Som en hakkebøf uden løg

FAGBEVÆGELSE A4 har inviteret Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, på et tænkt restaurantbesøg. Målet er at finde en ret på menuen, der minder om fagbevægelsen.

- Forestil dig fagbevægelsen som en ret på menukortet i Restaurant Danmark. Vælger du noget med sovs og kartofler eller moderne kokkekunst af gode danske råvarer?

»Det må blive en hakkebøf uden noget. Uden krydderier eller tilbehør.«

- Er fagbevægelsen så kedelig?

»Jeg ved ikke, om det er kedeligt, men det afspejler, at fagbevægelsen i hvert fald ikke er moderne, Den har ikke fornyet sig.«

- Hvilken slags fornyelse efterlyser du?

»Hvis vi stadig skal snakke hakkebøf-sprog, så bør de nok overveje, om retten er tilberedt bedst muligt. Om ikke det er på tide at putte nogle krydderier i og servere noget nærende salat og tilbehør også. Nogle faglige organisationer står bare på bagsmækken og råber op. Det gælder eksempelvis Danmarks Lærerforening og BUPL, der slet ikke arbejder for at opnå indflydelse. De fører kun politisk kamp mod regeringen.«

- Er du ikke bare irriteret over, at BUPL gør sit job godt?

»Jeg anerkender, at der er en faglig kamp, men den skal foregå på et oplyst grundlag, og man skal have øje for helheden. For at skære det ud i pap så er BUPL-sagen et glimrende eksempel på, at dele af fagbevægelsen har et meget lemfældigt forhold til sandheden. Det skader resten af fagbevægelsen, når et forbund misbruger sin rolle med det formål at bekæmpe regeringen. Så var det mere fair at melde sig ind i et politisk parti. Der er jo også pædagoger, der stemmer på Venstre.«

- Har Venstre ikke på samme måde ført ideologisk korstog mod fagforeningerne?

»Det ved jeg ikke, om vi har. Jeg anerkender vigtigheden af faglige organisationer. De er en vigtig del af et demokratisk samfund, hvor man har faglige rettigheder. Men de skal forandre sig og følge med tidsånden.«

- Hvordan følge med tidsånden?

»Nu tilkommer det ikke mig at agere spindoktor for fagbevægelsen, men jeg synes i højere grad fagbevægelsen bør skabe dialog og tage initiativ på områder, hvor der er mulighed for at sætte dagsordenen. Nu vil du sikkert spørge mig, om jeg slet ikke har noget pænt at sige om fagbevægelsen, og det har jeg faktisk. Nogle faglige organisationer sætter dagsordenen på den måde, jeg taler om. Eksempelvis på ligestillingsområdet, og det vil jeg gerne anerkende, uanset om jeg er politisk enig. Jeg vil også gerne kreditere LO’s formand, Hans Jensen, for at sige, at medlemmerne ikke skal forvente noget lønpres ved næste overenskomstforhandling. Det er en meget fornuftig udmelding i den nuværende situation. Og generelt må jeg erkende, at fagbevægelsen er blevet mere orienteret mod at opnå indflydelse efter det første granatchok over at have en borgerlig regering.«

- Har du nogensinde selv været medlem af en fagforening?

»Ja, i en ganske kort periode for længe siden, og det var nødtvungent. Jeg var nødt til at melde mig ind i NNF for at få et ungdomsjob hos mejerikoncernen Arla i Vejle. Det var bestemt ikke frivilligheden, der rådede, men den slags tvang har regeringen da heldigvis fået sat en stopper for.«

 

Af Marie Preisler

20. november 2006 /nr. 40