KUP

For et par år siden så Sara Bongiorni sig omkring i sit hjem. Og den amerikanske journalist brød sig ikke om synet. Et syndigt roderi af plasticlegetøj, dimsedutter og pyntegenstande. Det var dagen efter jul, og bjergene af julegaver var stort set alle mærket »Made in China«. Et tjek rundt i huset afslørede, at computer, vaskema­skine, tøj plus alskens andre små og store ting også var produceret i Kina og købt i USA for næsten ingen penge.

Ligesom alle andre amerikanske husmødre havde Sara Bongiorni i mange år ladet sig friste i supermarkeder og slæbt læssevis af supertilbud hjem. Pludselig så hun sig selv udefra.

»I de juledage, hvor jeg granskede varedeklarationer på alt i huset, gik det op for mig, hvor afhængige vi er af kinesiske varer. Næsten 70 procent af forbrugsvarerne i USA fremstilles i dag i Kina, og for legetøj gælder det næsten 100 procent. Og så fik jeg ideen om at prøve at boykotte kinesiske varer i et år,« siger Sara Bongiorni.

Ægtemanden var skeptisk, men Sara Bongiorni fik ham overtalt. Og nytårsforsættet blev, at de i et helt år ikke måtte købe kinesiske varer. Det skulle være slut med at være bevidstløse forbrugere, der ikke tager hensyn til menneskerettigheder, miljø og udflytning af arbejdspladser.

Men begyndelsen til at afprøve den globale økonomi i øjenhøjde viste sig også at blive begyndelsen på en meget tidskrævende og næsten umulig opgave.

»Jeg er ikke naiv og tror ikke, at min egen lille familie kan ændre verdensøkonomien, så det handlede om at undersøge, om det kunne lade sig gøre. Og det var langt sværere og mere frustrerende, end jeg havde forestillet mig,« konstaterer Sara Bongiorni, der siden har skrevet en international bestseller om sine personlige anstrengelser for at leve op til handelsboykotten af Kina.

Det lykkedes Sara Bongiorni at holde sig helt fra kinesiske varer i et år. Men hendes mand dumpede. Nogle gange blev det simpelthen for besværligt eller dyrt for ham at undgå varer fra Kina, og han købte blandt andet kinesiske malerpensler. Til gengæld var han omhyggelig med at pille varedeklarationen af, så Sara ikke opdagede »sidespringet«.

Kinesiske lyssværd

Sara Bongiorni vurderer, at amerikanerne foretrækker at købe kinesiske varer på grund af prisen.

»Generelt er kinesiske varer billige, og vi jagter det billige. Forbrugerne ser ofte væk fra alt muligt andet end prisskiltet. Men vi køber også kinesisk, fordi det ofte er den eneste mulighed. Der er ikke altid alternativer, fordi Kina i dag dominerer verdensmarkedet,« siger hun og nævner i flæng, at det kan være svært at opdrive en mobiltelefon eller en computermus, hvis man ikke vil købe »Made in China«.

Men værst ser det ud inden for legetøjsmarkedet, og det måtte især sønnen lide under i det år, hvor forældrene boykottede kinesiske varer. For dengang var den fem-årige drengs hedeste ønske et lyssværd. Men alle lyssværd fremstilles i Kina, og her var mor ikke blødsøden:

»Vi købte en masse Lego, fordi det stort set var det eneste legetøj, der ikke var fremstillet i Kina,« siger hun og beretter, at højtider som jul og Halloween blev en pinsel. Fordi dekorationer og udklædningstøj uden undtagelse er produceret i Kina og derfor krævede ekstra tid fra mor og far til selv at fremstille pynt og kostumer.

I boykot-året går det også op for Sara Bongiorni, at den almindelige amerikanske lønmodtager ikke har noget alternativ til de kinesiske varer, og at der er ved at opstå en ny ulighed i det amerikanske samfund. En forskel mellem folk, der køber kinesisk, og folk, der køber luksus. For folk med høje indtægter kan sagtens købe italienske designer-solbriller eller en dyr espresso-kaffemaskine.

»Hvis du har penge nok, kan du købe alt, men for en almindelig husstandsindkomst er der kun råd til en kinesisk kaffemaskine og de billige børnesko. I dag er det kun ganske få skomærker, der produceres i USA, og kun de allerrigeste amerikanere har råd til at købe dem. Det er en luksusvare at købe amerikansk producerede ting,« fortæller hun.

Da sønnens sko begyndte at klemme, måtte Sara Bongiorni på jagt efter nye sko, og det endte med, at hun købte italienske sko til en formue.

»En enlig mor har ikke noget alternativ til de kinesiske sko, så for hende er globaliseringen jo positiv, fordi hun kan købe billige sko. For lavtlønnede, der kun tjener syv dollars i timen, er det en gave, at de kan købe legetøj og tøj til deres børn, mens vi i middelklassen er så heldige, at vi kan købe italienske sko eller tyske tørretumblere, der koster 10 gange mere end de kinesiske varer.«

Næsten tre millioner amerikanere har mistet deres job, fordi produktionen er flyttet til Kina. Ud over at det koster arbejdspladser, betyder det også, at USA har et gigantisk handelsunderskud på over 250 milliarder dollars over for Kina.

