Offensive investeringer i flere hænder, tak

Regeringens ambitiøse planer om at skaffe ekstra arbejdskraft er kuldsejlet. Men nu giver Ugebrevet A4’s arbejdsmarkedskommission statsministeren en håndsrækning. Den anbefaler blandt andet at droppe kravet til ledige om at skrive fire jobansøgninger om ugen, og foreslår at der gives bonuspræmier til alle, der efteruddanner sig.

A4’S ARBEJDSMARKEDSKOMMISSION Vores største udfordring er manglen på arbejdskraft,« fastslog statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i sin åbningstale til Folketinget i oktober. Blot en måned senere må statsministeren erkende, at regeringen ikke er i stand til for alvor at gøre noget ved det største samfundsproblem. En stor reform af arbejdsmarkedet blev i den forgangne uge skåret ned til næsten ingenting. I stedet for en stor jobplan nøjes regeringen nu med at tage fat i små klumper af beskæftigelsespolitikken, og det løser næppe manglen på arbejdskraft hverken nu eller på længere sigt.

At forhandlingerne om en arbejdsmarkedsreform gik i politisk hårknude ærgrer de ni medlemmer af en alternativ arbejdsmarkedskommission nedsat af Ugebrevet A4. Hvor regeringens arbejdsmarkedskommission består af eksperter og økonomer, er Ugebrevets kommission sammensat langt bredere og favner både arbejdsgivere og arbejdstagere, offentlig og privat sektor og her sidder virkelighedens eksperter med føling på arbejdsmarkedet fra Esbjerg til Århus og fra Hedensted til Hørsholm.

Inden kommissionen mødes i Odense til en dagslang kvalificeret debat, har alle medlemmer fået tilsendt et kommissorium (se faktaboks). Alle ni medlemmer tropper energiske op og har hjemmefra forberedt idékataloger, som fremlægges og diskuteres. Nogle skydes ned, andre løftes med det samme. Men udfordringen er så alvorlig, at der også er stor parathed til at indgå kompromisser og lytte og lære af hinanden.

Fra hver deres ståsted på både det private og offentlige arbejdsmarked har de tilsammen et unikt kendskab til, hvad manglen på arbejdskraft ødelægger for både kolleger, virksomheder og velfærd. På den baggrund efterlyser kommissionen nytænkning fra politikere og eksperter.

Væk med kassetænkning

A4-kommissionen mener, at det nuværende beskæftigelsessystem langt hen ad vejen er for kompliceret, for bureaukratisk og præget af for meget kassetænkning. En af dårligdommene er, at ledige piskes til at sende fire job­ansøgninger hver uge, mener kommissionen. At tvinge ledige til at sende jobansøgninger tapper både de ledige, virksomhederne, jobcentre og a-kasser for ressourcer, der kunne være brugt langt mere fornuftigt til eksempelvis opkvalificering af de ledige. Kravet om fire ansøgninger per uge skal afskaffes, mener kommissionen, som langt hellere vil have, at de ledige mødes med tillid.

»Smid nogle af reglerne væk og giv ansvaret for en ordentlig beskæftigelsesindsats til dem, der er vant til at køre butikken. Altså dem i jobcentre og a-kasser med forstand på det. Hvis vi smed reglerne væk, ville det give bedre tid til individuel service,« siger Steen Jacobsen, som er fællestillidsrepræsentant i TDC.

I Hedensted Kommune har man gode resultater med at få ledige i job, fordi kommunen ikke altid følger reglerne, understreger kommunaldirektør i Hedensted Jesper Thyrring Møller med et glimt i øjet. Og direktør i HK’s a-kasse Bo Gatzwiller fremhæver, at både a-kasser og jobcentre hele tiden skal understrege over for de ledige, at de indgår aftaler og kontrakter frem for at tale om pligter og krav.

»Når den ledige letter rumpetten fra stolen, skal vi understrege, at vi nu har en aftale mellem to parter, som begge skal overholde. Det er ikke en gavebod, men en kontrakt, og vi skal ikke byde de ledige at løbe forvildet rundt mellem jobcentre og a-kasser og andre instanser. Der skal være en rød tråd gennem systemet,« siger Bo Gatzwiller.

I det hele taget er A4’s arbejdsmarkedskommission langt mere optaget af at fremme lysten til at arbejde og uddanne sig i stedet for at ”straffe” sig frem til flere hænder ved eksempelvis at skære i dagpenge og efterløn. Eksempelvis ønsker kommissionen uddannelse fremmet meget mere med henvisning til, at der er udsigt til udbredt mangel på kvalificeret arbejdskraft. Kommunaldirektør Jesper Thyrring Møller siger:

»Jeg kunne godt tænke mig, at princippet om livslang læring kommer ind under huden på alle. Ligesom vi i dag har inde under huden, at man ikke ryger i bilen, når der er børn på bagsædet. For at fremme den konstante læring kunne man indføre en bonus, hvor medarbejdere, som tager efteruddannelse, belønnes med et kontant tillæg.«

De øvrige medlemmer i kommissionen nikker bifaldende. Både ansatte og virksomheder skal præmieres for mere tid og flid på kurser. Leder af Plejeboligerne Sophielund i Hørsholm Hanne Svendsen oplever ikke, at de ansatte står i kø foran hendes kontor for at komme på kursus. Og det beklager hun.

