3F tager globaliseringen i hånden

Af | @GitteRedder

A4-ANALYSE: Medlemstilbagegang har presset Fagligt Fælles Forbund, 3F, ud i millionbesparelser, og selv om det indadtil har været frustrerende, forekommer trimningen af den faglige kolos udadtil fornuftig. I denne uge holder 3F kongres, hvor globalisering og uddannelse er på dagsordenen. og hvor sidste års dommedagsstemning er aflyst af en tro på, at 3F nok skal klare sig.

STATUS For et års tid siden var Fagligt Fælles Forbund, 3F, stort set på vej ud over afgrundens rand. I hvert fald at dømme ud fra avisernes overskrifter, der med store typer fortalte om medlemsflugt og spareknive i millionklassen. Også internt i forbundet var der krise og dommedagsstemning – at skulle spare rundt regnet 150 millioner kroner over tre år kan mærkes alle vegne.

Men når 3F’s delegerede på lørdag 15. september mødes til kongres i Aalborg, er forbundet kommet væk fra afgrunden og ud på noget, der ligner en vej ind i fremtiden. Ganske vist vil der ikke være feststemning og nye, vidtløftige, dyre planer på kongressen, men dommedagsprofetierne er afløst af en forsigtig tro på, at det snævrere fokus på faglige kerneydelser nok skal vende udviklingen.

Kongressen er den første ordinære, siden 3F blev dannet på en fusion mellem det gamle specialarbejderforbund SiD, Kvindeligt Arbejderforbund KAD samt RBF, og der vil være lokalafdelinger, der føler sig trådt på, og heftig diskussion om, hvorvidt sparekniven ramte de rigtige steder, og om prioriteringerne var de rigtige. Der vil være debat om fordeling af roller, ansvar og arbejde mellem forbund og afdelinger, grupper og brancher. Der vil være forkæmpere for gamle traditioner og fortalere for nye servicekrav. Der vil være debat om, hvorvidt det nu også var rigtigt at droppe den centrale partistøtte til Socialdemokraterne, og der vil være et udtalt ønske fra nogle om igen at finde kampuniformen frem og stille sig op på ølkasserne og agitere.

I så stor og vidtforgrenet en organisation skal der være plads til de kultursammenstød mellem gammelt og nyt. Men det rokker ikke ved, at 3F med sit nye fokus på faglige kerneydelser og medlemsservice har valgt den eneste mulige og absolut nødvendige strategi for at komme væk fra nødsporet og ikke ud i al fremtid tabe tusindvis af medlemmer hvert år.

Status, efter at livremmen er spændt ind, er, at 3F trods historisk medlemstilbagegang og økonomisk smalhals med fyringer, omstruktureringer og lukning af snesevis af lokalafdelinger fortsat er et toneangivende fagforbund. Når sloganet på 3F-kongressen hedder »Meget mere fagforening« er det heller ikke falsk markedsføring, for 3F’s cirka 350.000 medlemmer får i dag tilbudt flere relevante faglige kerneydelser.

Selvfølgelig har slankekuren indadtil gjort ondt, og det har været frustrerende for ansatte at se kolleger forsvinde, og faglige områder som folkeskole, sundhed, ydre miljø og socialpolitik blive neddroslet eller helt forsvinde. Det har været trist at se 300 afdelinger blive til 78. Men ikke bare har det været en uomgængelig og benhård nødvendighed at skære ind til benet, det har også udadtil været en vellykket slankning og modernisering. Med forbundsformand Poul Erik Skov Christensen i spidsen har 3F demonstreret, at et fagforbund godt kan skære flæsket væk og alligevel bide fra sig, når det gælder velfærd, voksen- og efteruddannelse samt globalisering.

Globaliseringen er ikke fjende

Set med en nordjysk lagerarbejders øjne må globaliseringen næsten per automatik opfattes med skepsis og ses som en trussel mod både lønningsposen og et godt arbejdsliv. Og globaliseringen slår hårdt netop i 3F, der organiserer de ufaglærte og kortest uddannede på arbejdsmarkedet. Men det globale arbejdsmarked er en permanent tilstand, og kun ved at opkvalificere og uddanne arbejdskraften, så den kan matche de stigende krav, vil 3F kunne ruste medlemmerne til at kunne konkurrere, mener 3F-ledelsen i Kampmannsgade i København. Den offensive strategi i forhold til globaliseringen giver sig også udslag i, at 3F konsekvent bider sig fast i haserne på VK-regeringen og er det forbund, der råber højest, når der tales flere rettigheder og penge til uddannelse og omskoling.

