Statsministerens akilleshæl

Vælgerne tror ikke på, at statsministeren kan forbedre de fattigste danskeres vilkår. Det kan blive oppositionens store chance, hvis den vel at mærke forstår at udnytte den.

DE SVAGESTE Mig – en hulemand? En superliberalist? Sludder. Jeg bakker da fuldt og helt op om velfærdsmodellen og har for længst lagt bogen »Fra Socialstat til Minimalstat« bag mig. Ingen skjult liberalistisk dagsorden her. Tro mig!

Nogenlunde sådan har Anders Fogh Rasmussen appelleret til vælgerne i de senere år i sit forsøg på at fremstå som leder af landets nye socialt ansvarlige folkeparti, der favner alle grupper i samfundet – inklusive de allersvageste. Men tilsyneladende uden held. For i en undersøgelse, som Ugebrevet A4 offentliggør i dag, fremgår det, at vælgerne ikke tror på oprigtigheden i statsministerens sociale sindelag. Kun tre ud af ti vælgere tror på Foghs forsikringer om, at han har lagt minimalstatsbogen bag sig. Halvdelen mener, at Fogh har en skjult dagsorden om at gøre op med den danske velfærdsmodel. Men endnu værre set fra Statsministeriet er det, at et flertal giver udtryk for, at regeringen er i fuld gang med at overse de fattigste danskere – og at Socialdemokraterne vil være langt bedre til at tage sig af de fattigste end regeringen.

Av for den, hr. statsminister! Ikke just budskaber fra vælgerne, der styrker troværdigheden, vel? Og slet ikke budskaber, der understøtter Venstres ambitioner om at fravriste Socialdemokraterne monopolet på at være landets socialt ansvarlige folkeparti i vælgernes øjne.

Fogh vil så gerne, når det gælder den sociale profil – men kan ikke. Ærgerligt for ham. Og endnu mere ærgerligt for ham, at vælgernes mistillid kommer på et tidspunkt, hvor ulighed fylder stadig mere i debatten – se bare virakken oven på socialministerens udmeldinger om ulighed og kritikken af den manglende sociale profil i statsministerens nytårstale.

Det er med god grund, at uligheden fylder mere – den bliver nemlig sværere og sværere at skjule. For mens middelklassen går til forbrugsfest og højst bekymrer sig om omlægningen af F5-lånet og jagten på et sommerhus, er det mildest talt andre problemer, der tynger, hvis man dykker ned i Danmarks sociale undergrund. Her bor folk i ghettoer, går i skævvredne skoler og bliver til sagsmapper hos socialforvaltningen, før de fylder 25 år. Kløfterne, hvad an-går livschancer, vokser – ligesom de økonomiske kløfter. Som lederskribenten på de hjemløses blad »Hus Forbi« konstaterer om de 400 milliarder kroner, som landets boligejere har forøget deres formue med i 2005: »Det er faktisk så mange penge, at landets 20.000 hjemløse kunne få 20 millioner kroner hver.«

At Danmark er ved at brække over i to – det store flertal, der aldrig har haft det bedre, mens bagtroppen lades i stikken – er så forstemmende, at selv de mest forhærdede med tiden må erkende, at det ikke holder. Og det er just Anders Fogh Rasmussens akilleshæl – og oppositionens store chance. For hvis det lykkes oppositionen at gøre uligheden og de fattige til et tema, vil man kunne udstille regeringens forsømmelser, spille på egne kvaliteter og appellere til mange vælgere.

Dér er vi langt fra endnu. Af to årsager: Dels har statsministeren med sin snedige kontraktpolitik – hvor han lover vælgerne at holde fingrene fra velfærdsmodellen frem til næste valg – hidtil haft held med at berolige vælgerne. Og dels har oppositionen endnu ikke for alvor set og udnyttet det potentiale, der er i ulighedstemaet. Men det kan der jo gøres noget ved. Ikke?

Af Per Michael Jespersen, redaktør, pjs@lo.dk