Men vores egen mor har vi ikke ondt af. I hvert fald ikke i en grad, så vi selv har lyst til at spæde lidt til pensionen. Kun fem procent af de danske pensionister har det seneste år modtaget økonomisk hjælp fra deres voksne børn, og under en procent får så meget hjælp af familien, at de kan regne den som en fast del af indkomsten.

Det viser en undersøgelse blandt 500 danskere over 65 år, foretaget af Capacent Epinion for Ugebrevet A4. Undersøgelsen, der dokumenterer, hvordan pengestrømmene flyder mellem generationerne, viser, at hver tredje pensionist det seneste år har ydet økonomisk hjælp til deres voksne børn.

Pengestrømmen går i overraskende grad i én retning: Op ad pensionisternes pung og ned i de yngre generationers. Selv i familier, hvor de gamle forældre har en meget stram økonomi.

»Det er typisk forældrene, der har et meget stort ønske om at give, også selv om børnene har en god indkomst,« fortæller Svend Erik Nielsen, uafhængig økonomisk rådgiver.

»Min erfaring er, at folk bliver utroligt glade for pengegaver, også selv om der måske ikke ligger noget egentligt behov bag. Men fordi der ligger en opmærksomhed fra deres gamle forældre bag. Og på samme måde oplever de ældre en stor glæde i at overraske deres børn med en check på 58.000 kroner til en ny udestue eller en ferie. Det er for mange ældre en større glæde at give end at forbruge selv,« siger Svend Erik Nielsen.

Selv blandt pensionistfamilier med en samlet husstandsindkomst under 10.000 kroner efter skat lykkes det for 23 procent at finde økonomisk overskud til at hjælpe børnene, viser Ugebrevet A4’s undersøgelse. Kun otte procent af disse relativt fattige pensionister får selv hjælp af deres børn. En lige så sjælden begivenhed (syv procent) blandt enlige pensionister.

Det handler om følelser

Selv om det kan lyde som om, danskerne er kyniske eller ligeglade med deres gamle, så er det ikke den konklusion, sociologer og psykologer drager af undersøgelsen. Ph.d. i kultursociologi Christine E. Swane fra Ensomme Gamles Værn, mener, det handler mere om kultur og følelser end om økonomi, når mønterne triller mellem generationerne.

»Der ligger nogle kulturelle forestillinger knyttet til det at give og det at modtage. Det er mere acceptabelt at være den, der får, hvis man er barn – også selv om barnet er 50 år,« vurderer Christine E. Swane

Hun ser samtidig de ældres tilskud til deres voksne børn som en måde at fastholde deres betydning og status i familien på – udover det rent altruistiske ønske om at gøre noget godt for sine børn gennem hele livet.

»Selv som gammel forælder, vil man jo sine børn det godt. Jeg interviewede en mor på 101 år, hvis datter på 80 år kom og besøgte hende. Det var stadig så tydeligt mor og datter. Det forhold, som man har fået installeret i barndommen, forsvinder ikke med alderen, og det, at kunne gøre lidt for børnene, har stor symbolværdi for de gamle.«

Derfor vil det også føles forkert – eller måske endda direkte ydmygende – for nogle ældre, hvis hjælpen går dén vej, mener Christine E. Swane. Samtidig kan det være svært for børnene at vide, hvornår de skal hjælpe, fordi de gamle forældre ikke altid giver udtryk for, at de har et behov eller savn. Eller som kultursociologen udtrykker det:

»Det er svært at forestille sig de gamle forældre, der siger ’Jeg trænger altså til en tur i biografen, gi’r du ikke en billet?’.«

Gavmilde gamle lever længere

Der er i imidlertid ingen grund til at have ondt af de gavmilde gamle, for faktisk er det dem, der har fat i den lange ende. Det kan nemlig godt betale sig at være en hjælpsom sjæl. Det viser en videnskabelig undersøgelse af ældres funktionsevne og dødelighed fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

»De ældre, der hjælper andre økonomisk eller med forskellige praktiske gøremål, lever simpelthen længere og har i det hele taget bedre funktionsevne, end de ældre, der ikke hjælper andre. Det gælder både hos mennesker i forskellig alder og med forskelligt helbredsmæssige udgangspunkt,« siger professor i gerontologi, Kirsten Avlund, der står bag undersøgelsen.

Hun henviser samtidig til andre undersøgelser, der viser, at ældre med et godt netværk lever et længere og raskere liv end personer med kun få sociale kontakter.

Et billede, de genkender på Videnscenter på Ældreområdet, hvor studier har vist, at omkring hver femte 85-årige hjælper deres børn økonomisk, mens 10-15 procent selv i denne høje alder stadig yder praktisk hjælp til børnepasning, reparationer af huset eller lignende til deres voksne børn.

»Det kan godt betale sig at være hjælpsom – og tage imod hjælp - for det giver gode relationer til andre. Der kan den økonomiske hjælp være det, man magter at give, når man ikke længere kan passe børn eller hjælpe til med noget praktisk. Det er en form for fortsat omsorg og ønske om at bidrage til, at børn og børnebørn trives,« fortæller konsulent på videncentret, Annette Johannesen.

