PÅ EGET ANSVAR Pædagoger og socialrådgivere, der bukker under for manglende ressourcer og lægger sig på stribe. Industriarbejdere, der knokler med tungen ud af halsen, så længe kræfterne rækker, for at holde deres arbejdspladser i landet. Højtuddannede, der ikke kan finde grænsen mellem arbejde og fritid – ja, er i tvivl om, hvorvidt de overhovedet har fri.

Og så på resultatsiden pensionsselskaber, der fortæller, at stressbetingede psykiske lidelser nu har overhalet hjerte-karlidelser og lidelser i bevægeapparatet som årsag til førtidspension og erstatning for tabt erhvervsevne. Jo, man behøver ikke være blødsøden pladderhumanist for at mene, at det moderne arbejdsliv udfordrer danskerne mere, end godt er.

Men vi kan godt droppe selvmedlidenheden og træde ud af offerrollen. 80 procent af den stress, vi udsætter os for, og som sender mange af os til tælling, er nemlig skabt af os selv. Vi er simpelthen for begrænsede i vores tankegang. Vi har afgivet kontrollen over vores liv og lader os trække rundt i arbejdslivets manege i stedet for selv at styre begivenhederne.

Det mener i hvert fald den engelsk-danske psykolog og ph.d. John Evan-Jones, der i 20 år har hjulpet klienter med at få bugt med deres stress. Han har netop udgivet bogen »Sandheden om stress – vær din egen stress-coach« med gør-det-selv-vejledning i, hvordan man slipper fri af stressens åg.

Fejlen er, siger han, at vi er programmeret til en stenalderverden, hvor stressreaktioner var nyttige, hvis man mødte en sabeltiger på sin vej. Så kunne hormonerne adrenalin og kortison styrke kroppen til at gøre de eneste to ting, der duede: Kæmpe eller flygte.

I dag er det bekymringer, der aktiverer vores stressreaktioner, og de er i modsætning til fortidens forbigående farer konstante og skaber vedvarende ændringer i kroppen. Derfor har vi fået en sygdomsstatistik, hvor stress ifølge de seneste undersøgelser er med til at forklare 70 procent af alle lidelser. Og derfor er det nødvendigt at »reinstallere« vores tankegang med positiv tænkning og gøre os fri af bekymringer, mener John Evan-Jones:

»Se på forbruget af lykkepiller i Danmark. Det er enormt. Men depression er ikke noget, man får. Man kan få influenza, AIDS og lungebetændelse, men ikke depression. Det er noget, man giver sig selv.«

- Siger du, at man kunne have undgået alle førtidspensioneringerne på grund af psykiske lidelser, hvis bare folk tænkte rigtigt?

»Selvfølgelig. Fuldstændig. De har bekymret sig til døde i årevis. De fleste diskuterer jo ikke deres bekymringer med andre, men holder dem indenbords. Og hvis de endelig diskuterer dem, er det med nogle, der deler og bekræfter deres bekymringer.«

- Men bekymringer kan vel være reelle nok. Kan for eksempel en socialrådgiver, der på grund af nedskæringer og stramninger i lovgivningen ikke kan levere en ydelse, vedkommende fagligt kan stå inde for, bruge din bog til noget?

»Ja, for det handler om, hvordan man håndterer den situation. Politikere gør jo, hvad de tror, de kan slippe af sted med, og socialrådgivere er kun gidsler i det spil. Det varer indtil kunderne – den brede befolkning – bliver utilfredse og siger, at de ikke får nogen service, og at de bliver behandlet som idioter og kriminelle. Lærere og sygeplejersker er der heller aldrig nogen, der har gjort noget for, selv om de altid er blevet dårligt behandlet og aldrig har fået de penge, de har fortjent.«

- Hvordan håndterer man så situationen, hvis problemet er et såkaldt grænseløst arbejde uden faste arbejdstider og fornemmelse for, hvordan arbejdet er gjort – og gjort godt nok?

»Problemet er så stort, som man gør det til. Problematikken omhandler jo også alle, der driver selvstændig virksomhed. Personligt kan jeg i princippet miste alle mine kunder i morgen. Som ansat må man bare sige, at det ikke er noget problem, så længe jeg leverer mere, end jeg bliver betalt for.«

- Det kan man til gengæld ikke sige som industriansat, der er udfordret af globaliseringen og frygter for at miste sit job. Forstår du ikke deres usikkerhed?

»Globaliseringen har vi altid levet med. Den del af den, der handler om outsourcing af arbejdspladser til lavtlønslande, er jeg til gengæld ikke sikker på, at vi er tilstrækkeligt forberedt på at håndtere. Jo, jeg forstår usikkerheden og mere end det. Det er jo regulær frygt. Men pointen er, at hvis man indser, at man er rædselsslagen, så må man smide det på bordet og spørge sig selv, hvad man kan gøre for at reducere frygten. Hvad er ens alternativer og strategier, hvis det værst tænkelige sker?«

Netop frygten for at miste arbejdet er den altoverskyggende bekymring og stressfaktor i danskernes liv, siger John Evan-Jones’ erfaring. Det vil sige: Det er faktisk ikke vores arbejde, vi er bange for at miste, men vores indtægt.

