Nøglen til magten ligger i mandeklubben

Kvoter er nødvendige for at få kvinder til tops i et samfund og en fagbevægelse, hvor mændene sidder på magten og ikke frivilligt giver den fra sig. Når de unge kvinder giver mændene baghjul i uddannelsessystemet, er der også rigeligt med højt kvalificerede kvinder til at sikre, at andelen af kvinder i befolkningen afspejles i toppen af samfundet. Det mener Gloria Mills, frontfigur i en »ligestillingsrevolution« i britisk fagbevægelse.

FORANDRING Intentioner kan være nok så gode, men det er handlinger, der forandrer noget. Sådan ser verden ud i Gloria Mills øjne, og derfor vil hun »ikke vente 200 år« på, at kvinder får deres retfærdige andel af nøgleposterne i britisk politik eller fagbevægelse.

Gloria Mills er hovedpersonen i den politik, der har revolutioneret det største britiske fagforbund UNISON og indført det middel, der selv for nogle kvindelige ligestillingsforkæmpere kan være for skrap kost: Kønskvotering. Mindst to ud af tre af de ledende poster i UNISON skal besættes af kvinder.

Gloria Mills giver ikke en snus for de traditionelle argumenter imod kønskvotering som »kvinder er ikke interesseret i at komme til tops på grund af deres køn«, og »man skal altid vælge den bedst kvalificerede, uanset om det er en mand eller en kvinde«. Den ellers meget imødekommende og lattermilde ligestillingsdirektør i UNISON bliver ophidset, når argumenterne fremføres:

»Når mændene får topposterne, taler man aldrig om, at man skal vælge den bedst kvalificerede. Det kan gøre mig sur. Jeg har set masser af middelmådige mænd i høje positioner, som in-gen nogensinde har sat spørgsmålstegn ved. Vi har i realiteten altid haft kvoter for mænd, fordi de sidder på magten i forvejen. Mænd bruger deres netværk og alle mulige tricks for at fastholde deres magtpositioner. Det handler om at have nøglen til mandeklubben,« siger Gloria Mills, der indtil forrige uge også var præsident og dermed øverste leder for TUC, britisk LO.

Hun fremhæver, at der er rigeligt med højtkvalificerede kvinder til lederposterne. I dag er der eksempelvis flere kvinder end mænd på langt de fleste videregående uddannelser, og pigerne får generelt bedre karakterer end drengene i det britiske uddannelsessystem.

UNISON er Storbritanniens største fagforbund med mere end 1,3 millioner medlemmer, hvoraf lidt over 70 procent er kvinder. De arbejder med offentlig service, ansat i det offentlige eller hos en privat virksomhed, der udfører opgaver for det offentlige.

Forbundet blev stiftet i 1993 som en fusion mellem tre fagforbund, og allerede fra begyndelsen tænkte Gloria Mills og hendes kolleger princippet om »fair repræsentation« ind i det nye forbund. Det betyder i praksis, at mindst to ud af tre medlemmer af bestyrelser, udvalg og formandskab i forbundet skal være kvinder for at afspejle medlemssammensætningen. Samtidig tilstræber man, at to tredjedele af de ansatte i forbundet også er kvinder.

»Før fusionen havde vi tre kvindedominerede forbund, som alle havde en klar overvægt af mænd i ledelsen. Da vi etablerede det nye forbund og indførte kvotering, var vores ræsonnement, at de mange kvindelige medlemmer ikke ville blive ved med at være med i en organisation, der ikke havde kvindesager højt på dagsordenen. Med al respekt for mændene prioriterer de ikke emner som børnepasning, ligeløn og familiepolitik lige så højt som kvinder,« siger Gloria Mills, der i torsdags var i Danmark for at tale til LO’s ligestillingskonference.

Det var arbejdsgiverne og de mandlige kollegers manglende respekt for kvindernes problemer med at passe både familien og arbejdet, der fik Gloria Mills til at blive fagligt aktiv efter blot to måneder som ansat på et forlag i 1978.

Hendes kvindelige kolleger med børn var ofte dybt ulykkelige, fordi de havde fået skideballe af arbejdsgiveren, når de var blevet forsinkede eller ikke kunne komme på arbejde på grund af syge børn. Og da Gloria Mills på sit første faglige møde spurgte den mandlige tillidsrepræsentant, hvorfor fagforeningen ikke forsvarede de kvinder, var svaret blot: »Kvinderne må beslutte, om de vil arbejde eller passe deres børn«.

