Netnyheder

De vigtigste nyheder på nettet fra ugen, der gik!

Ingen lære af arbejdsulykker – www.arbejsmiljoforskning.dk

Virksomheder, hvor ansatte har haft alvorlige ulykker, strammer ikke nødvendigvis op på arbejdsmiljø og sikkerhed efter ulykken. Det viser en undersøgelse fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø »Ulykkesrelateret langtidsfravær i mindre virksomheder«. Både arbejdsgiver og skadelidte beskriver årsagen til ulykken som »hændelige omstændigheder«, og læren er derfor typisk, at det ikke nytter at forebygge.

Langt flere udlændinge arbejder i Danmark – www.bm.dk

På bare et år er antallet af udenlandske arbejdstagere, der har fået en dansk opholds- og arbejdstilladelse, mere end fordoblet - fra knap 4.700 personer i 1. kvartal 2006 til over 11.000 i 1. kvartal 2007. Det viser en ny opgørelse baseret på tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Stigningen tog især fart fra og med 2. kvartal 2006 – samtidig med, at forligspartierne bag østaftalen blandt andet gav overenskomstdækkede virksomheder mulighed for at blive forhåndsgodkendt til at rekruttere udenlandsk arbejdskraft.

Arbejdsskadesager trækker ud i årevis - www.ask.dk

Nye tal fra Arbejdsskadestyrelsen viser, at hver tiende arbejdsskadesag lever et langt liv i styrelsen, uden at det kommer til hverken behandling eller afgørelse. Langt hovedparten af sagerne – fire ud af fem – slutter dog senest kalenderåret efter, at de er anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen. Styrelsen har undersøgt 39.444 anmeldte sager fra 1997 og konkluderer, at de ni procent af sagerne trækker ud, fordi den tilskadekomne aktivt bruger sin ret til enten at få sagen genoptaget eller anke afgørelsen.

Folkeskoleelever arbejder for meget – www.lo.dk

Nye tal fra LO’s jobpatrulje viser, at helt unge, som endnu ikke har afsluttet 9. klasse, arbejder alt for meget. Jobpatruljens interview med 643 unge viser, at 9 ud af 10 arbejder længere end de to timer per dag, som loven tillader for skolebørn. Hver tredje af de yngste fritidsjobbere ofte arbejder senere end klokken 20 om aftenen eller før klokken 6.00 om morgenen. Også det overskrider bestemmelserne i arbejdsmiljølovens afsnit om børn og unges arbejde.