Et andet element i globaliseringsstrategien handler om at få fat i de udenlandske arbejdstagere. På 3F’s hjemmeside henvender forbundet sig også på polski, lietuviskai, ukraine, english og deutsch til de ufaglærte, udenlandske arbejdere, som i stigende grad kommer til Danmark. Selvfølgelig ligger her potentielle medlemmer og dermed tiltrængte indtægter for 3F, men det er også for at undgå social dumping, for at beskytte medlemmernes overenskomster og tage en faglig og solidarisk kamp for at sikre, at den udenlandske arbejdskraft ikke snydes for ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Udlændinge skal være velkomne på arbejdsmarkedet, men på samme vilkår som danskerne, mener 3F. Konflikter, blokader og oplysning har været brugt til at sikre ligebehandling og hænge de arbejdsgivere ud, der groft har underbetalt illegale arbejdere i Danmark, og her har 3F – hvad enten man bifalder metoderne eller ej – alt andet lige sammen med Træ-Industri-Byg og BAT-Kartellet været de bidske vogtere af at beskytte danske og udenlandske arbejdere.

Ræverød indflydelse

Målt på citathistorier i tv, radio og dagblade er 3F Danmarks mest synlige fagforening. Selv om 3F som fagforbund er kendt som den ræverøde af slagsen og derfor indimellem anses for utroværdig, gælder det ikke 3F’s medier, der har ry for at være troværdige. Det giver 3F en gennemslagskraft og politisk indflydelse som organisation.

Sparekniven har også ramt Fagbladet, der er skåret fra 23 til 16 årlige numre. Til gengæld har 3F introduceret et elektronisk nyhedsbrev til medlemmerne, ligesom man løbende styrker servicen på nettet – langt mere end mange andre fagforbund. Hvilket ikke er logik, da 3F’s medlemmer ofte er dem, der bruger pc’er mindst både i deres arbejds- og privatliv.

Ikke mange danskere er i tvivl om, at 3F kæmper for at sikre større retfærdighed for de dårligst stillede i dette samfund. Nedskæringer på dagpengeområdet, hævelse af efterlønsalderen og stramninger over for flygtninge og indvandrere udløser ofte aktioner fra 3F.

Udfordringen for forbundsformand Poul Erik Skov Christensen bliver at fortsætte fornyelsen og trimningen af 3F også de kommende år med udsigt til fortsat tab af medlemmer og endnu færre kontingentkroner. I 2004 havde 3F, der dengang var to selvstændige forbund KAD og SiD, kontingentindtægter på 787 millioner kroner, mens indtægterne sidste år var faldet til 649 millioner kroner – og i år vil falde til tæt på de 600 millioner kroner. Så forbundsledelsen, der også tæller næstformændene Jane Korczak og Steen Andersen, står over for svære dilemmaer.

Tag for eksempel den brogede flok af medlemmer, der spænder fra højtlønnede, specialiserede industrioperatører til lavtlønnede rengøringsassistenter. Det illustrerer, at medlemmerne ikke er en kollektiv masse, men individuelle medlemmer med ønsker om service fra fagforeningen specielt designet til dem. De krav skal 3F honorere ved at tegne de bedst mulige overenskomster og sikre, at de overholdes. I det hele taget skal 3F koncentrere sig om sine faglige opgaver og hver eneste dag bevise over for medlemmerne, at de ikke kan klare sig uden 3F. Det kan være svært, når lavtlønnede ufaglærte fristes af at spare penge på et langt lavere kontingent til de gule fagforeninger. I det hele taget er de billige fagforeninger en alvorlig trussel mod 3F.

Men en af de måder, 3F kan dokumentere over for medlemmerne, at det kan betale sig at betale kontingent, er, at forbundet de seneste tre år hvert år har skaffet over en milliard kroner hjem til deres medlemmer i faglige sager om tabt arbejdsfortjeneste, arbejdsskadesager og pensionssager.

Arbejdsmarkedsforskere mener generelt, at store LO-forbund som både 3F og HK svinger sparekniven de rigtige steder. Lektor Jørgen Steen Madsen fra Københavns Universitet har tidligere udtalt til Ugebrevet A4, at de barske realiteter for forbund som 3F er at satse på det faglige arbejde, der direkte vedkommer medlemmerne. Altså koncentrere sig om arbejdet som faglig organisation, droppe unødvendige aktiviteter og overlade dem til andre interesseorganisationer. Den strategi er selve forudsætningen for at vende medlemsudviklingen, mener Jørgen Steen Madsen.

Internt i LO-fagbevægelsen rystede man i mange år på hovedet af den gammeldags fagforening Specialarbejderforbundet. Det var beton, røde seler og skyklapper for øjnene. I dag kan de andre forbundsformænd sagtens finde på at ryste på hovedet af 3F, men så er det på grund af politisk uenighed eller personlige sym- og antipatier. Og det er en helt anden historie.