Netnyheder

De vigtigste nyheder på nettet fra ugen, der gik!

Starthjælp er diskriminerende – www.amnesty.dk

Amnesty International kritiserer i en ny rapport starthjælpen til flygtninge og indvandrere for at være diskriminerende. Hjælpen – der er halvdelen af den almindelige kontanthjælp – rammer nemlig indvandrere i 94 procent af tilfældene.

Stadig problemer på byggepladserne – www.bygsam.dk

Byggefagenes Samvirke besøgte onsdag i sidste uge en lang række danske byggepladser. I alt 250 håndværkere – danske og polske – kontrollerede arbejdsforholdene på byggepladserne, og de var langt fra tilfredsstillende. Byggefagene mødte blandt andet polske håndværkere, der arbejdede til en timeløn på helt ned til 50 kroner i timen.

Økonomisk vækst ned i fart – www.dors.dk

Vismændene i det Økonomiske Råd har netop udgivet deres syn på tendenserne i den danske økonomi. De forudser blandt andet en lavere vækst grundet mangel på arbejdskraft. Vismændene forudser også årlige lønstigninger på fem procent næste år og foreslår derfor regeringen at føre en meget strammere finanspolitik, end regeringen lagde op til i valgkampen.

En tredje økonomisk vej – www.ae-raadet.dk

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har gennemgået vismændenes rapport og er enig i konklusionen – nemlig at den økonomiske vækst vil være lavere end de seneste år. Men AErådet vil gå en helt tredje og anderledes vej end regeringen og vismændene. AErådet ser en neutral finanspolitik som løsningen på problemet.