OPRÅB Forhandlinger om overenskomster er som regel en rituel dans med nogle få tilskuere. Men i år har tilskuertallet nået højder på linje med TV2’s »Vild med dans«. Der har været dage, hvor et fagforbund som Fag og Arbejde (FOA) er blevet citeret i medierne mere end 200 gange og dermed er nået ud til flere millioner danskere.

Samlet set har dækningen været langt mere intensiv ved denne fornyelse af overenskomsterne inden for det offentlige sammenlignet med de seneste forhandlinger i 2005, viser en opgørelse foretaget af Infomedia for Ugebrevet A4. Eksempelvis blev ordet »overenskomst« brugt næsten dobbelt så meget som i 2005, viser en søgning i artiklerne fra seks landsdækkende dagblade og nyhedsbureauet Ritzaus Bureau. Omtalen af FOA blev næsten femdoblet fra overenskomstforhandlingerne i 2005 til denne gang. Det har været overvældende, mener også overenskomstforløbets mest citerede arbejdsmarkedsforsker, lektor ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen.

»Undskyld, jeg siger det, men normalt plejer overenskomstforhandlinger at være noget af det mest røvkedelige. Men denne gang har både forløbet og mediedækningen været fuldstændig atypisk. Jeg har aldrig oplevet noget lignende,« siger Flemming Ibsen.

Når tusindvis af social- og sundhedsassistenter samt pædagoger og sygeplejersker strejker, giver det naturligvis fagbevægelsen billet til tv-skærme og avisernes spalter. Men omtalen er bestemt ikke kommet ud af blot dramaet med uvaskede pensionister og demonstrerende kvinder ved byernes indfaldsveje. Flere forbund har ofret meget krudt på at opnå både befolkningens og journalisters interesse.

FOA udvidede staben i informationsafdelingen fra 20 til 25 under forløbet, brugte 4,5 millioner kroner på avisannoncer og udstyrede medlemmerne med 170.000 t-shirts og overtræksveste. FOA’s informationschef Jens-Jørgen Krogh oplyser, at de mange aktiviteter tilsammen gav forbundet medvind blandt danskerne og kampgejst blandt medlemmerne. Han nævner et eksempel:

»En af de indsatser, der virkede, var de her dytte-demoer, hvor nogle få af vores medlemmer med skilte bad bilister dytte for at vise sympati. Der blev så dyttet 80 til 180 gange sådan en morgenstund i løbet af én til halvanden time. Det giver et lille smil, en lille eftertanke og bidrager til medløb og synlighed.«

Mediernes Dennis

FOA’s strategi har i høj grad båret frugt. Forbundet fik ifølge opgørelsen for A4 langt mere omtale end Dansk Sygeplejeråd og børne- og ungdomspædagogernes fagforbund BUPL. Formanden for FOA, Dennis Kristensen, spurtede også

– målt på mediedækning – fra de andre holdkaptajner i overenskomst-løbet. Eksempelvis opnåede han næsten tre gange så meget omtale som formanden for BUPL, Henning Pedersen.

»Dennis Kristensen mestrer medierne til perfektion. Journalisterne elsker ham, og nogle har rendt i halen på ham under hele forløbet,« siger Flemming Ibsen og fortsætter:

»Der har været stor fascinationskraft i forløbet, fordi det har været som en valgkamp med Dennis Kristensen som oppositionens leder. Det spændende spørgsmål om, hvem der vinder, og hvem der taber, har været der hele tiden.«

Det er ikke blot Dennis Kristensens fortjeneste, at FOA med tre ugers strejke blandt kommunalt ansatte medlemmer opnåede langt mere omtale end sygeplejerskerne, der ellers strejkede i otte uger. Det mener lederen af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet, Troels Mylenberg.

»Sygeplejerskernes formand Connie Kruckow blev under konflikten kendt som »Madam 15 procent«. Det virkede, som om hun kun havde ét budskab: »Vi vil have 15 procent mere i løn«. Den fantasiløshed blev journalisterne trætte af og lagde hende på is i perioder. FOA var bedre i stand til at variere sine budskaber,« siger Troels Mylenberg.

Arbejdsgivere i offensiven

På arbejdsgiversiden kan Kommunernes Landsforening (KL) også notere sig en stor medie­dækning. KL blev citeret mere end både Dansk Sygeplejeråd og BUPL. Den helt store medieomtale var dog ikke, hvad KL havde satset på før forløbet, oplyser kommunikationschef i KL Steen Dahl Pedersen:

»Vi ville have holdt lavere profil i offentligheden, hvis ikke flere af forbundene for de offentligt ansatte havde kørt så hård en medieprofil. Når der kører så intensiv en kamp om dagsordenen, kan vi som arbejdsgiverorganisation for landets 98 kommuner ikke sætte os med hænderne i skødet og lade os køre over.«

Netop det her med ikke at lade modparten sætte dagsordenen helt er ifølge flere fagfolk afgørende i en konflikt. Det mener blandt andre leder af journalistuddannelsen i Odense Troels Mylenberg:

»Det vigtigste som aktør i et spil som overenskomstforhandlingerne er, at man ikke taber mediedagsordenen. Det er vel også derfor, det i nogle forbund virker, som om de har flere ansatte til at ringe til journalister end til at tage telefonerne, når medlemmerne ringer.«

I 2011 skal der igen forhandles overenskomster på det offentlige område. Om det også bliver med journalister i hælene hele tiden afhænger meget af den politiske situation forud, mener Jens-Jørgen Krogh fra FOA.

