Intet job ingen prestige

Arbejdsløse danskere har stor gevinst ud af at tage selv det lavest lønnede job. I hvert fald målt på social status. Ugebrevet A4’s kortlægning af fagenes prestige viser et markant spring i prestige mellem ledige og folk i job. Undersøgelsen dokumenterer, at det igen er blevet en skam at være arbejdsløs, mener sociolog.

EJ BLOT TIL LØN Prestige og job er to sider af samme sag i det danske samfund. Det står klart,  når man læser resultaterne af Ugebrevet A4’s kortlægning af prestigen i den ende af arbejdsmarkedet, der kræver enten ingen eller under to års uddannelse. Ud af 25 stillinger får det lavest rangerende job – nemlig jobbet som reklame- og avisbud – dobbelt så mange point på prestigeskalaen som en kontanthjælpsmodtager. Skulle en ledig kandidat have lyst til at blive skraldemand, venter en tredobling af prestigescoren lige om hjørnet.

For prestige gælder tilsyneladende én regel: Alt andet end ledig!

Analyse Danmark har for Ugebrevet A4 bedt 2.155 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år give mellem 0 og 10 prestigepoint til kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere og 25 job, som umiddelbart kræver få kvalifikationer på arbejdsmarkedet.

Danskerne giver 1 sølle prestigepoint ud af 10 mulige til dagpengemodtagere, mens folk på kontanthjælp er tæt ved at slå bunden helt ud af prestigeskalaen med en karakter på kun 0,7. Der er langt op til selv de ringest agtede job i det danske samfund. Rengøringsassistenten, som ligger på næstsidste plads på listen over de 25 stillinger, får 2,0 prestigepoint.

»Et markant skifte i vores holdning til dem, der ikke yder,« mener professor i sociologi på Aalborg Universitet Jens Christian Tonboe.

»Jeg tolker det sådan, at der lægges mere og mere vægt på, om man bidrager eller ikke bidrager til samfundsøkonomien. Og det bliver mere og mere stigmatiserende ikke at gøre det, simpelthen fordi arbejdet spiller en stadig større rolle,« siger Jens Christian Tonboe.

Han mener, ugebrevets undersøgelse viser et skifte i danskernes holdning til de arbejdsløse. Et helt århundredes socialreformer og indførelsen af et socialdemokratisk velfærdssamfund har vænnet os til at acceptere arbejdsløse som ligeværdige samfundsborgere, selv om de ikke bidrager til samfundsøkonomien. Men nu vokser afstanden igen, mener sociologen:

»Det kan vi se af den måde, som pensionisterne vurderer de arbejdsløse i undersøgelsen. De gamle betragter dem stadig som borgere. For de unge generationer er det en skam og en sværtning at modtage dagpenge – og i endnu højere grad kontanthjælp.«

A4’s kortlægning af fagenes prestige viser en tydelig sammenhæng mellem alder og prestigevurdering – eller nedvurdering – af de ledige. Jo yngre man er, jo lavere bedømmer man de lediges prestige.

»Overhovedet ikke at bidrage og tjene sine egne penge, men tværtimod trække fra i samfundsregnskabet, det er i den grad stigmatiserende for de unge generationer,« mener Jens Christian Tonboe.

Havde man spurgt i 1970’erne eller 1980’erne, havde de unge set mere mildt på de arbejdsløse, end deres bedsteforældre havde gjort, mener han. Derfor vil han ikke sige, at de unge til alle tider vil være mere fordømmende over for ledighed end de ældre. Det er et værdiskifte, vi er vidne til, og det rækker mange år frem, fordi det er de unge, der bærer det:

»Der ligger en meget tydelig generationseffekt i det her. Kontanthjælpsmodtagerne får simpelthen dobbelt op på prestigen hos de gamle.«

Arbejdsmarkedsforsker Steen Scheuer, der blandt andet har forsket i danskernes motiver for at arbejde, glæder sig imidlertid over, at arbejde »belønnes« med højere prestige:

»Hvis det opleves, at der er et klart statusskift i forbindelse med, at man kommer i job, så er det helt klart en motivationsfaktor. Det selvværd, man får via sit arbejde, har også en betydning for, om man har lyst til at udføre det.«

Derfor er det også nyttigt med »indgange« til arbejdsmarkedet nederst i hierarkiet, som giver et betydeligt statusløft, selv om jobbene kræver få kvalifikationer og giver en lav løn, mener Steen Scheuer:

»Man skal tænke på det som en stige. Hvis du kommer fra ledighed, så vil du typisk starte i et job nogle trin længere nede end andre med samme kvalifikationer. Men så kan du bruge det første job til at gå videre til et bedre. Det er vejen ud af ledighed, I har skitseret her.«

Listens bundscorere (reklamebuddet, rengøringsassistenten og kassedamen) ligger dog problematisk tæt ved dagpengemodtageren – og alt for langt fra de andre job på listen, mener Steen Scheuer.

»Folk, der har rengøringsfirmaer eller supermarkeder, har jo et problem her. De bør virkelig tænke på, hvordan de kan forbedre deres medarbejderes selvfølelse. For man må forestille sig, at de folk, der er lidt gang i, vil søge væk fra de fag, der har meget lav status,« vurderer Steen Scheuer.

Og det er netop, hvad budcentralerne, rengøringsfirmaerne og supermarkederne oplever i øjeblikket, hvor alle tre brancher har meget svært ved at skaffe og fastholde selv ufaglært arbejdskraft.

