2008
01.01.-01.01.0001
Nr. 34


AF | Marie Preisler
nr. 34 | 01.01 - 01.01.0001


To LO-forbund er vejen frem
I dag har hovedorganisationen LO 17 medlemsforbund. Men det bør kun have to: Et for offentligt ansatte og et for privatansatte lønmodtagere. Forslaget kommer fra Børge Frederiksen, formand for 3F’s Industrigruppe. Vi har spurgt ham, hvad han er ude på.
Fra 17 til 2 forbund. Hvad er fidusen?

»Fidusen er, at fagbevægelsen får en struktur, som bedre matcher modparten DI. Men allervigtigst: Med kun to forbund kan vi bedre levere, hvad medlemmerne efterspørger i fremtiden. De vil have gode overenskomster, godt arbejdsmiljø og især uddannelse. Med 17 forbund er der mange dagsordener, og at opkvalificere alle medlemmer kræver én fælles dagsorden.«

Er uddannelsesbehovene ikke meget forskellige fra forbund til forbund?

»De gamle fagstrukturer er under hastig afvikling. Det giver ikke længere mening at skelne mellem faglærte og ufaglærte. Vi må holde op med at slås indbyrdes. Regeringen er ikke meget for at bevilge penge til uddannelse, og den pengekasse kan kun dirkes op, hvis fagbevægelsen taler med én stærk, fælles stemme. Samtidig er det i en tid med medlemstilbagegang særligt vigtigt, at fagbevægelsen har stor politisk indflydelse, og at medlemmerne ikke oplever deres forbund som et fjernt advokatkontor i København.«

Med kun to kæmpeforbund bliver der da endnu længere fra top til bund. Frygter du ikke fremmedgørelse, når det enkelte medlem ikke aner, hvem formanden er?

»Det vil ikke blive én stor, sammenkogt gryderet, som vi smider alle medlemmer ned i. De to forbund vil være opdelt i brancher. Faktisk kan den faglige identitet blive endnu stærkere. Og hvis man skifter job, slipper man for at skifte forbund.«

En lokofører, en gartner og en elektriker har ikke meget andet til fælles, end at de er privatansatte? Vil de ikke mangle faglig identifikation i et fælles forbund?

»Gartnerens overenskomst, arbejdsmiljø og uddannelsesinteresser varetages i den branche, gartneren hører til. Og forbundet vil stå langt stærkere, når der skal laves overenskomst, lanceres nye initiativer og i forhandlinger med regering og folketing. Vi undgår en situation, hvor der under en tilsyneladende enighed gemmer sig 10 uenigheder.«

Er det sådan i dag, når forbundene forhandler?

»Det vil jeg ikke udtale mig om, men der er store fordele ved at optræde mere ens. Vi undgår også, at tre tillidsrepræsentanter på en arbejdsplads slås om at organisere den samme medarbejder.«

Går fællesskabet og korpsånden ikke fløjten i et forbund med måske 700.000 medlemmer?

»Jeg tror, medlemmerne identificerer sig ret lidt med forbundet og meget med deres arbejde. Så hvis forbundet har en klar arbejdsmæssig profil, går fællesskabet ikke tabt.«

Vil udsigten til at blive indlemmet i et mastodontforbund ikke føre til yderligere medlemsflugt fra især små forbund?

»Små forbund risikerer helt at forsvinde, hvis den nuværende medlemstilbagegang fortsætter.«

Er det ikke bare et imperialistisk træk fra 3F, fordi I gerne vil sætte jer på det hele?

»Jeg kunne godt forstå, hvis nogen fik den tanke. Men det handler ikke om, at 3F, Metal eller HK skal til fadet. Jeg tror faktisk, at mit forslag vil give mig mest skæld­ud i mit eget forbund. Men forbundene er nødt til at sætte sig sammen og skære fagbevægelsen til, så den passer til morgendagen.«

Er du ude på at nedlægge LO ad bagvejen?

»Det har jeg ikke spekuleret over.«

Vil to store forbund ikke sprænge LO i atomer?

»Det er sådan set også ligegyldigt, hvis de ansvarlige ledere i de forskellige forbund kan enes om en model, der er bedre end den, vi har i dag. At blokere for den proces, blot for at fastholde det, man har, vil være at skyde sig selv gennem hovedet.«

Har dit forslag nogen gang på jord – eller er det bare en provokation?

»Jeg tror på det her. Mit forslag har fået en meget positiv modtagelse blandt tillidsrepræsentanter.«

Hvordan vil du følge forslaget op?

»Jeg vil tage det op i 3F’s hovedbestyrelse, og jeg tror også, at man nu vil overveje det rundt om i andre forbund og i LO’s daglige ledelse.«


AF
I
Marie Preisler


Kommentarer
Man skal være oprettet som bruger for at skrive kommentarer på ugebreveta4.dk. Som bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.
God tone i debatten. Læs reglerne her

Kommentarer og debatter på ugebreveta4.dk skal være konstruktive og saglige.

Skriv præcist og i en anstændig tone for at undgå misforståelser.

Brug ikke udtryk, der er truende eller nedsættende over for andre.

Du er selv ansvarlig for, at din kommentar ikke er krænkende, injurierende eller diskriminerende.

Ugebrevet A4 forbeholder sig ret til at fjerne usaglig og krænkende indlæg.

Indlæg må hverken indeholde personfølsomme oplysninger om tredje part, kommerciel reklame eller materiale, der er beskyttet af ophavsret.

Deltagere i debatten må ikke optræde anonymt.

Ingen kommentarer