Jørgen Grønnegaard Christensen, du foreslår, at det offentlige
skal tilbyde en mere sikker og stabil ansættelse à la den gamle
tjenestemandsansættelse. Er det ikke at gå tilbage til en fuser?
»Jeg mener snarere, det kan blive et columbusæg, fordi vi med en mere stabil
ansættelsesform i det offentlige kan appellere til de unge, som ellers vil søge
over i den private sektor. Og det er det offentliges problem i dag: Man mangler
appel.«
Men der er jo brugt mange milliarder kroner på at afvikle
tjenestemændene?
»Når man afskaffede tjenestemandssystemet for store grupper af offentligt
ansatte, var det på grund af pensionsbyrden. Jeg foreslår et nyt system, hvor de
offentlige sikres ordentlige pensionsforhold i en pensionskasse, så det
offentlige ikke hænger på pensionsbyrden.«
Men hvad er der tilbage, hvis man sløjer tjenestemandspensionen?
»Langsigtet sikkerhed i ansættelsen.«
Men vil indførelsen af et system, hvor man forventer, at mennesker arbejder,
til de får gulduret, ikke netop gøre den offentlige sektor mere gammeldags og
støvet?
»Nej. Problemet i den offentlige sektor er som sagt, at den mangler appel til
unge. Og her nytter det altså ikke at forsøge at ligne den private sektor ved at
indføre individuelle lønformer. Forestillingen om, at man skal kunne konkurrere
på lønnen, er fuldstændig misforstået. De offentlige arbejdspladser bør i stedet
gøre sig attraktive ved at tilbyde mere stabile og sikre arbejdsforhold end det
private, fordi man derved vil give unge muligheder for at mere fleksibelt
familieliv.«
Kan det ikke blive voldsomt dyrt? Et af problemerne i tjenestemandssystemet
var vel netop, at omkostningerne ved at fyre folk var så store, at det var
nærmest umuligt at skære ned på medarbejderstaben?
»Risikoen for, at det offentlige inden for nærmeste fremtid skulle stå med en
alt for stor medarbejdsstab, er meget lille. Derfor frygter jeg ikke så meget
for omkostningerne ved at tilbyde en langsigtet sikkerhed i ansættelsen.«
Hvad vil effekten så være, hvis det offentlige signalerer til omgivelserne,
at det er stedet med sikre og stabile ansættelsesforhold?
»Mit håb er, at man kan gøre de trængte dele af den offentlige sektor mere
attraktive. Inden for omsorgs- og sundhedssektoren er der voldsomme
rekrutteringsproblemer, som sandsynligvis kun vil vokse sig større i de kommende
år. Hvis de problemer skal løses, skal det offentlige kunne tilbyde noget, det
private ikke kan. Sikre og stabile ansættelsesforhold kan være en af
løsningerne.«
Men ungdommen i dag skifter jo ofte job. Er det ikke naivt at forestille sig,
at sikre og stabile ansættelsesforhold vil få dem til at søge i retning af det
offentlige?
»Det er korrekt, at villigheden til at skifte job er langt større end
tidligere. Men vi befinder os på toppen af en højkonjunktur, hvor det ikke i
årtier har været lettere at finde arbejde. Men hvad nu hvis konjunkturerne
vender, og vi igen får stigende arbejdsløshed? I den situation vil et godt og
stabilt job virke langt mere tillokkende.«
Men er det offentliges rekrutteringsproblemer ikke først og fremmest udtryk
for nogle forfærdelige imageproblemer? Hvordan er det lige, mere sikkerhed i
ansættelsen skal sikre det offentlige et bedre image?
»Det kan gøre en ansættelse i det offentlige mere attraktiv, hvilket
selvfølgelig også vil smitte af på det offentliges image. Men der er da heller
ingen tvivl om, at det hvis det offentliges image for alvor skal forbedres, så
kræver det, at politikerne begynder at omtale det offentlige på en anden måde. I
øjeblikket er det meste af det, man hører fra politikernes mund, kritik af det
offentlige og stadig flere krav. Og det er jo ikke ligefrem en salgstale.«