Det fik Glorias velsmurte tunge på gled, og ved mødets slutning var hun blevet tillidsrepræsentant, og 8 af de 10 medlemmer i bestyrelsen var kvinder. I dag har kvinderne for alvor gjort deres indtog i britisk fagbevægelse, og Gloria Mills kan smykke sig med den britiske orden »Commander of the British Empire« for sin årelange kamp for kønsmæssig og etnisk ligestilling.

Ifølge Gloria Mills har kønskvoteringen i UNISON ikke blot betydet, at forbundets struktur er blevet ændret. Også kulturen i forbundet og den politiske dagsorden har rykket sig markant:

»Der er sket fænomenalt meget siden beslutningen. Tidligere talte vi bare om ligestilling, men nu gør vi noget ved det. Førhen var der in-gen kvinder ved forhandlingsbordet, når vi forhandlede overenskomster, og det betød, at fokus var meget ensidigt på løn og pension. I dag er vores ledende overenskomstforhandlere alle kvinder, og de har forhandlet nogle af de bedste overenskomster i hele landet. Kvinders stil er måske anderledes og mindre højtråbende end mænds, men den er ikke mindre effektiv.«

Hun peger også på, at vilkårene for børnepasning i Storbritannien er blevet kraftigt forbedret, i høj grad på grund af pres fra UNISON. Og hun giver også fagbevægelsen en stor del af æren for, at premierminister Tony Blair for et par år siden nedsatte en kommission til at arbejde for ligestilling mellem kønnene på arbejdsmarkedet.

Men der er stadig en hård kamp at kæmpe for ligestilling mellem kvinder og mænd i det britiske samfund og arbejdsmarked. Selv om loven om ligeløn har eksisteret i 30 år, og kvinder nu udgør 46 procent af arbejdsstyrken, er der stadig langt til ligeløn. En kvinde tjener i gennemsnit hele 17 procent mindre end en mand i samme branche og med samme funktion.

Da Labour-regeringen gennemførte loven om minimumsløn i 1999, reducerede det lønforskellen mellem mænd og kvinder med 2,5 procent, fordi flere kvinder end mænd havde gavn af loven. Men siden da er løngabet ikke blevet mindre.

»Uligelønnen er en af de væsentligste problemstillinger for fagbevægelsen. Uligelønnen betyder også ulige pension, fordi størrelsen af pensionen er afhængig af lønnens størrelse. Det er en stor uretfærdighed, og vi skal simpelthen ikke finde os i det. Mange kvinder i dag tilbringer både deres arbejdsliv og deres alderdom i fattigdom.«

Set med danske briller kan ordet fattigdom synes meget stærkt at bruge om lønmodtagere, men i Storbritannien er det langt fra nogen overdrivelse. Mindstelønnen for personer over 22 år stiger 1. oktober til 5,35 pund i timen, hvilket svarer til blot 59,50 danske kroner. Det skal ses i sammenhæng med, at myndighederne i London anslår, man skal tjene mindst 78,50 kroner i timen for at kunne opretholde en anstændig levestandard i hovedstaden.

Samtidig får de kvindelige medlemmer i UNISON i gennemsnit kun 31 pund om ugen, når de bliver pensioneret. Det svarer til 345 danske kroner.

Et andet stort ligestillingsproblem er, at arbejdsgivere diskriminerer gravide eller nybagte forældre. Der er over 30.000 af den slags sager hvert år, og hvert år fyres flere end 1.000 kvinder, fordi de bliver gravide eller vil have længere barselsorlov, end arbejdsgiveren bryder sig om.

Både i forhold til ligeløn og diskrimination på grund af barsel arbejder fagbevægelsen på to fronter. Dels sætter Gloria Mills og kompagni alle kræfter ind på at køre sager mod de arbejdsgivere, der ikke overholder overenskomster eller lovgivningen. Men derudover skal der en kulturændring til på arbejdspladserne:

»Lovgivningen er sådan set god nok, men vi har desværre ikke fået ændret kulturen tilstrækkeligt. Og det er nødvendigt for virkelig at gøre en forskel. Vi vil skabe et arbejdsmarked, hvor kvinder er fuldt respekteret på arbejdspladsen, og hvor forældre har mulighed for at tage sig af deres familie.«

I dag har forældre eksempelvis kun ret til at bede arbejdsgiveren om fri til at passe et sygt barn, mens fagbevægelsen kæmper for, at det skal være en ret for far eller mor at blive hjemme hos lille Victoria eller Wayne.

Der er dog sket fremskridt i de 28 år, Gloria Mills har været aktiv i fagbevægelsen:

»For 20 år siden var det langt mere acceptabelt at være forsinket på grund af problemer med bilen end på grund af et sygt barn derhjemme. Sådan er det ikke længere.«

Af Søren Kudahl, sku@lo.dk