TRYK PÅ Myten om det stille og rolige arbejdsliv bag
kommunens tykke mure får alvorlige ridser i lakken i ny undersøgelse af
lønmodtagernes arbejdspres. Undersøgelsen, der er gennemført blandt 1.992
lønmodtagere for Ugebrevet A4, tegner et entydigt billede af stress, tempo og
højt arbejdspres overalt på arbejdsmarkedet. Men blandt de offentlige ansatte
står det allerværst til.
Hele 6 ud 10 ansatte i den offentlige sektor løber i øjeblikket stærkere, end
de gjorde på samme tidspunkt sidste år, og næsten lige så mange har inden for
den seneste måned arbejdet mere, end de har haft lyst til. Til sammenligning er
det kun godt 4 ud af 10 privatansatte, der mener, at de er begyndt at løbe
hurtigere end for et år siden.
Kommunaldirektør Michael Graatang fra Frederiksværk Kommune mener, at det
høje arbejdspres i det offentlige især skyldes de store omvæltninger med
strukturreform og kommunalreform, der giver dobbeltarbejde for mange
medarbejdere. Hans kommune har netop konstateret, at næsten hver tredje af
lederne og sikkerhedslederne i kommunens virksomheder lider af forhøjet
blodtryk.
»Jeg er ikke læge. Men som disse menneskers øverste chef finder jeg det dybt
bekymrende og alarmerende. Der er ganske enkelt for meget fart på lige nu,«
siger Michael Graatang.
Blandt undersøgelsens øvrige konklusioner er:
- 43 procent af de offentligt ansatte føler sig mere
stressede nu end for et år siden. Blandt de privatansatte er det tilsvarende
tal 30 procent.
- Hver tredje ansatte i den offentlige sektor har inden
for det seneste år fået sværere ved at få arbejds- og familieliv til at
harmonere. For de privatansatte gælder problemstillingen lidt færre – nemlig
hver fjerde.
- Flere offentligt ansatte end privat ansatte har enten sagt deres job op på
grund af for højt arbejdspres eller har overvejet at gøre det.
Flere stressfaktorer forude
Ifølge undersøgelsen er de ansatte i den offentlige administration hårdest
ramt af arbejdspresset. Her peger flere end hver anden medarbejder på, at de
lige nu stresser mere eller meget mere end for et år siden.
Ifølge formand for HK/Kommunal Kim Simonsen skyldes det en kombination af en
årelang nedslidning af den offentlige sektor og den igangværende
kommunalreform.
»Undersøgelsen viser præcist det billede, som vi kender fra vores medlemmer.
Nogle vil mene, at problemerne vil gå over af sig selv, når kommunalreformen er
blevet fuldt gennemført. Men sådan er det desværre ikke, for der er generelt
mangel på hænder, og snart begynder de store årgange at forlade arbejdsmarkedet.
Der er intet, der tyder på, at situationen bliver bedre,« siger Kim
Simonsen.
Han peger på tal fra HK/Kommunal, der viser, at 44 procent af medlemmerne i
løbet af det seneste år har oplevet problemer med det psykiske arbejdsmiljø på
grund af for højt arbejdspres, og 36 procent har oplevet stress. Alligevel
advarer han imod at hænge sig for meget i tal.
»Når vi snakker statistik, glemmer vi alt for let, at der er mennesker bag
alle disse procenter. Det er rigtige mennesker, som løber rundt og knokler alt
for længe hver dag, og som er dødtrætte, når de kommer hjem. Nogle af dem er
altså i alvorlig fare for at komme helt galt af sted,« siger Kim Simonsen.
Det er kommunaldirektør Michael Graatang fra Frederiksværk Kommune helt enig
i. Selv om det er hans ansvar, at kommunen bliver drevet forsvarligt, og at
sammenlægningen med nabobyen Hundested forløber planmæssigt, er hans største
bekymring, om det sker uden mandefald i personalerækkerne.
»Jeg er langt mere bekymret for den enkelte medarbejder end for kommunen. Vi
har medarbejdere, der arbejder dag og nat, og som sender mig mails klokken to om
natten. Nogle af dem har arbejdsuger på 60 til 80 timer. Det er jo helt
urimeligt, og jeg er alvorligt bekymret for, om der er nogen, der ikke kan stå
distancen,« siger Michael Graatang og tilføjer:
»Det er ikke for børn, det er alvor.«
Han erkender, at det er hans ansvar at skride ind over for medarbejdere, der
er ved at arbejde sig halvt ihjel. Men i stedet for at skride ind med firkantede
regler for, hvor meget og hvor længe man må knokle, har kommunen valgt at sætte
fokus på stress ved dels at undersøge omfanget og dels at give nogle tilbud til
medarbejderne.
Flere vil blive presset
Foreløbig har kommunen i samarbejde med et privat hospital afholdt to
seminarer om stress, hvor medarbejderne blandt andet kunne få den helt store
stressundersøgelse. Ud af 114 medarbejdere, der blev testet, havnede seks
personer i det røde felt og 40 i det gule felt, mens resten klarede frisag. Både
de gule og de røde har stress, og for de røde er det så slemt, at det kan være
farligt og livstruende.
»Vi har bedt personerne i den røde gruppe om at gå til lægen med det samme,
og vi har tilbudt et udvidet sundhedscheck på privathospitaler til 25 personer.
Derudover har vi også indført prioriteringssamtaler, der skal være med til at
prioritere arbejdsopgaverne benhårdt mellem det, der skal udføres nu, og det,
der kan afvente,« siger Michael Graatang og oplyser, at der også er blevet
oprettet motionshold og fysioterapi til alle interesserede.
Mens det lige nu er de administrative medarbejdere, der er ved at bukke
under, forudser Michael Graatang, at de næste bliver personalegrupper ansat i
kommunale servicefunktioner, som skal lægges sammen. Det kan for eksempel være
vejvæsen, beredskab, hjemmepleje og omsorg.
Forbundssekretær Inger Bolwinkel fra forbundet Fag og Arbejde (FOA), der
blandt andet organiserer de ansatte i hjemmeplejen, er enig i, at det vil blive
de områder, hvor arbejdspresset næste gang eksploderer. Allerede nu viser
ugebrevets undersøgelse, at medarbejderne på pleje- og omsorgsområdet er næsten
lige så hårdt spændt for som de ansatte i administrationen.
»Vores medlemmer er så pressede i deres arbejdsliv, at stress og sygefravær
er blandt det værste på hele arbejdsmarkedet. Og jo flere, der sygemelder sig,
jo stærkere må dem, der er tilbage, løbe. Det her er virkelig alvorligt, og det
er især det psykiske arbejdsmiljø, som flere og flere medlemmer får problemer
med,« siger Inger Bolwinkel, der samtidig oplyser, at FOA oplever en kraftig
stigning i antallet af henvendelser fra medlemmer med ondt i arbejdslivet.
Formand for løn- og personaleudvalget i Kommunernes Landsforening,
Frederiksbergs borgmester Mads Lebech (K) erkender, at de kommunalt ansatte har
fuldt blus på kedlerne i øjeblikket.
»Der er ingen tvivl om, at vi i disse måneder trækker meget store veksler på
de kommunalt ansatte. Men i takt med, at reformen bliver gennemført, vil vi se,
at det helt store arbejdspres er et forbigående fænomen. Men vi tager vores
arbejdsgiveransvar alvorligt, og det er helt klart, at vi hele tiden skal have
fokus på stress. Det er helt sikkert nødvendigt,« siger Mads
Lebech.