Løsningen på branchernes problem ligger ikke lige for. Meget tyder nemlig på, at noget af det, der mest entydigt løfter prestigen for de kortuddannede, er kræsne arbejdsgivere og hårde adgangskrav.

Stewardessen øverst på listen har kæmpet sig gennem et nåleøje, hvor sprogkundskaber, fysisk udstråling og sociale kompetencer skal være i orden, før hun får adgang til at udføre sin flyvende servering. Samme selektion foregår næppe, når der skal ansættes bude til omdeling af reklamer eller gratisaviser. De kan begynde næste morgen, og her behøver man ikke engang kunne det danske sprog. Det er med til at trække prestigen ned, mener Steen Scheuer.

Kortlægningen af de ufaglærtes og de kortuddannedes hierarki viser, at uddannelsens længde spiller en relativt lille rolle i denne ende af prestigeskalaen.

Allerøverst på listen står stewardessen med 4-10 ugers uddannelse og lokoføreren med 10 måneders uddannelse. Først 11 pladser længere nede af listen står hjemmehjælperen, der trods halvandet års uddannelse til social og sundhedsassistent nyder samme – lave – sociale anseelse som en ufaglært vejarbejder.

Det handler i højere grad om, hvor man arbejder. Består jobbet i at servere et måltid mikrobølgeopvarmet mad i plasticbakker, så giver det betydeligt højere prestige at gøre det blandt forretningsfolk og ferierejsende på et internationalt fly (4,7 prestigepoint) – end hos en enlig ældre i eget hjem (3,1 prestigepoint). Vælger hjemmehjælperen i stedet at bruge sin uddannelse som social- og sundhedsassistent til et job som sygehjælper på et hospital, rykker hun straks 10 pladser frem til nummer tre i feltet.

Der er ikke meget at glæde sig over for de offentlige arbejdsgivere, der i de kommende år skal i gang med en af danmarkshistoriens største ansættelsesrunder, når store dele af plejepersonalet går på pension, mens antallet af ældre og plejekrævende vokser.

»Hvis de unge vælger uddannelse efter prestige, så har vi et problem. Det ser i hvert fald ikke ud til, at der er et voldsomt sug mod den offentlige sektor,« konstaterer forskningsleder på Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) Torben Pilegaard Jensen.

Han noterer sig, at både plejehjemsassistenter, hjemmehjælpere, rengøringsassistenter og dagplejere har ondt i prestigen. Og at de samme fag oplever store problemer med at rekruttere unge til uddannelserne og de ledige job, der allerede findes.

»Set i lyset af de opgaver, vi står over for i den offentlige sektor, er det et kæmpe problem, at interessen for at vælge uddannelser rettet mod de job er faldende. Vi vil komme til at mangle arbejdskraft, og dermed kan det på nogle områder bliver svært at fastholde kvaliteten af de offentlige ydelser,« forudser forskningslederen.

Ugebrevet A4’s prestigemåling afslører den skjulte motivationsfaktor, der er med til at holde danskerne til arbejdet, selv når det ret beset er lidt kedeligt eller dårligt lønnet.

Den markante prestigegevinst ved at arbejde kan være med til at forklare, hvorfor vi – trods verdens fladeste lønstruktur og højeste indkomstskat – alligevel arbejder mere end de fleste andre folkeslag.

Afdelingsleder på Socialforskningsinstituttet Lisbeth Pedersen har været med til at skrive bogen »Hvad får os til at arbejde« for Rockwoolfondet. Hendes vurdering er, at sammenhængen mellem arbejde og prestige går på tværs af de skel, der normalt deler danskerne.

»Nogle mennesker lever livet gennem arbejde – andre arbejder i højere grad for at kunne finansiere det liv, der leves, når arbejdsdagen slutter. Men også for den sidste gruppe, tror jeg, der er stor prestige forbundet med at kunne forsørge sig selv. Også for dem er prestigen ved at være i arbejde en selvstændig motivationsfaktor,« vurderer Lisbeth Pedersen.

Men det betyder ikke, at lønnens størrelse er ligegyldig, hverken for arbejdsmotivationen eller for den prestige, der følger med jobbet.

»For hvis du tjener en lille løn, så er det et udtryk for, at du er mindre værd, og at andre vurderer dig lavere. Så lønnen siger også noget om din værdi – i andres og egne øjne,« konkluderer Lisbeth Pedersen.

En vigtig erkendelse, når vi nærmer os bunden af danskernes prestigeskala. For meget tyder på, at lønnen spiller en større rolle for prestige og arbejdsmotivation her.

»Hvis du har et job, som du ikke ligefrem kan hente din identitet eller udvikle dig i, så er det vigtigt at have en rimelig løn. For så kan du i hvert fald sige til dig selv og andre, at du har et godt job, fordi du har en god løn,« siger Lisbeth Pedersen.

Også hun hæfter sig ved det markante værditab, der følger med arbejdsløshed. Men hun undrer sig ikke over det:

»Arbejde betyder enormt meget for danskere, det kan vi se, når vi laver internationale undersøgelser. For mange er det simpelthen en meget stor del af deres liv og deres livs indhold. Det er der, hvor de udvikler sig og lægger deres engagement. Det kan sagtens være i job, hvor man ikke har høj løn eller prestige. Det er stadig der, man møder mennesker eller finder sin identitet.«

Af Tanja Nyrup Madsen, tnm@lo.dk