Jo flere penge pensionisterne har – desto oftere giver de dem væk, viser A4’s undersøgelse også. Næsten halvdelen af de rigeste pensionister med husstandsindkomster over 20.000 kroner om måneden efter skat har det seneste år hjulpet deres børn økonomisk. Det samme gælder pensionister med formuer på mindst 1 million kroner. Det er især mændene, der giver deres voksne børn penge - sandsynligvis fordi de med væsentligt større pensionsformuer har bedre råd end de kvindelige pensionister.

At forældrene også mere indirekte holder en økonomisk hånd under de unge, dokumenterer en undersøgelse fra 2008 fra AKF (regionernes og kommunernes forskningsinstitut). Undersøgelsen viser, at unge førstegangskøbere generelt er mere villige til at købe dyre boliger, jo højere forældrenes formue er. Forældrene fungerer altså som en form for økonomisk sikkerhedsnet, hvis de unge skulle blive arbejdsløse eller komme i økonomiske vanskeligheder.

Franske forældre giver mest

Også i resten af den vestlige verden kanaliserer de ældste generationer velvilligt deres spareskillinger videre til yngre generationer. En undersøgelse fra Freie Universität Berlin viser således samme asymmetri i pengestrømmene mellem de tyske, amerikanske og franske pensionister og deres børn, som dem A4 har påvist herhjemme.

Sociolog Martin Kohli fra berlineruniversitetet opstiller i rapporten »Private and public transfers between generations« tre grundlæggende sociologiske forklaringer på, at selv mindre bemidlede ældre, ofte hellere giver deres sparepenge til børnene end at bruge dem selv:

Altruisme. Forældres uselviske ønske om at børnene skal have det godt. Et økonomisk tilskud til ferien, forældrekøb af lejligheden eller et rentefrit lån er en måde at opfylde de voksne børns behov, der ikke føles meget anderledes end at sørge for dem, mens de var små.

Social kontrol. Det giver en vis magt og kontrol over de yngre generationer, hvis de er afhængige af økonomisk hjælp fra de ældre.

Position. Det giver status at give, uden at modtage noget til gengæld. Det kan modvirke det tab af status, mange ældre føler, når de forlader arbejdsmarkedet.

Martin Kohlis sammenligninger af amerikansk, fransk og tysk forskning på området konkluderer, at mens de ældre i alle lande overfører større beløb til de yngre end omvendt, så er det i Frankrig – hvor familiestrukturen er mere traditionel – at pengestrømmene er størst. Det er altså i højere grad traditioner og familiemønster, end de ældres økonomi, der er styrende for, hvor meget, de vælger at poste i de yngre generationers forbrug.

Samme konklusion er de nået til på det norske socialforskningsinstitut, Nova. Seniorforsker Svein Olav Daatland mener dog, at det ville være en fejlslutning at sige, at der ikke er stærke bånd mellem generationer i Norden af den grund. Båndene og solidariteten har bare andre former.

»I Nordeuropa ønsker både yngre og ældre generationer at være økonomisk uafhængige af hinanden. Og ikke mindst de ældste har et stærkt ønske om, at kunne klare sig selv. Faktisk kan vi se, at jo ældre, man er, desto mindre foretrækker man hjælp fra familien frem for det offentlige,« konstaterer Svein Olav Daatland.

De norske undersøgelser viser samtidig, at mens pengestrømmen går fra de ældste til de yngre generationer, så går den praktiske hjælp den anden vej. På den måde kan den økonomiske hjælp også være en måde at opretholde en mere lige balance mellem generationerne, så de ældste ikke hele tiden skal sidde i rollen som den, der tager imod.

Misundelige søskende

Det er imidlertid ikke ukompliceret at dele ud af pensionen til sine voksne børn, advarer økonomisk rådgiver Svend Erik Nielsen. Han oplever en forventning fra børnene om, at de gamle forældre fordeler deres penge ligeligt – også i situationer, hvor et af de voksne børn har indlysende mere brug for hjælp end sine søskende, eksempelvis på grund af arbejdsløshed eller skilsmisse.

»Forældrene ser det ofte som deres gerning her i livet at kompensere, hvis et af deres børn klarer sig dårligere end de andre. Så prøver de på at rette op på det ved at hjælpe det ene barn økonomisk eller på anden vis. Men søskendeflokken ser som regel helt anderledes på det. De mener, forældrenes rolle er at eksekvere ekstrem retfærdighed. Og det vil for børnene sige, at give alle lige meget på samme tid.«

Derfor ender de fleste af de sager, som Svend-Erik Nielsen rådgiver i, også med, at alle børnene får, selv om det måske kun er det ene, der egentlig har et behov for hjælp. Forudsat der altså er råd til det – og det er der heldigvis i de fleste pensionistfamilier. Faktisk kan det ofte kræve lidt omtanke at få tømt hele kontoen og friværdien i huset, inden det er for sent, fortæller den økonomiske rådgiver:

»Kunsten er, at lukke låget med den sidste krone. Men man ved jo aldrig helt, hvornår man dør, så det ender alligevel ofte med, at folk efterlader sig en større formue.«