2009
01.01.-01.01.0001
Nr. 44


AF | Gitte Redder og Katrine Birkedal Christensen
nr. 44 | 01.01 - 01.01.0001
grafik
5
fakta
2


Ringe karakterer til regeringen
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal hurtigt i gang med at sammensætte et nyt stærkt ministerhold og skrive nyt regeringsgrundlag. Det mener fire fremtrædende politiske forskere og kommentarorer på baggrund af en ny omfattende undersøgelse foretaget for Ugebrevet A4, hvor vælgerne kun giver VK-ministrene en gennemsnitskarakter på 4,4.

KARAKTERRÆS Regeringen Lars Løkke Rasmussen (V) leverer kun en jævn præstation, og den ene minister efter den anden udfylder ikke deres embede godt nok. VK-regeringen lider af adskillige væsentlige mangler, og flere ministre nærmer sig dumpegrænsen.

Det viser en omfattende undersøgelse, som Ugebrevet A4 har gennemført sammen med Analyse Danmark. Et repræsentativt udsnit af befolkningen på i alt 1.071 personer har givet hver enkelt minister karakter for hans eller hendes evne til at forvalte sit minister­embede og være en dygtig og troværdig politiker. Og ifølge undersøgelsen er vælgerne langt fra imponerede over det borgerlige ministerhold.

På den nye 12-skala ligger gennemsnitskarakteren til ministrene på 4,4. Undervisningsministeriet betegner selv et 4-tal som ’den jævne præstation, der demonstrerer en mindre grad af opfyldelse af fagets mål og med adskillige væsentlige mangler’.

Sidste års nybagte studenter fra det almene gymnasium havde en gennemsnitskarakter på 6,9, så regeringen klarer sig altså markant dårligere end gymnasieelever generelt, påpeger professor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen.

»Gennemsnitskarakteren er meget lav. Ministrene ligger stort set alle sammen på det jævne eller under middel. Ingen i regeringen, og slet ikke Lars Løkke, kan være tilfreds med så lav en karakter,« fastslår Kasper Møller Hansen.

Politisk kommentator og forfatter Niels Krause Kjær betegner 4-tallet som »ikke tilfredsstillende«:

»Det her er en karakter, man giver en træt, rutinepræget regering, som simpelt hen skal have nyt liv,« siger Niels Krause Kjær.

Heller ikke politisk kommentator Hans Engell er imponeret.

»Undersøgelsen viser, at der er plads til forbedringer for en hel del af ministrene,« understreger Hans Engell.

Og lektor på Aalborg Universitet Johannes Andersen siger lige ud, at med en karakter på blot 4,4 er der »langt til at toppræstere.«

Men politisk ordfører for Det Konservative Folkeparti Henriette Kjær afviser, at det er en utilfredsstillende karakter:

»Det er da vist en meget gennemsnitlig karakter, så det synes jeg ser helt pænt ud. Jeg synes godt, at man kan være det bekendt.«

Vil du også sige det til dine egne børn, hvis de kom hjem med årskarakter på 4,4?

»Jeg ville sige, at der er plads til forbedring,« siger Henriette Kjær.

’Det ku’ være værre’

Lars Løkke Rasmussen får 5,0 i karakter, og dermed ligger han et lille stykke over gennemsnittet. Men de politiske eksperter fastslår, at det er en foruroligende dårlig karakter for en statsminister. Heller ikke selv om han blandt sine egne VKO-vælgere får et pænt 7-tal, bør han være tilfreds, understreger Kasper Møller Hansen:

»En statsminister med en karakter på 5 er bare ikke godt nok. Der er kun syv procent af vælgerne, der giver ham topkarakteren 12, mens mere end hver fjerde vælger giver ham 02, 00 eller – 03,« siger han.

Politisk kommentator Niels Krause Kjær anfører, at Lars Løkkes forgænger Anders Fogh Rasmussen (V) altid lå meget højt på popularitet, når man lavede tilsvarende målinger.

