222 udsatte unge får hjælp – 5728 venter

Af | @MichaelBraemer

Siden årsskiftet har kommunerne haft pligt til at lave ressourceforløb, der skal hjælpe udsatte unge. Men kommunerne forsømmer i stor stil at oprette tilbuddene. Efter syv måneder har de kun nået fire procent af målsætningen for 2013. Nu har beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) tabt tålmodigheden.

Foto: Foto: Colourbox

PARKERING Selv om kommunerne siden årsskiftet har været forpligtet til at tage særligt hånd om udsatte unge, er de milevidt fra den målsætning, der er opstillet i reformen af fleksjob og førtidspension.

Målet i reformen er, at der i 2013 skal oprettes 5.950 såkaldte ressourceforløb til unge under 40. Forløbene skal sikre, at færre parkeres på førtidspension. Men i årets første syv måneder har landets 98 kommuner kun oprettet 222 forløb, svarende til 3,7 procent af målsætningen. Det viser tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Heller ikke svage borgere over 40 har fået tildelt de ressourceforløb, der skal hjælpe dem til at få fast tilknytning til arbejdsmarkedet.

Hele 14.600 ressourceforløb forventede politikerne iværksat i år, da de vedtog reformen. Men i perioden januar-juli er der kun etableret 728 ressourceforløb sammenlagt i landets 98 kommuner. Hele 26 kommuner har overhovedet ikke iværksat ressourceforløb, og kun seks kommuner har iværksat over 20 forløb.

Formand for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau finder tallene bekymrende.

»De politiske visioner, der lå til grund for reformen af førtidspension, var, at man kunne undgå, at folk kom på førtidspension ved at arbejde intensivt og tværfagligt med de ressourcer, de måtte have, så de kunne klare deres liv. Men de visioner afspejles ikke i virkeligheden i dag, og det, synes jeg, er brandærgerligt. Lad det være en appel til politikerne om at holde op med at tro, at de kan ændre systemer på fem dage hen over julen,« lyder opfordringen fra socialrådgivernes formand.

Majbrit Berlau mener nemlig, at det ikke kun er kommunernes skyld, at de politiske visioner ligger tabt på gulvet, men i høj grad også politikernes. Reformen af førtidspensionen blev vedtaget 19. december 2012 og trådte i kraft 1. januar og har givet kommunerne alt for kort tid til at forberede sig på den nye praksis, påpeger hun.

Ministeren vil ikke vente længere

Den kritik bider ikke på beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S). Hun erkender, at kommunerne med kort varsel er blevet pålagt en radikal anderledes måde at tænke og arbejde på. Men reformen af førtidspensionen blev aftalt helt tilbage i sommeren 2012, så indholdet har trods alt været kendt for kommunerne i over et år, påpeger beskæftigelsesministeren. Nu mener hun, tiden er inde til at se resultater.

»Der er tale om en stor reform, som tager tid at indarbejde. Men der er ingen undskyldning for, at det ikke skal køre nu, hvor vi skriver september,« fastslår Mette Frederiksen.

I forvejen var der i reformen afsat midler til metodeudvikling og efteruddannelse af kommunale medarbejdere. Alarmeret af de manglende resultater har Mette Frederiksen i slutningen af august yderligere tilbudt kursusforløb skræddersyet til hver enkelt kommune. Desuden vil hun tage kontakt til Kommunernes Landsforening og Dansk Socialrådgiverforening, for at de tre parter i fællesskab kan få ressourceforløbene på skinner.

»Og så har jeg tænkt mig at skrive til landets borgmestre og gøre opmærksom på, at det går for langsomt med ressourceforløbene, og at det er vigtigt, at der tages et politisk ansvar i den enkelte kommune for, at der bliver oprettet flere forløb. I nogle kommuner halter det meget, og der er det min tanke at sende Arbejdsmarkedsstyrelsen ud på besøg, så vi ikke skal vente endnu længere tid,« siger Mette Frederiksen.

