Der er ingen prestige i at undervise

Undervisning af børn og unge har lav status i befolkningen. Gymnasielærernes prestige ligger under alle andre akademikeres, mens skolelærere ligger snublende nær bunden af prestigeskalaen for alle med en videregående uddannelse. Undervisningsministeren mener, lærerne har jamret sig selv hele vejen ned ad danskernes rangstige.

RESPEKT Tag en lang uddannelse, helst en, der kræver et meget højt gennemsnit. Specialiser dig i noget, andre finder lidt mystisk, og skab gerne et fagsprog, de færreste forstår. Så er du så godt som sikker på en plads øverst på danskernes rangstige. Og husk nu: Lad være med at give din viden videre til andre, særligt ikke børn og unge. Så er du nemlig sikker på at rasle hele vejen ned ad rangstigen igen. Sådan lyder den korte konklusion på en unik kortlægning af de højtuddannedes prestige, foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4.

Analysen viser, at specialviden og krav om høje karaktersnit er den mest direkte vej til høj prestige i det danske samfund. Eksperter i sundhed, teknik og it befolker toppen af rangstigen for 26 stillinger, der alle kræver en videregående uddannelse på tre til fem år. Og det kan kun glæde en undervisningsminister:

»Jeg synes, det er en meget tankevækkende rangorden, for den viser, at der er meget stor respekt for dem, der repræsenterer viden og ekspertise,« siger Bertel Haarder (V).

I A4’s undersøgelse har 2.155 repræsentativt udvalgte danskere bedømt prestigen for hver enkelt stilling på en skala fra 0 – slet ingen prestige – til 10 – meget høj prestige. Øverst på listen af folk med videregående uddannelse ligger læger, jordemødre, arkitekter, tandlæger, ingeniører og programmører. Fag, der alle signalerer specialviden og høj faglighed, og det er med til at løfte dem op i danskernes vurdering, mener sociolog på Handelshøjskolen i København, Kristina Vaarst Andersen:

»De kan noget, vi ikke forstår, som foregår i et særligt fagsprog, og som er svært at tilegne sig.«

Kristina Vaarst Andersen mener, folks opfattelse af prestige er et samlet resultat af flere parametre, og her ser det ud til, at viden eller begavelse vejer tungt.

Professionsforsker og forsker i vidensamfundet Steen Wackerhausen fra Institut for Filosofi og Idéhistorie på Aarhus Universitet vurderer, at fire forhold er med til at løfte et fags prestige:

• Høje krav til intelligens eller viden
• Høj løn
• Synlighed eller berømmelse
• Magt

De forhold kan måske være med til at forklare, at lærernes prestige ligger så lavt – trods deres rolle som formidlere af viden.

»Lærerne falder igennem på alle parametre: De scorer ikke højt på det økonomiske, de er ikke idoler i medierne eller en del af magteliten, og de ligger heller ikke så højt på klogskabsparameteret som i gamle dage. Både folkeskolelærerne og gymnasielærerne har oplevet en deroute,« siger Steen Wackerhausen.

Det er nemlig ikke kun folkeskolens lærere, der synker til bunds i ugebrevets prestigemåling. Også lærerne på handelsskoler og tekniske skoler ligger lavt, mens gymnasielærerne nok ligger øverst blandt lærerne – men nederst i det akademiske hierarki.

Som projektleder på Handelshøjskolens forskning i »den kreative klasse« er Kristina Vaarst vant til at betragte lærerne som kernetropper i vidensamfundet:

»Lærerne burde ligge højere, men når de ikke gør det, så tror jeg, det handler om, at vores samfund ikke værdsætter det, de laver, særligt højt. De skaber noget, som er meget svært at måle. Mange af de professioner, der ligger højt, har et tydeligt output, og det er der ikke for lærerne.«

Samme konklusion drager undervisningsminister Bertel Haarder. Kuren er øget fokus på faglighed og en evalueringskultur, der kan sætte mål på lærernes præstationer og dokumentere god praksis. Han mener samtidig, at lærerne med deres protester mod politiske ændringer af skolesystemet har jamret sig selv ned ad danskernes rangstige:

»Jeg tror, hele lærerstanden har brug for at tænke lidt over den rangordning. Deres fagforeninger har i mange år skadet deres anseelse ved en udpræget lønmodtageragtig, næsten proletarisk måde at argumentere på. Lærerne skal profilere sig selv som eksperter og fagfolk og blive bedre til at tale om alt det gode, de kan, i stedet for at overdrive problemerne og derved sætte fokus på det, de ikke kan,« siger Bertel Haarder på baggrund af A4’s prestigemåling.

Lærernes organisationer taler da også hellere end gerne om faglighed, men det kniber med at få politikerne til at lytte, mener formanden for Handelsskoleforeningen, Søren Hoppe:

»Tidligere oplevede vi jo en større grad af tillid til lærernes professionalisme. Nu er det snarere mistillid og kontrol, der møder os – ikke mindst fra vores egen minister.«

Men handelsskolelærernes imageproblem afspejler også reelle forringelser i jobbet, mener han. Det er simpelthen blevet mindre misundelsesværdigt at undervise på handelsskolerne, hvor lærerne er pressede af en stram økonomi og flere svage elever.

»Vi kan mærke, at befolkningens agtelse for det, vi laver, er faldende. Det er en alvorlig trussel mod kvaliteten af undervisningen på skolerne, for det kan blive virkelig vanskeligt at tiltrække gode folk, når jobbet er så ringeagtet. Hvad er incitamentet til at søge arbejde på en handelsskole, hvor lønnen på ingen måder er attraktiv, hvis prestigen også er væk,« spørger Søren Hoppe.