»På sigt er det utilfredsstillende for en statsminister, og den jævne karakter viser, at mange vælgere er i tvivl om, hvad han vil, hvad han indeholder og hvem han er,« siger han.

Med en karakter på 5,2 klarer erhvervsminister og partileder Lene Espersen (K) sig en anelse bedre end regeringschefen. Og Niels Krause Kjær vurderer, at hun vil ånde lettet op efter et turbulent konservativt år med burka-ballade og sige: »pyh ha, det kunne have været meget værre«.

Også undervisningsminister Bertel Haarder (V) ligger på 5,0, men i betragtning af, at han i mange år har kæmpet indædt for at højne det faglige niveau og hæve karakterer i folkeskolen, kan han næppe være tilfreds med bedømmelsen af regeringen. Han må til at svinge PISA-stokken, og den skal han især bruge på tre af hans egne partifæller.

Det er nemlig tre Venstre-ministre, der skraber bunden af karakterbogen. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech får 2,8, udviklingsminister Ulla Tørnæs får 2,9 og beskæftigelsesminister Inger Støjberg får 3,0 i karakter fra vælgerne.

Ifølge Kasper Møller Hansen giver posten som integrationsminister næsten per definition en bundplacering. Det er en svær post, hvor ministeren både skal holde Dansk Folkeparti nogenlunde fra fadet og samtidig holde ro i de interne rækker i Konservative og Venstre.

»Det er også et område med mange personlige skæbner, og ingen synes, at det er rart med tvangshjemsendelser. Det giver historier i pressen, der kan være svære at håndtere. Og Birthe Rønn har nærmest på grænsen til det absurde gjort en ekstra dyd ud af at nægte at sige noget som helst, når hun bliver interviewet om menneskeskæbner,« siger Kasper Møller Hansen og mener, at det giver bagslag hos vælgerne.

»Hvis man er en af de unge håbefulde i folketingsgrupperne, skal man nok tænke sig om to gange, før man siger ja til en post som integrationsminister, for det slider politisk,« siger Kasper Møller Hansen.

Heller ikke udviklingsminister Ulla Tørnæs kan prale af en god karakter. Kun 2,9 giver vælgerne hende. Samtidig er hun sammen med den konservative kulturminister Carina Christensen havnet i et kedeligt selskab som de eneste to ministre uden et eneste 12-tal i karakterbogen.

I betragtning af, at arbejdsløsheden optager danskerne meget for øjeblikket, mener lektor Johannes Andersen, at beskæftigelsesminister Inger Støjberg skuffer:

»Ledighed og arbejdsmarked er vigtig for mange, og det er hun sluppet rigtig dårlig fra. Det er underligt, at hun ikke er mere offensiv på det område. Når hun skal kommentere arbejdsløsheden og problemerne med det, virker det som om, hun ikke tager det alvorligt,« siger Johannes Andersen og påpeger, at hun i lighed med de to andre ministre i bunden er dårlige til at kommunikere.

Den konservative minister Connie Hedegaard klarer sig bedst i målingen og får en karakter på 7,9, og dermed er hun med til at hive gennemsnittet betragteligt op. Også udenrigsminister Per Stig Møller (K) klarer sig med karakteren 6,8 bedre end sine kolleger. Og ligger dermed tættest på sidste års studentergennemsnit, selv om der er fem årtier til forskel.

Forsvarsminister Søren Gade er den mest populære Venstre-minister med en karakter på 6,3. Og ifølge Niels Krause Kjær er det ikke logisk, at ministeren med ansvar for Afghanistan-krig og en nylig Jægerbog-skandale ligger højere end andre ministre.

»Gade trodser alle tyngdelove. Der er åbenbart ingen grænser for, hvor langt man kan komme med et troskyldigt blik og en folkelig krammer,« siger Niels Krause Kjær.

Nogenlunde i midten af feltet placerer finansminister Claus Hjort Frederiksen sig med 4,3.