»Protesterne forrige sommer fra helt almindelige sosu’er i Vestjylland kombineret med den store politiske interesse ved folketingsvalget i efteråret har gjort forløbet til noget ekstraordinært denne gang,« siger Jens-Jørgen Krogh.

FOA’s succesrige mediehåndtering inspirerer andre i fagbevægelsen, og nogle af virkemidlerne vil givetvis blive forsøgt genbrugt ved kommende overenskomstforhandlinger. Det er formand for HK/Danmark og erfaren forhandler for kommunalt ansatte HK’ere Kim Simonsen ikke i tvivl om.

»Der er blevet spillet meget på medie­dækningen denne gang. Man har ikke forhandlet bag dørene, men har af og til forhandlet direkte i medierne. Det er en ny stil. Og der kan være en tendens til, at der, hvor man som forbund vil påberåbe sig offerrollen eller »nu er det vores tur-rollen«, er medierne meget lette at lokke med på den leg.«

Medier fokuserer på konflikt

Kim Simonsen mener, at medierne gør alt for meget ud af strejker og for lidt ud af forlig. Han nævner i den forbindelse, at det gik næsten upåagtet hen, at der blev indgået forlig for HK’erne i det offentlige med blandt andet et historisk fremskridt som ret til barnets anden sygedag.

»I forhold til alle de penge, vi bruger på markedsføring og kommunikation, må vi skrive os bag øret, at nogle politikere – og ikke mindst journalister – lytter mere til en, når man kommer med konflikt end med forlig. Det er dybt traumatisk, at journalister stadigvæk lærer, at en god historie er en negativ historie. Når vi binder enderne sammen på det offentlige område og indgår forlig, er der knap nok nogen, der skriver om det,« siger Kim Simonsen.

Sloganet om »mandeløn til kvindefag« er brændt meget igennem i forløbet, og en lønkommission med fokus på ligeløn er måske på vej. Netop ligestillingskravet har været med til at sikre sygeplejersker og sosu’er befolkningens sympati, og derfor vil kravet blive fremherskende igen – formodentlig også når der skal forhandles overenskomster på det private område i 2010.

»Hele ligestillingsperspektivet er absolut ikke et afsluttet kapitel. Vi presser allerede nu på for at få en lønkommission, og det vil helt sikkert også indgå i 2010,« siger Kim Simonsen.

Et andet centralt tema, der sikkert også vil dukke op ved kommende forhandlinger, er synet på den offentlige sektor. Her kan forbundene for de offentligt ansatte fortsat læne sig op af en stor majoritet af danskere, der holder meget af velfærdsstaten, påpeger FOA’s informationschef, Jens-Jørgen Krogh:

»Regeringen kunne denne gang ikke komme med et indgreb efter en uge eller to, for den var oppe mod en stærk værdipolitisk bølge. En bølge, der handler om, at vi ikke vil undvære den offentlige sektor, og at man ikke kan få mere for mindre. De værdier er slået igennem. Regeringen kan ikke med smart management-snak og talmagi overbevise danskerne eller de hårdtarbejdende kvinder i omsorgsfagene om, at man kan få en velfungerende offentlig sektor, uden at det koster noget.«

Ifølge flere fagfolk har der ikke været balance i pressens dækning af overenskomstforløbet denne gang. Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen mener, at der har været for lidt fokus på ofrene for strejkerne. Kommunikationschef fra KL Steen Dahl Pedersen mener, at der har været en del eksempler på ukritisk journalistik og nævner som eksempel:

»På et tidspunkt blev anbefalingerne fra den norske ligelønskommission fremstillet i medierne som om, at her var løsningen i forhold til ligeløn. Men fakta er, at de i Norge slet ikke er nået frem til målstregen og fortsat er i gang med en svær politisk proces.«

Lederen af journalistuddannelsen i Odense Troels Mylenberg synes, mediedækningen har været nogenlunde afbalanceret.

»Mit indtryk er, at medierne har været meget opmærksomme på den fare, der ligger i, hvor meget de kan påvirke en konflikt. De er ikke bare gået på jagt efter den første den bedste konsekvenshistorie om lidende på hospitalerne.«

Kim Simonsen fra HK/Danmark mener, at mange journalister – især nyhedsjournalister – giver de stridende parter for let spil under en konflikt på arbejdsmarkedet:

»Generelt er journalister og især nyhedsjournalister nemme at lokke med på en bestemt dagsorden. Der mangler arbejdsmarkedsjournalister med historisk indsigt og kompetencer. Det spiller dog også ind, at vi hver for sig i forbundene har flere journalister ansat med forstand på arbejdsmarkedet, end Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Politiken har tilsammen.«