Gymnasielærernes formand, Gorm Leschly, mener, hele debatten om lærerjobbet har »smittet voldsomt af« på alle lærere, uanset hvilke elever de underviser.

»Der har jo været masser af debat om uddannelse, og hvor vigtigt det er, og vi vil gerne være kendte for at levere kvalitetsuddannelse. Men når det gælder lærerne, så har debatten jo været jævnt negativ i årevis. Og der tror jeg ikke, befolkningen skelner mellem det ene eller det andet lærerjob. En lærer er en lærer – og dem har vi ikke hørt noget godt om længe,« siger formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening.

Om få år vil 40 procent af gymnasielærerne og endnu flere handelsskolelærere gå på pension. Men undervisningsministeren ønsker ikke at forholde sig til, om lærernes prestigeproblemer kan blive til samfundets rekrutteringsproblemer:

»Hvis vi alle sammen koncentrerede os om at skabe respekt for læreren blandt forældre og elever som faglig ekspert, så kan vi komme op af bølgedalen,« mener Bertel Haarder (V).

De tekniske skolers lærere mener, der er en »godt det ikke er mig«-effekt i danskernes vurdering af deres arbejde. Dansk Teknisk Lærerforbund (DTL) deler de øvrige lærerorganisationers bekymring for rekrutteringen af nye lærere, men det er langt fra den eneste grund til, at DTL arbejder målrettet på at øge medlemmernes prestige.

»Vi har behov for, at man anerkender, at vi har en erfaring, som man skal lytte til. Derfor markerer vi os uddannelsespolitisk og forsøger i alle sammenhænge at gøre opmærksom på, at det er os, der har forstand på og viden om vores elevgruppe,« siger DTL’s formand Jan Hjort.

Han mener, der er en naturlig sammenhæng mellem prestige og den traditionelle fagforeningskamp for bedre løn og arbejdsvilkår.

»Det betyder noget for arbejdstilfredsheden. Man har lettere ved at blive stresset, hvis man ikke føler, man får respekt for den indsats, man yder. Samtidig er det nemmere at få højere løn, hvis arbejdet nyder stor anerkendelse. Løn er jo også en form for anerkendelse,« siger Jan Hjort.

Den sammenhæng nikker forskerne genkendende til, selv om løn og prestige ikke entydigt følges ad.

»De samfundsmæssige mekanismer varierer fra job til job. Der er individuelle begrundelser for, hvorfor de enkelte stillinger ligger højere end andre. IT-folkene ligger måske højt, fordi folk forbinder det med høje lønninger, mens jordemødrene ligger højt, fordi vi ved, man skal have et tårnhøjt gennemsnit for at komme ind på uddannelsen,« siger Steen Wackerhausen.

Han mener, der finder en kraftig forskydning sted af fagenes prestige, fordi mange gamle statiske samfundsstrukturer er under udvikling – eller afvikling. Det betyder døden for nogle fag og fødsel eller genfødsel for andre. Trykkerne er et eksempel på det første, mens psykologer er et eksempel på det sidste.

»Tilbage i halvfjerdserne og firserne var det ikke noget særligt at læse psykologi. Dengang var det den akademiske udgave af lilla ble. I dag hører man næsten kun positive fortællinger om psykologer. De er rykket mange trin op ad listen.«

Det samme er officerer i forsvaret, som ikke nød stor respekt for 30 år siden, mener Wackerhausen.

Også Kristina Vaarst Andersen hæfter sig ved, at klassiske prestigepositioner som læger og tandlæge har fået følgeskab af helt nye stillingstyper:

»Mange af de grupper, der ligger højt her, ligger inden for den kreative klasse. Når folk placerer dem der, så ser jeg det som en indikator på, at befolkningen generelt anerkender vigtigheden af de her professioner. For 15 år siden ville it-konsulenter eller programmører slet ikke have været på listen, der var de stadig nogle underlige nørder. Nu er de helt oppe at ringe. Det viser, at vores ide om prestige nok har ændret sig,« vurderer Kristina Vaarst Andersen og tilføjer:

»Jeg har set systemudviklere går rundt med T-shirts med »Code is poetry« (»programmering er poesi« red.). De føler sig som kunstnere i et virtuelt univers, og det placerer dem anderledes højt i hierarkiet end dengang, de bare blev opfattet som teknikere.«

Steen Wackerhausen mener, at både it- og mediefolk bliver løftet af deres image som dynamiske og omstillingsparate. Set i det perspektiv er det helt naturligt, at fotografen ligger over gymnasielæreren, selv om den første kan være selvlært, og den anden har en akademisk uddannelse.

»Hvis du lukker øjnene og tænker på en gymnasielærer i samfundsfag, så står der sandsynligvis en 68’er med skæg og ser ikke særligt moderne ud. Hvis du laver samme øvelse med en fotograf, så ser du en smart yngre fyr, der drøner rundt sammen med de berømte og er helt med på den nyeste trend,« mener Steen Wackerhausen.

Når mediefolk som fotografer, grafikere og journalister trods alt må affinde sig med en mellemplacering under »specialisterne« i hierarkiet, hænger det sammen med, at synlighed eller berømmelse er en flygtig værdi, mens den intelligens, vi forbinder med for eksempel hospitalslæger, er noget livsvarigt, mener Steen Wackerhausen:

»Det at besidde og producere viden og være begavet tæller højt på tværs af alle andre faktorer. Og vi ved godt, at middelmådigt begavede aldrig bliver Einstein, men de kan sagtens komme i fjernsynet.«

Af Tanja Nyrup Madsen, tnm@lo.dk