»Det stilles store kvalitetskrav til os ude på institutionerne, og derfor stiller jeg krav til personalet om at tage efteruddannelse. Men der er ofte undskyldninger om manglende tid på grund af børn og familie. Nu forsøger vi at motivere med, at de kan vinde teaterbilletter, fodpleje, massage og så videre. Det virker,« siger Hanne Svendsen, mens der grines rundt om bordet af, at udsigten til fodpleje kan få folk på skolebænken.

Mikrolån skal motivere

Et overordnet budskab fra kommissionen er, at der skal nye incitamenter til over for både borgere og virksomheder for at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked. Flere af A4-kommissionens medlemmer vurderer, at tusindvis af Danmarks cirka 240.000 førtidspensionister sagtens kunne varetage et deltidsjob og dermed bidrage med at fylde huller ud på arbejdsmarkedet.

Direktør for Vikargruppen Danmark Torben Lyster Clausen beklager, at det er tabu at tage en tilkendt førtidspension op til revision.

»En pension af den karakter er ikke en givet rettighed resten af livet, og i Holland har det været en stor succes at genoptage sagerne om førtidspension,« siger han og påpeger, at der gemmer sig mange arbejdshænder blandt førtidspensionisterne.

Men der er delte meninger om en tidsbegrænsning af førtidspensionen, og flere ryster på hovedet af forslaget om, at førtidspensioner skal genvurderes. Det vil skabe uro i folks liv, advarer nogen. Til gengæld er de enige om, at der er behov for at finde nye måder at tilskynde førtidspensionister og andre uden for eller på kanten af arbejdsmarkedet til at komme i job.

Konsulent for erhvervs- og byudvikling i Århus Kommune og tidligere minister Sonja Mikkelsen foreslår, at ledige, kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og nydanskere får mulighed for at optage en slags mikrolån for at etablere egen virksomhed. Og den idé får bred opbakning, så kommissionen beslutter at anbefale regeringen at etablere en fond/bank, hvor borgere på kanten af arbejdsmarkedet kan opnå favorable lån med et klart beskæftigelsespolitisk sigte.

Opgør med klatdage

At 150.000 danskere hver evig eneste dag er sygemeldt fra arbejde bekymrer A4-kommissionen, og samtlige medlemmer fremhæver, at forebyggelse af sygdom og skabelsen af et godt arbejdsmiljø er helt centralt for at minimere sygefraværet. Kommissionen taler åbent om, at der er for mange ”klatdage”, hvor lønmodtagere melder sig syge en enkelt eller to dage for at holde fri. Alle i kommissionen ved godt, at det er kontroversielt at mistænke nogle for at pjække, men ikke desto mindre ytrer flere, at folk da bare kan tage et par kodymagnyl og tage på arbejde, hvis de har hovedpine.

»Der er brug for en holdningsændring til ”klatdage”. Hvis man tror, at satiren ”Chris og Chokoladefabrikken” er grebet ud af den blå luft, skal jeg hilse og sige, at det er den ikke. Eksempelvis meldte en medarbejder sig syg med beskeden »jeg orker ikke at komme i dag«. Jeg orker da heller ikke, når jeg sidder på sengekanten om morgenen,« siger Hanne Svendsen med et skævt smil.

Hun får medhold i, at der er brug for en større kampagne, hvor danskerne bliver klogere på de samfundsmæssige konsekvenser af det høje sygefravær.

Flere af kommissionens medlemmer er optaget af trafikforhold, for de ser en klar sammenhæng mellem at skaffe mere arbejdskraft og bedre trafikforbindelser. Chefen for HK’s a-kasse, Bo Gatzwiller, siger:

»Vi har arbejdsløse medlemmer på Sjælland, der oplever transporttiden som en reel hindring for at søge arbejde andre steder på Sjælland. Hvis den kollektive trafik nu skal til at være endnu dårligere, så vil det i den grad hæmme arbejdskraftens mobilitet.«

Tidligere trafikminister Sonja Mikkelsen får opbakning bordet rundt, da hun siger:

»Arbejdsmarkedet kan ikke tåle yderligere reduktioner i den kollektive trafik. Den skal i stedet styrkes og nytænkes. Eksempelvis med det koncept, de har i Nordjylland, hvor man i tyndtbefolkede områder kan ringe efter en bus/taxa og betale almindelige takster.«

Støtte og stramme op

Hundredetusinder af mennesker får hver dag nedsat deres arbejdstid, fordi de spilder tid i køer og langsommelige forbindelser. På den baggrund efterlyser kommissionen massive investeringer i eksempelvis en forbindelse over Kattegat og en ringbane i Trekantsområdet. Direktør Torben Lyster Clausen siger:

»Vi har brug for nogle meget store investeringer fremover. Man kan for eksempel drømme om højhastighedsbaner i ”første sal” over motorvejene, så man kan nå fra Aalborg til København hurtigere end i dag med fly. Den slags baner findes i mange andre lande som i Japan, hvor nogle tog kører 300 kilometer i timen. Hvorfor har vi ikke det hos os?«

Ugebrevet A4’s arbejdsmarkedskommission konstaterer flere gange i løbet af en lang dags spændende debat, at udfordringerne er store og mange. Dagpengesystem, efterlønsregler og bureaukratisk beskæftigelsessystem. Alt er i spil. Men på bundlinjen er kommissionens medlemmer på kryds og tværs enige om, at et enklere og mere motiverende system i sig selv vil lokke langt flere ud på arbejdsmarkedet.

Eller som jobcenterchef Lise Willer udtrykker det: »Det handler om, at vi både skal støtte og stramme op.«

Af Gitte Redder, gre@lo.dk ; Iver Houmark Andersen, iha@lo.dk

10. november 2008 /nr. 38