Svært at komme i gang

Indkøringsbesvær er ikke desto mindre den undskyldning, der lyder fra Frederiksberg, som er en af 26 kommuner, der endnu ikke har fået iværksat ressourceforløb overhovedet.

»Med de indledende øvelser, vi skal igennem, har det slet ikke været muligt at etablere ressourceforløb i begyndelsen af i år. Først skulle der etableres et tværfagligt rehabiliteringsteam, som skal tage stilling til de enkelte sager. Og inden det kan ske, skal alle beskæftigelsesmæssige muligheder for den enkelte borger være udtømte. Men ressourceforløbene vil komme i en lind strøm nu,« lover arbejdsmarkedschef i Frederiksberg Kommune Johnny L. Madsen.

At andre kommuner under de samme vilkår har været i stand til at iværksætte op til 34 ressourceforløb forklarer han med en ophobning af gamle sager i sin egen kommune.

»Det har været kendetegnende for os – og for andre også, tror jeg – at en stor del af de borgere, som kunne have været klar til rehabilitering i 2013, rejste sag om førtidspension før årsskiftet, altså efter den gamle ordning. Deres førtidspension har vi først skullet tage stilling til, og det er årsag til, at processen er skudt nogle måneder,« siger han.

I Odense Kommune, som med 33 ressourceforløb har iværksat næstflest i landet, er tonen imidlertid en anden. Her er man ikke oppe i fulde omdrejninger endnu, men man har fra start sat rigtig mange ressourcer og energi i at på at få etableret rehabiliteringsteams og kunne efterleve intentionerne i loven, fortæller jobrehabiliteringschef Peder Klinge Søndergaard.

»Vi er en kommune med mange i målgruppen, så vi har arbejdet rigtig hårdt på at få kapaciteten op, så vi er klar til at få borgerne igennem. I bund og grund er det et spørgsmål om at få organiseret arbejdet. Vi er ikke i mål endnu og er langtfra så dygtige endnu, som vi gerne vil være. Men vi er ved at have folk på plads til indsatsen. Indholdet kommer derimod til at tage år at udvikle,« mener han.

En sværm af udfordringer

Man kunne tro, at det var yngre personer som Bente, reformen af førtidspensionen er tiltænkt. (Bente bor i en større midtsjællandsk kommune og hedder i virkeligheden noget andet, men ønsker af personlige årsager ikke sit rigtige navn frem. Hendes identitet og sag er imidlertid redaktionen bekendt).

Bente er 37 år, på kontanthjælp, enlig mor til en fysisk rask, men psykisk skrøbelig søn på 10 og en stærkt handicappet søn på 8, der er uden sprog, stadig bruger ble og er kørestolsbruger. Hendes fraskilte mand, børnenes far, er død.

Hun er uddannet togfører og har også arbejdet som buschauffør, men er i dag psykisk ude af stand til at arbejde i nogen af de to erhverv, fordi hun har været udsat for overfald begge steder. Desuden har hun alvorlige rygproblemer fra en tidligere arbejdsskade. Bente står uden egen bolig, men har i mangel af andet fået lov til at bruge sin mors, mens moren er flyttet i sommerhus. Det er tag over hovedet, men så småt, at der ikke er plads til de hjælpemidler, hun har brug for til sin yngste søn.

Bente føler, at hun er udfordret på så mange områder samtidig, at der skal hjælp til at håndtere alle hendes problemer på én gang. Derfor ville hendes begejstring ingen ende tage, da hun hørte om de nye ressourceforløb, fortæller hun til Ugebrevet A4.

»Det havde jeg ønsket for flere år siden. Og nu kom alt det, jeg havde drømt om, lige pludselig. Mit største ønske er jo så vidt muligt at være selvforsørgende, så mine børn også kan være stolte af mig. Men jeg er afhængig af et arbejde, der passer med mit fysiske helbred og min situation som alenemor med to børn med specielle behov,« siger hun.

