Netnyheder

De vigtigste nyheder på nettet fra ugen, der gik!

Ulighed i sundhed – www.ulige.dk

Lægemiddelindustriforeningen (Lif) har oprettet en hjemmeside med fokus på den voksende ulighed i sundhedsvæsenet. En ulighed, der kan være styrende for kvaliteten af de sidste leveår for mange danskere. Hjemmesiden byder på diskussion, film, statistik og en længere opsamling på en netop overstået konference om ulighed i sundhed.

Lavere skat på arbejde– www.letskatten.dk

Dansk Industri (DI) har lanceret en hjemmeside med temaet skat. Det sker forud for skattekommissionens rapport, der ventes til januar. Siden indeholder cases, debat og sammenligninger med andre landes skattesystemer. Blandt andet med oplæg fra AErådet’s direktør Lars Andersen.

Årets arbejdsmiljøpris – www.amr.dk

Arbejdsmiljørådet (AMR) har nu offentliggjort de nominerede til dette års arbejdsmiljøpris, der uddeles på arbejdsmiljødagen 18. november. 13 virksomheder dyster om priser i kategorierne støj, muskel- og skeletbesvær, psykisk arbejdsmiljø og arbejdsulykker og på hjemmesiden kan man tilmelde sig prisuddelingen, og også se hvorfor AMR har nomineret de enkelte virksomheder.

Mobning på arbejdspladsen– www.voksenmobningnejtak.dk

Mobning sker ikke kun i skolegårde. Også på landets arbejdspladser er drilleri og chikane udbredt. Det fænomen sætter en nystartet forening nu fokus på. På længere sigt planlægger »Voksenmobning Nej Tak« at oprette en hotline for mobberamte. Et udrykningshold er også med i planerne, ligesom foreningen vil kæmpe for at få anerkendt følger af mobning som en arbejdsskade.