Arbejdsgiverkørerkort til en forvænt generation

Det er ikke sikkert, at personalehåndbogens retningslinjer giver ret meget mening, når man er ung i en generation af forvænte, men også fleksible, 15-25-årige, der har skiftet pligten ud med lysten. Det mener Anne Marie Dahl, der er forfatter til bogen om den forkælede, men uundværlige generation, der i disse år er på vej ud på arbejdsmarkedet.

INTERVIEW Det er altid om lørdagen. Og så naturligvis, når solen skinner, eller når en af sommerens musikfestivaler slår portene op. Eller måske »faldt man simpelthen bare over en Sommersby« aftenen før.

Nogenlunde sådan lyder det, når en indimellem ret træt arbejdsgiver beskriver, hvornår hans yngre medarbejdere med kort varsel – og naturligvis på sms – meddeler, at de ikke kan møde på jobbet, som aftalt.

Den lettere opgivende chef, gourmetkokken René, der med base i Århus driver en række restauranter, er en af de arbejdsgivere, der for alvor har fået kærligheden at føle fra en generation, der er vokset op med frit valg på alle hylder. Også når det handler om at passe sit arbejde eller finde sig et nyt i en fart.

Det med kærligheden skal tages helt bogstaveligt. Både for kokken, der efterhånden har indset, at det rager hans unge medarbejdere, at Fru Hansen altså fejrer sit livs aften, den dag hun fylder 80 år, og gerne vil have både saucen og sangskjuleren båret rundt med manér. Og for de mange andre arbejdsgivere, der skal samarbejde med en generation af yngre kolleger, der er ekstremt båret af følelser.

»Unge i dag er vokset op med forældre, der har nurset dem, fjernet forhindringer på deres vej og begejstret klappet, hver gang deres barn har tegnet en grim gris. I børnehaven er de mødt med italesættende pædagogik og pædagoger, der siger ’nu kan jeg se på dig, at du er vred’. Når man er vokset op som et unikt individ med ret til forhandling om alting, er det ikke sikkert, at personalehåndbogens retningslinjer giver ret meget mening, den dag man starter på sit nye job,« siger Anne Marie Dahl, cand.scient.pol., og indehaver af virksomheden Futuria.

Sammen med lektor Oluf Kjær Nielsen er hun forfatter til bogen ’Popstars-generationen – Nutidens unge – fremtidens arbejdskraft’, der giver et signalement af generation, der i dag er 15-25 år, og som ofte af arbejdsgivere og lærere karakteriseres som forkælet, egocentreret og kun styret af lyst. Pligt eller ansvarsfølelse rækker hverken til at møde til tiden eller gennemføre det studie, man meldte sig ind på.

Hver generation sine værdier

Helt så galt står det nu næppe til, mener Anne Marie Dahl, der pointerer, at både arbejdsgivere og forældre kan rive sig nok så meget i håret, men ikke undvære den arbejdskraftressource, som den oven i købet historisk lille generation udgør. Der bliver rift om dem – i 1983 havde Danmark det laveste fødselstal i 100 år – og udfordringen her og nu er mest af alt at forsøge at forstå. Både hvordan unge tænker, og hvad der kan motivere dem til at synes, at det er lige så vigtigt at uddanne sig og passe et arbejde, som deres forældre mener.

»Hver generation vokser op med sine egne værdier. For eksempel voksede min generation op med stor ungdomsarbejdsløshed i 1980´erne og adgangsbegrænsning til mange uddannelser. Den slags sætter sit præg. Selvfølgelig vil de, der er unge i dag, også blive ’fornuftige voksne’, men de værdier, der er grundlagt gennem barndommen vil fortsat præge. Når man er vokset op med ’remoten’ i hånden og oplevelsen af, at man kan vælge og vrage, er det klart, at mulighedsrummet virker stort,« siger Anne Marie Dahl.

Ofte er det – mener de arbejdsgivere, hun har interviewet – helt galt med ydmygheden, der i dag er afløst af en meget selvbevidst attitude. Unge i dag drømmer om at være på, at tage scenen og blive popstars i et omfang, så selv uddannelsesvejlederne på produktionsskolerne omtaler sig selv som drømmeknusere.

Men samtidig er de unge, som kokken René også peger på i bogen, kreative individualister, der forhåbentlig meget bedre end forældregenerationen vil kunne håndtere livet i ’hvirvelvindssamfundet’. Her afløses rationalitet, pligt og ’vi plejer’ til dels af kreative og sociale kompetencer og evnen til at navigere i kaos.

»Det er selvfølgelig et problem for et samfund, hvis man kun gider, når man gider, og ja, man kan godt blive bekymret over, om unge i dag orker det lange seje træk, der skal til for eksempelvis at gennemføre en uddannelse. Men unge i dag er jo ikke dovne. Hvis motivationen er i orden, knokler de derudaf,« siger Anne Marie Dahl.

Det nytter ikke at ’bosse’

Tager man de nationaløkonomiske briller på, er der næppe tvivl om, at det ville være mest smart, hvis unge skyndte sig at vælge en uddannelse og holde ved den. Til gengæld nytter det næppe at blive mavesur, når unge alligevel flakker søgende rundt. Den eneste vej frem for virksomhederne, uanset om de er offentlige eller private, er at finde ud af, hvordan man skaber motivation og mening, mener Anne Marie Dahl.

Som eksempel nævner hun en stor dansk forsikringskoncern, der for nogle år siden via en appellerende og lidt for smart rekrutteringskampagne faktisk fik mange unge ansøgere til deres stillinger. Efter et halvt år var en stor del af dem rejst igen. Det drømmebillede, virksomheden havde tegnet af sig selv, eksisterede kun i annoncerne. I dag har virksomheden lagt stilen om og erkendt, at dem, man skal gå efter, måske ikke nødvendigvis er årgangens dygtigste eller mest kreative, men de rigtige. Altså dem, der passer ind i virksomhedens kultur og værdisæt.