Afvisning fra kommunen

Da der i sidste uge kom brev fra kommunen, var det imidlertid med besked om, at hendes ansøgning om ressourceforløb var afvist med henvisning til, at alle muligheder ikke er udtømte.

I et notat vurderer hendes fagforening, FOA Midtsjælland, at Bente ’totalt svigtes i en overordentlig svær og fastlåst situation’.

’I FOA har vi gennem mere end 2 år været vidne til, at Bente pisker rundt i manegen og forsøger at koordinere. Hun alene pålægges ansvaret og opgaven med at undersøge og videreformidle informationer til de forskellige sagsbehandlere mv. Lægelige anbefalinger følges ikke og hun bruger enormt meget tid på at forsøge at træffe sagsbehandlere, som i øvrigt hele tiden har været udskiftet’ står der i notatet.

Notatet rejser også spørgsmålet: ’Hvem i alverden er berettiget til et ressourceforløb efter reformen, hvis ikke ….?’

I stedet for en koordineret, tværfaglig indsats med bare en enkelt kontaktperson er Bente fortsat prisgivet skiftende sagsbehandlere i forskellige forvaltninger i kommunen, hvor hun oplever, at den ene ikke ved, hvad den anden laver.

Selv skal Bente lige sunde sig oven på kommunens afgørelse og komme ovenpå igen.

»Man kæmper og kæmper, men løber panden mod en mur og ryger på et tidspunkt ned i et hul. Så efter et par måneder siger man: ’Nej, nu giver jeg den en skalle mere’. Men jeg føler konstant dårlig samvittighed over for kommunen: Ja, jeg er ked af, at mit barn er handicappet. Men jeg kan altså ikke gøre for det,« siger hun.

For svært at få ressourceforløb

I FOA var man positive over for ressourceforløb, mens det lovforberedende arbejde stod på. Vurderingen var, at en rehabiliterende indsats og i det mindste et fleksjob så langt var at foretrække for arbejdsskadede medlemmer frem for en passiv ydelse, hvor de er overladt til sig selv.

En indsamling af erfaringer, deriblandt Bentes sag, fra lokale afdelinger har imidlertid ændret holdningen til reformen. Forbundet er nu ved at forberede et foretræde for Folketingets beskæftigelsesudvalg, fortæller socialpolitisk konsulent i FOA Anne Dahl Pedersen.

»Jeg vil på baggrund af undersøgelsen påstå, at kommunerne ser så snævert på den målgruppe, der skal have ressourceforløb, at de kun tilkender dem til nogle, der også er berettiget til førtidspension eller står med det ene ben i graven. Hvis man ser i bemærkningerne til lovforslaget, var målgruppen personer, som er i risiko for at ende på førtidspension, hvis IKKE der gøres en særlig indsats for dem i ressourceforløb, og det er noget andet. Derfor vil vi gerne have ministeren til at præcisere målgruppen,« fortæller hun.  

Også Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening, finder det bekymrende, at det oven i reformens indkøringsvanskeligheder har vist sig så vanskeligt at få tilkendt et ressourceforløb.

»Når lovgivningen siger, at alle muligheder skal være udtømte, før man kommer i ressourceforløb, er det meget uheldigt af flere årsager. For det første kan man diskutere, om der ikke altid er mulighed for endnu et afklaringsforløb, endnu en aktivering. Så man kan forhale tildelingen af ressourceforløb rigtig meget, hvis det er strategien. For det andet er chancerne for at få folk tilbage igen større, og det kan ske både hurtigere og billigere, jo hurtigere vi kommer i gang,« mener hun.

Manglende retssikkerhed

Anne Dahl fra FOA finder det stærkt problematisk, at borgere ikke kan få deres ansøgning om ressourceforløb bedømt i de nedsatte rehabiliteringsteams, men kan blive afvist alene af en kommunal sagsbehandler.

