Sket i ugen
Ikea dropper kassedamers høje løn
Møbelgiganten Ikea hævede for fire år siden kassedamernes løn med 5.000 kroner – en stigning på næsten 25 procent i forhold til tidligere. Men nu er lønnen igen sat ned for nyansatte.I stedet er tillidsfolk og ledelse blevet enige om at bruge frynsegoder som massage og adgang til privathospital til at fastholde medarbejderne. De medarbejdere, der fik hævet lønnen, beholder dog den ekstra høje hyre.
Minister skal redegøre for rygelov
Der mangler klarhed om den nye rygelovs regler. Det får Enhedslistens Jørgen Arbo-Bæhr til at kræve en redegørelse fra sundhedsministeren om ministeriets og Arbejdstilsynets arbejde med udmøntningen af loven. Det sker, efter det er kommet frem, at Arbejdstilsynet ikke vil tage på kontrolbesøg for at tjekke overholdelsen af rygeloven foreløbig, fordi man netop har været rundt.
Universitet vil uddanne lærere
Aarhus Universitet vil uddanne folkeskolelærere. Prorektor Mette Bock foreslår at indføre en fireårig læreruddannelse under universitetets vinger. Beslutningen er blandt andet motiveret af den store mangel på lærere og kritikken af læreruddannelsen. Regeringen har tidligere diskuteret en læreruddannelse på landets universiteter, men planerne blev skrottet.
Lego udskyder fyringer i Billund
Lego har besluttet at udskyde de varslede fyringer i pakkerierne i Billund. Angiveligt er det problemer med den planlagte outsourcing, der gør det nødvendigt at sætte afskedigelserne på hold. Planen var ellers at reducere medarbejderstaben i Billund fra 1.200 til 300. Legos ledelse vil vente med at melde ud om udflytningsplanerne, til halvårsregnskabet kommer.
NNF’er indstillet til Årets Laks
Kampen mod chikane af en homoseksuel bager har fået Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske til at indstille faglig sekretær i NNF John Andersen til prisen som »Årets Laks«. NNF og John Andersen er indstillet til prisen, fordi man greb ind, da et medlem blev chikaneret på grund af sin seksuelle orientering. Sagen kører fortsat, fordi den sagsøgte bagermester ankede dommen.
Ny uddannelse til handijob-guide
Jobcenter Østdanmark, der er oprettet af 14 landsdækkende handicaporganisationer, står bag www.handi-job.dk, der tilbyder en ny supplerende uddannelse som handijob-guide. Uddannelsen henvender sig til medarbejdere i beskyttede værksteder, boenheder, væresteder, jobcentre, kommunale handicapforvaltninger samt lokale ildsjæle, som arbejder med det rummelige arbejdsmarked og beskyttet beskæftigelse.
Strejker har kostet SAS dyrt
Det skandinaviske flyselskab SAS har lidt hårdt under de mange arbejdsnedlæggelser blandt medarbejderne i løbet af foråret. I et skuffende halvårsregnskab oplyser SAS, at strejkerne har kostet selskabet 350 millioner svenske kroner. SAS havde et overskud på 607 millioner svenske kroner efter skat