Unge i dag lægger stor vægt på fleksibilitet, frihed og følelser. At ’bosse’ dem rundt nytter ikke. I værste fald siger de op med ekstrem kort varsel, i bedste fald ringer far eller mor og taler barnets sag. Også for ham på 25.

I en svensk undersøgelse, refereret i bogen, angiver hver 10. arbejdsgiver, at de har oplevet, at unge tager mor eller far med til jobsamtalen, og blandt de arbejdsgivere, der er interviewet i bogen fortæller flere, at det er mor, der ringer, når det bare er »så uretfærdigt«, at Gry ikke kan få fri til at gå til fest.

»Moderne forældre har meget svært ved at slippe curling-rollen, selv når deres børn er blevet store. Der er en usund alliance mellem forældre og børn, for naturligvis skal man lære selv at tage ansvar, at være vedholdende og forpligte sig. Der er hos mange unge en mangel på evne til at reflektere og se kritisk på alle drømmebillederne, og det er voksnes opgave at hjælpe dem med at omforme drømmen til en minidrøm eller noget mere realistisk,« mener Anne Marie Dahl, der peger på den enorme søgning til kokkefaget, som tv-programmer om stjernekokke har kastet af sig.

Det er tv-kokken, der tæller her, mener kokken René. Til gengæld gider ingen skrælle kartofler hos ham, og 78 procent af de, der har følt, kokkehuen kaldte, falder fra inden for et år. I øjeblikket er det anlægsgartnerne, der oplever samme helt forunderlige interesse for deres fag. Fremkaldt af tv’s haveprogrammer. Her kunne en kærlig forælder godt agere realitetsdetektor.

Ønskebørn

Naturligvis er der også unge, der har så mange problemer og så ondt i livet, at de knap orker at drømme om fremtiden, pointerer Anne Marie Dahl. Men generelt er generationen vokset op som ønskebørn, der helst vil tiltales med både hjernen og hjertet. Det kræver det helt store arbejdsgiverkørekort at rekruttere og fastholde ’popstars’ som dem – og kortet skal fornys løbende, hvis mødet med arbejdsmarkedet skal blive frugtbart.

»Man skal i hvert fald vide, hvad man vil stille op med dem, man så har fået ind, og ikke som forsikringsselskabet opdage, at virkeligheden ikke lever op til det billede, man solgte jobbet på. Autenticitet er vigtig, og så skal teknologien i spil, så mere rutineprægede funktioner bliver udført af robotter. Nogle arbejdspladser eksperimenterer med meget fleksible systemer, hvor man melder sig til, når man vil have en vagt, for hvem har egentlig sagt, at man altid skal have en weekendvagt? Hvis det skal lykkes at motivere, skal der være en grad af ’jeg styrer selv’ og muligheden for at se sig selv og en mening i jobbet.«

Den mening fandt landmanden, der ville have sine unge medhjælpere til at passe smågrisene om natten. Alt for mange af de små kræ døde, men i stedet for at udstikke vagtplaner lavede landmanden et system, hvor de unge kunne checke ind på en ekstravagt og fik bonus for hver lille gris, der overlevede. Ud over bonussen var oplevelsen af at være ’griseredder’ en stor succes.

Rigtig meget ligger nemlig i den måde vi iscenesætter og taler om jobbene på, mener Anne Marie Dahl. Og hvem gider mon være SOSU-assistent, når det kun er rædselsvækkende historier om styring, kontrol og luset løn, man hører fra den kant?

»Det store problem i dag er jo, at en hel masse af dem, der ville være rigtig gode SOSU-assistenter, kun har hørt alle klagesangene. Måske skal man eksperimentere med at give regelsættet og det strømlinede fri og i højere grad lade de unge tage hjertet og det meningsgivende med på arbejde,« siger Anne Marie Dahl.

Styring frastøder unge

Generationens helt store styrke ligger nemlig i dens fleksibilitet og evnen til at holde banen åben for nye muligheder. De store fællesskaber og netværkstankegangen betyder meget for unge – naturligvis især hvis jeg kan se mig selv i netværket. Men mange unge ejer evnen til at leve i et kreativt kaos og er knap så karrige med at dele deres viden, som forældregenerationen er. Engang var viden magt, i dag er der prestige i at give viden videre til andre, og sammen skabe noget med de ’rigtigt fede’ kolleger.

»Man kunne jo overveje, om det ikke var på tide med et tv-program, der fortæller, at det faktisk er meget meningsgivende at passe ældre og syge mennesker, men kravet er naturligvis, at jobbet ikke bare handler om at registrere Fru Petersen, men faktisk passe hende. De mange styringsmekanismer især det offentlige har præsenteret de senere år, virker ikke tiltrækkende på unge,« siger Anne Marie Dahl, der erkender, at der også findes unge, som ikke har lært selv helt elementære spilleregler for omgang med andre mennesker, og derfor skal under en mentors vinger.

»Men alle de unge, vi har talt med i bogen, er faktisk positive og vil gerne i gang og ud og gøre en forskel. Det er den motivation, vi skal have fat i,« mener Anne Marie Dahl, der da tror, at en del unge får sig én over nakken ved mødet med både arbejdsmarkedet og den nuværende lavkonjunktur, men næppe i et omfang, der for alvor ryster deres værdier omkuld.

»Med mindre noget går fuldstændig galt, og vi ender som Hjerl Hede, så er den nuværende krise et midlertidigt konjunkturfænomen. Vi får brug for de her unge og deres arbejdskraft.«

Af Kirsten Weiss