»Hvor er retssikkerheden henne? De sammensatte teams er forhåbentlig gode og skal se på en helhedsorienteret indsats. Ikke bare på, hvad borgeren fejler, men også på de sociale aspekter, mulighederne for beskæftigelse og uddannelse og vurdere sagerne samlet. Men hvad nytter det, hvis borgerne ikke kan få deres sag prøvet? Og der er ingen andre steder at klage,« påpeger hun.

FOA har mange sager, hvor medlemmer har været ude for en ulykke eller fået skader og er blevet sygemeldt med psykiske eller fysiske problemer, der afholder dem fra at komme i arbejde. Efter en periode stopper sygedagpengene og overlader medlemmerne til kontanthjælp eller ingenting, hvis ægtefællen tjener for meget.

Anne Dahl Pedersen er bange for, at kommunerne er tilbageholdne med ressourceforløb til sidstnævnte gruppe, fordi der følger en forsørgerydelse med ressourceforløbet.

»Det er selvfølgelig dyrere end at overlade folk til deres egen forsørgelse. Så kommunen har en interesse i ikke at forelægge sagerne for rehabiliteringsteams,« påpeger hun.

Spareøvelse

Over for Ugebrevet A4 definerer beskæftigelsesministeren målgruppen for ressourceforløb som personer, typisk på sygedagpenge, der i dag ville få en førtidspension, men som med den rette indsats ville kunne leve uden.

»Så har vi også problemer i kontanthjælpssystemet, og det er da rigtigt, at hvis man er mange år i det system uden at få løst sine problemer, så kan man komme i risiko for at ende på førtidspension. Men det problem skal kontanthjælpsreformen, som træder i kraft ved årsskiftet, løse. Her stilles der netop krav om én koordinerende sagsbehandler,« påpeger Mette Frederiksen.

Finn Sørensen, socialordfører for Enhedslisten, mener, at de foreløbige erfaringer med ressourceforløb er en falliterklæring for de partier, som stod bag reformen af førtidspensionen, og at der i virkeligheden er tale om en spareøvelse. Han er ved at forberede en række spørgsmål til beskæftigelsesministeren.

»Hovedargumentet var, at man ikke skulle parkere folk på førtidspension, men i stedet sætte dem i gang med et ressourceforløb. Det kan man ikke en gang give dem, og så har man jo parkeret dem på kontanthjælp i stedet for. En kontanthjælp, som koster 7.000 kroner mindre om måneden, end hvis de var på førtidspension,« pointerer han.

Mange gode tanker

Finn Sørensen mener, der er mange gode tanker bag ressourceforløb, men tvivler på, at der er den tilstrækkelige faglige ekspertise i kommunerne til at hjælpe folk i gang. Og så forstår han ikke, at ydelsen for deltagerne i forløbene skal være så lave, som de er – nemlig en fortsættelse af det ydelsesniveau, de er på ved starten af forløbet. En kontanthjælpsmodtager fortsætter for eksempel på en ydelse svarende til kontanthjælp.

»Kontanthjælpen er over fattigdomsgrænsen, men modtager man det over 5 år eller 10 og 15 år, hvis forløbene fornys, risikerer det at ende i noget, man kan kalde fattigdom. Ressourceforløbene er led i en overordnet sparestrategi, hvor borgere flyttes fra rimelige økonomiske ydelser som dagpenge, sygedagpenge og førtidspension over på lavere ydelser,« mener han.

Mette Frederiksen bruger imidlertid andre argumenter, når hun på trods af forsvindende få ressourceforløb fortsat taler varmt for førtidspensionsreformen.

»Det her samfund har spildt mange menneskelige og økonomiske ressourcer ved ikke at samarbejde om de mest udsatte borgere. Hele grundideen med reformen var at tvinge kommunerne til at bryde siloerne og de vandtætte skotter ned og samarbejde tværfagligt med borgerne i centrum. Den grundlæggende politiske vision er intakt, og jeg mærker også, at den begynder at bundfælde sig, når jeg er rundt i landet,« siger hun.