Heri ligger der faktisk en meget væsentlig forskel. For John Evan-Jones er både chokeret og forundret, når han oplever folk frygte for at miste et job og en chef, de inderligt hader, bare fordi de vil opretholde en materiel standard med fladskærm og ferier.

Han har behandlet umådeholdent alkoholforbrug hos utallige klienter, der ikke var i nærheden af at være alkoholikere i klinisk forstand. Alkoholen har for dem bare været en dæmper på en ellers uhæmmet frygt for, hvordan de skulle klare fremtiden.

Mange har lammet sig selv mellem to valgmuligheder, hvoraf ingen af dem er gode, og det sparker gevaldigt til kemikalierne i kroppen og risikoen for at udvikle en alvorlig stresstilstand: »Skal jeg blive? – Nej, jeg hader lortet! Skal jeg gå? – Nej, det er for farligt!«

»Nogle gange er det bedre at tage en hvilken som helst beslutning frem for ingen beslutning. Du kan jo altid foretage en u-vending, selv om du måske ikke ender nøjagtig samme sted, som du forlod. Men det er, når vi ikke tager beslutninger, at vi mister kontrollen over vores liv, og det begynder at gå galt.«

John Evan-Jones vil med sin bog fremme vores selvtillid og evne til at se alternativer til de forhold, der tynger os ned i evig bekymring og stress. Det er usundt at have pengeproblemer på hjernen. Det begrænser vores tankegang. I stedet skal vi tro på det bedste i alternativerne, mener han.

»Sidder man på et kontor med et arbejde, der driver én til vanvid, og har man oven i købet en psykopatisk chef, så udråber man jo sig selv som hjælpeløs og uden kontrol. Erfaringerne med folk, der enten selv springer ud på det dybe vand eller bliver arbejdsløse, er jo også, at det går dem godt efter et stykke tid.«

De mindre dristige kan prøve at ændre deres arbejdsforhold inden for eksisterende rammer. Fortæl chefen, at du er overbebyrdet, eller at der er noget, du er utilfreds med, lyder John Evan-Jones råd. For det er slet ikke sikkert, chefen er klar over det.

»Men lad være med bare at sige, at du er utilfreds eller ulykkelig, for så vil svaret være: »Velkommen i klubben«. Peg på de konkrete problemer og hav to løsningsmuligheder med og spørg ham, hvad du skal gøre.«

John Evan-Jones har selv demonstreret den evne til at sadle om, han efterlyser. Han har en fortid som rockmusiker og pladeproducer, men vendte tilbage til et afbrudt psykologistudium, da han blev familiefar, og hans livssituation kaldte på en mere stabil tilværelse.

Netop hans kendskab til det kunstneriske miljø bruger han til at illustrere, at stress i virkeligheden mere handler om utilfredshed end om arbejdsmængde:

»Kunstnere har intet sikkerhedsnet og ingen pensionsopsparing. Når de ikke arbejder, får de ikke noget at spise. Det er et slæb uden lige, når de er på turné. Men de gør dét, de er vilde med at gøre. Derfor kan de måske godt være slidte og frustrerede, men ikke stressede.«

- Folk med ingen eller ringe uddannelse ser vel ikke i samme omfang som højtuddannede sig selv som ressourcepersoner med masser af alternativer inden for rækkevidde. Forstår du, hvis det gør dem ydmyge og til potentielle stressofre?

»Ja, og det gælder i særlig grad folk, der er kommet lidt op i årene. Aldersdiskrimination er faktisk endnu værre end både køns- og racediskrimination på arbejdsmarkedet. Derfor har fagbevægelsen, som jeg ser det, en kæmpe opgave i at sørge for livslang læring til sine medlemmer, så alle på arbejdsmarkedet til stadighed får opdateret deres kompetencer. Kvalifikationer giver selvtillid, og den har man brug for til at stå frem og sige: »Jeg finder mig ikke i det mere«. Til at overtage styringen i ens eget liv.«

- Hvad er de 20 procent af vores stress, som vi ikke selv styrer, og hvordan ved du, at det er netop 20 procent?

»Det er for eksempel mellemøstkonflikten og valutakurserne – ting, du ikke har en jordisk chance for at påvirke, men som påvirker dig. Det kan være 18 eller 22 procent – hæng mig ikke op på det. Det ændrer ikke min hovedpointe: At vi selv er herre over langt størstedelen af de påvirkninger, vi udsætter os selv for.«