Netnyheder

De vigtigste nyheder på nettet fra ugen, der gik!

Kvinder bedst til at holde ferie – www.hk/privat.dk

Sommerferien er netop overstået, men nogle har haft mere ferie end andre. En ny undersøgelse fra HK/Privat viser, at især mændene ikke kan lade være med at tage telefonen eller svare på den arbejdsrelaterede mail i løbet af ferien. Hjemmesiden fortæller også, at 87 procent af medlemmerne af HK/Privat oplever sladder på arbejdspladsen, og at tre ud af fire finder sladderen negativ.

Mænd tjener stadig mest – www.løngab.dk

Der er stadig forskel på, hvad kvinder og mænd tjener. Det vil Det Nationale Ligelønsnetværk meget gerne rette op på. Blandt andet ved hjælp af denne hjemmeside, der indeholder blogs, statistik og debat. Her kan man også tilmelde sig en høring om ligeløn den 1. september. Bag netværket står folketingsmedlemmer, fagligt aktive og andre, der vil uligelønnen til livs.

Stor gevinst ved 12 års tvungen skolegang – www.aeraadet.dk

Uddannelse er en god forretning. Både samfundet, de offentlige kasser og den enkelte borger tjener mange penge ved et højere uddannelsesniveau. Det viser beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som derfor opfordrer til, at Danmark indfører ret og pligt til 12 års skolegang. AErådet har også set på infrastruktur og de økonomiske udsigter for Danmark.

Marginaliserede børn og unge – www.nyidanmark.dk

Mange nydanske børn og unge er marginaliserede. De befinder sig på kanten af samfundet og har svært ved at gennemføre en uddannelse og senere finde et arbejde. Hjemmesiden indeholder gode råd fra nydanskere, der har klaret springet, fakta om gruppen og forskellige forklaringer på, hvornår og hvorfor det går galt – eller godt.