»Selv om han ligger minimalt under gennemsnittet klarer han sig rimeligt, for Claus Hjort er ikke sat i verden for at være populær blandt vælgerne. Det er ikke hans spidskompetence. Han er statsministerens forhammer, der pander folk ned internt på Christiansborg, når der er behov for det. Nogen stor balkonscene, hvor Claus Hjort bliver tiljublet af vælgerne, bliver der aldrig, og det er slet ikke meningen med ham«, fastslår Niels Krause Kjær.

Alt i alt klarer hele 13 ministre sig dårligere end regeringens gennemsnit på 4,4. Og selv om de konservative ministre ligger med en gennemsnitskarakter på 4,9 – væsentligt over venstre-ministrenes gennemsnit på 4,1 – har ingen af partierne grund til at juble over en så middelmådig karakterbog, anfører de politiske eksperter. Godt nok giver VKO-vælgerne lidt bedre karakterer end vælgerne generelt, men heller ikke i deres eget bagland er vælgerne oppe at ringe over deres regering.

Rokade haster

Ifølge Ugebrevet A4’s undersøgelse mener godt hver anden dansker – 52 procent – at der er behov for en ministerrokade. Og vælgerne ser gerne, at Lars Løkke giver især kulturminister Carina Christensen, integrationsminister Birthe Rønn Hornbech samt videnskabsminister Helge Sander (V) en fyreseddel. Til gengæld står den nye klimaminister Lykke Friis (V) stærkt sammen med de to ministre Per Stig Møller (K) og Søren Gade (V).

Hans Engell sætter ikke navn på fyresedlerne. Men han er ikke et øjeblik i tvivl om, at en ministerrokade er på vej.

»Der er en vis metaltræthed,« siger han og henviser til, at der er opstået en selvforstærkende negativ spiral omkring godt en håndfuld ministre.

»Nogle gange må sådanne ministre trækkes ud af en regering, for der er ingen chance for, at de i løbet af den resterende valgperiode kan nå at komme på benene igen. Det er som en pæl, der bliver slået ned i jorden. Hver uge får de et gok i hovedet, og så ryger pælen længere og længere ned i jorden,« siger Hans Engell.

Der er ifølge Kasper Møller Hansen ingen som helst tvivl om, at Lars Løkke er nødt til at rette op på sin regerings 4-tal.

»Statsministeren er nødt til at sætte et nyt ministerhold og præsentere et nyt regeringsgrundlag. Der skal tænkes kreativt både i forhold til personsammensætning og dannelse af nye ministerier. Men med den her karakterbog er et folketingsvalg sandsynligvis udskudt til fristen udløber i november 2011«, siger han.

Den konservative politiske ordfører Henriette Kjær mener ikke, at en ministerrokade er løsningen:

»Det er det politiske projekt, der er det seriøse at arbejde med, det er ikke personer. Men der er plads til forbedring. Det handler om at få nogle ministre lidt mere på banen, få dem til at blomstre«, siger hun.

AF
I
Gitte Redder, gre@lo.dk
 
I
Katrine Birkedal Christensen, kbc@lo.dk
grafik
5
KLIK på den enkelte grafik for fuld størrelse
Undersøgelser/
Fakta
2
KLIK på undersøgelsen for PDF
  • Ringe karakterer til regeringen
    Analyse Danmark
  • Tættere på stueren end nogensinde
    Analyse Danmark


Kommentarer
Man skal være oprettet som bruger for at skrive kommentarer på ugebreveta4.dk. Som bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.
God tone i debatten. Læs reglerne her

Kommentarer og debatter på ugebreveta4.dk skal være konstruktive og saglige.

Skriv præcist og i en anstændig tone for at undgå misforståelser.

Brug ikke udtryk, der er truende eller nedsættende over for andre.

Du er selv ansvarlig for, at din kommentar ikke er krænkende, injurierende eller diskriminerende.

Ugebrevet A4 forbeholder sig ret til at fjerne usaglig og krænkende indlæg.

Indlæg må hverken indeholde personfølsomme oplysninger om tredje part, kommerciel reklame eller materiale, der er beskyttet af ophavsret.

Deltagere i debatten må ikke optræde anonymt.

Ingen kommentarer