»Mange er utilpasse med, at vi bliver afhængige af Kina. Grundlæggende kan vi amerikanere godt lide at tænke på os selv som frie og uafhængige, men i virkelighedens verden er vi meget afhængige af helt banale hverdagsting fra Kina. Selv om vi tager afstand fra Kina politisk og i forhold til den måde, de miljømæssigt handler på, er vi i et dybt afhængighedsforhold. Nok er USA et meget magtfuldt land, men vi kan ikke vende ryggen til Kina længere. Det er umuligt.«

Nogle taler om, at USA bør indføre ­begrænsninger af importen fra Kina, men det kalder Sara Bongiorni for urealistisk.

»Det er naivt at tale om, at vi skal bygge nye fabrikker og tilbageerobre job, som vi én gang har eksporteret til Kina. Vi kan ikke bakke ud af det handelssamarbejde. Folk er bekymrede over tabet af arbejdspladser, fordi vi ikke har det sikkerhedssystem, som I har i Danmark, og derfor er det en økonomisk og social katastrofe at blive arbejdsløs,« forklarer hun og understreger, at løsningen for USA ikke er at konkurrere med den billige arbejdskraft, men i stedet at opfinde nye industrier med nye arbejdspladser.

I en globaliseret verden tror Sara Bongiorni heller ikke på isolation. Kritiske forbrugere, der stiller krav, og dialog frem for konfrontation er vejen til at forbedre arbejdsvilkår i Kina og sikre en bedre handelsbalance mellem Kina og USA.

Sat på spidsen kan man ifølge Sara Bongiorni spørge sig selv, om det overhovedet er realistisk for USA at presse Kina for at forbedre arbejdsvilkårene.

»Det er ikke klart for mig, hvem der er supermagten her. Vi er så afhængige af Kina, og jeg er ikke sikker på, vi er så stærke, at vi kan stille krav. Magtbalancen er uklar for mig. Men jeg synes, at vi kan og skal presse Kina mere. Forbrugere vil trods alt gerne købe varer, der ikke er produceret under horrible forhold,« siger hun og understreger, at der altid er en klar sammenhæng mellem prisen på en vare og den måde, som varen er produceret på.

OL skal ikke boykottes

Sara Bongiorni har kun hovedrysten til overs for den ophidsede debat om, hvorvidt politikere skal boykotte de olympiske lege i Kina, fordi de ved at være tilskuere til åbningsceremonien legitimerer et brutalt kinesisk styre.

»Ideen med OL er at skubbe politik til side og fejre sporten. Jeg forstår godt, at der verden over er bekymring over og fordømmelse af Kinas overgreb i Tibet og forfærdelige krænkelser af menneskerettighederne. Men i stort set alle lande er der ømtålelige politiske problemer. En masse mennesker rundt om i verden bryder sig heller ikke om USA’s udenrigspolitik, men skal konsekvensen af det være, at vi ikke kan være værtsland for de olympiske lege,« spørger hun.

Selv om det ikke var et erklæret mål for Sara Bongiorni at ændre forbrugsvaner i forbindelse med den private Kina-boykot, så har familien rent faktisk ændret indkøbsvaner. Boykotten er for længst lagt på hylden og i dag køber familien igen varer fra Kina. Og det gør livet lettere.

»Når vi skal købe en mobiltelefon eller en boremaskine, køber vi igen en kinesisk produceret og skal ikke bruge tid og kræfter på at lede efter et alternativ. Men vi forsøger at købe varer fra flest mulige lande og kigger altid på oprindelsesland og varedeklarationer.«

Derudover køber familien simpelt hen ikke så meget som tidligere.

»I vores boykot-år var der så mange ting, vi ikke kunne købe, fordi tingene var »Made in China«. Det blev en vane at tænke over, om vi nu havde behovet for at købe den ting. I dag har mange amerikanere den uvane, at de siger: »Jamen, det koster kun fem dollars, hvor er det billigt og en sød lille ting«. Så køber man den og smider ud senere.«

Uden at ville kalde sig selv miljøaktivist fremhæver hun også, at familien er begyndt at genbruge og reparere ting.

»Fjernbetjeningen på vores gamle tv virker ikke, men vi bruger stadig det gamle tv. Vi kan jo sagtens leve uden en fjernbetjening, for tv-apparatet virker ved manuel betjening. Man kan leve godt videre med gamle ting, der er lidt i stykker, og det er mere miljørigtigt ikke bare at smide væk og købe nyt per automatik.«

Som alle andre børn plager Sara Bongiornis også efter legetøj. Men hun er blevet bedre til at sige nej:

»Selvfølgelig er jeg ikke altid ond, men jeg siger nej mere, end andre mødre gør, og mine børn har mindre legetøj end deres venner. Dermed grundlægger vi nogle forbrugsvaner i vores børn, der på sigt bliver en fordel.«

Hvis Sara Bongiorni opdager en vare, der er ekstrem billig, føler hun sig i dag utilpas.

»For så ved jeg, hvorfor varen er så billig. Fordi den er fremstillet under urimelige arbejdsforhold. Tidligere var jeg lykkelig over at gøre et godt kup – det er jeg ikke længere og spilder dermed ikke så mange penge på unødvendige impulskøb.«