Fagbevægelsen mister fodfæste blandt unge – hvad nu?

De kollektive værdier er på retur blandt medlemmerne af LO-forbundene, og især de unge LO-medlemmer stemmer borgerligt og er mindre interesseret i at hjælpe de svageste og mere kritiske over for fagbevægelsen. I det seneste nummer af Ugebrevet A4 skrev vi om en omfattende undersøgelse fra Aalborg Universitet. Den viser, at specielt LO-medlemmer under 40 år har svært ved at se nødvendigheden af at være medlem af en fagforening. Der er altså et voksende gab mellem unge og fagbevægelsen anno 2006. Men hvem skal bevæge sig? Skal fagbevægelsen bevæge sig i retning af den unge Venstre-blikkenslager? Eller skal den unge trækkes i retning af fagbevægelsens værdier – og hvordan gør man det? Fem personer med berøring med de unge eller LO-fagbevægelsen giver her deres bud på, hvad fagbevægelsen skal stille op.

Fra første maj til mig først

- Birthe Linddal Hansen, forsker på Instituttet for Fremtidsforskning

»Fagbevægelsen er nødt til at se i øjnene, at der er sket et stort skred mellem generationerne. Især fra 1970’erne og frem, hvor fællesskabskulturen langsomt har ændret sig til at være en individorienteret kultur. Der var engang, det hed første maj, nu hedder det mig først. Det er ikke, fordi individualisterne ikke kan være solidariske, men fordi vi simpelthen handler individuelt og ikke i flok.

I dag beslutter de unge, om de vil vise deres godhed ved at bære armbånd, der støtter et bestemt humanitært ærinde, eller om de vil besøge mormor hver søndag. Men de gider ikke bære indkøbsposerne op for den fremmede dame, for det giver dem ikke individuel tak. Det er vigtigt, at fagbevægelsen har fællesskabsorienterede værdier, men samtidig indser, at den unge smed er vokset op i en folkeskole, hvor man i lange perioder er blevet til grin, hvis man har taget hensyn til andre.

Hvis fagforeningerne vil have gennemslagskraft, må de indse, at moderne mennesker vil have indi-viduel løn efter fortjeneste og kompetencer. Solidariteten er jo tabt for de yngre generationer, og det bliver værre endnu, fordi nutidens dyrkelse og forgudelse af børn og unge skaber superindividualister, der vil blive fremmedgjort over for et fagligt system, hvor individet ikke er i fokus, men kollektivet bestemmer over dig. Fagbevægelsen skal stadig levere nogle rammer for friheden, men princippet om »solidaritet for enhver pris« må man opgive.«

Livsfarligt ikke at bevæge sig

- Jane Korczak, næstformand i Fagligt Fælles Forbund

»Det er livsfarligt at have en bevægelse, der ikke bevæger sig, så selvfølgelig skal vi forholde os til samfundsudviklingen og se, hvordan vi inden for fællesskabet og i solidaritetens hellige navn kan bevæge os. Men livsnerven for fagbevægelsen er solidaritet og fællesskab, og vi skal også i fremtiden være garant for det og ikke give slip på de grundlæggende ting.

Vi siger ikke nej til medlemmer, fordi de tænker anderledes. Det ville da også være umådelig dumt. Vi skal rumme både de unge og ældre og medlemmer med vidt forskellige holdninger. Uden at fravige grundværdierne skal i højere grad indtænke individualitet. Over for de unge er det benhårdt arbejde, men ifølge 3F’s ungdomskonsulenter går det fint med at organisere de unge, selv om de stemmer borgerligt. Fagbevægelsen er stort set til eksamen hver dag, og vi udsættes for konkurrence i forhold til vores tilstedeværelse. I den forstand er vi i krise ligesom alle andre organisationer, der ustandseligt udfordres og skal tilpasses et hastigt foranderligt samfund.«

Farligt at bevæge sig i liberal retning

- Lars Goldschmidt, administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører. Tidligere direktør for Arbejdsmarkedsstyrelsen

»Det grundlæggende koncept for fagbevægelsen skal fortsat være solidaritet, og det er absolut ikke fagbevægelsens opgave at flytte sig i en mere borgerlig-liberal retning, for så vil fagbevægelsen miste identitet. Formentlig vil der i fremtiden være et mindre rekrutteringsgrundlag for den klassiske fagbevægelse, men det skal ikke få fagbevægelsen til at gradbøje sine værdier. Slet ikke i en tid, hvor det ikke er blevet lettere at klare sig.

Fagbevægelsens værdisæt er det rigtige. Det er image og markedsføring, der skal pudses af, og så skal fagbevægelsen droppe al den overdrevne fjendtlige retorik over for arbejdsgiverne. For den fjendtlige arbejdsgiver eksi-sterer ikke mere i Danmark, men kun i udlandet, og fagbevægelsen skal give svarene på, hvad solidaritet er i en globaliseret verden. Og fagbevægelsen skal heller ikke overfortolke den Venstre-liberale retorik, som unge i dag bruger, for fagbevægelsen har stadig værdisæt til fælles med det store flertal af unge.

Fagbevægelsen skal arbejde med sin service. Organisationen skal trimmes og yde en effektiv og professionel service til medlemmerne. Det er der respekt om, mens dårlig service giver et dårligt image. Derudover er det ekstremt vigtigt, at medlemskab af en fagforening er frivilligt. Tvang skaber en forfærdelig dårlig aura blandt unge, og når nu værdierne er nogenlunde ens, er det grundløst at støde unge fra sig med tvangsmedlemskaber.«

Lovpris individualismen – men drop liberalismen

- Jens Christian Nielsen, forskningsleder på Center for Ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitet

»Unge mennesker bryder sig ikke om ensretning og uniformeret fælles fodslag. Men det er ikke ensbetydende med, at de er liberalister. De er individualister, og derfor er fagbevægelsens opgave at koble det individuelle hensyn sammen med oprindelige værdier som solidaritet.

De unge har luret udviklingen på arbejdsmarkedet, hvor uddannelser og kompetencer tæller højere end anciennitet. Derfor skal LO-forbundene ud at lave aktiviteter og præsentere sig med nye visioner og fortælle de unge, at fagbevægelsen er en vej til et bedre arbejdsliv og mere uddannelse.

De seneste år har der været en tendens til, at fagbevægelsen indretter sig som en ren økonomisk virksomhed, hvor man taler om billigere kontingent og forsikringstilbud. Det er et skråplan. I bund og grund skal fagbevægelsen være en faglig og politisk idé-bevægelse og ikke en forretning. Fagbevægelsen skal varetage medlemmernes interesser på arbejdspladsen, og det er politik, fordi det handler om uddannelse, pension, overenskomster og arbejdsmiljø.

Det vil være helt misforstået, hvis fagbevægelsen bevæger sig i en liberalistisk retning for at tækkes yngre medlemmer. I stedet skal man udvikle en vision, der kan forene det kollektive og det individuelle. Mange yngre LO-medlemmer mener, at velfærdssamfundet og fællesskabet skal bevares, men det skal også kunne rumme individerne.«

Bolden ligger hos fagbevægelsen

- Anne Mette Zachariassen, rektor på uddannelsescentret Teko Center Danmark i Herning

»Fagbevægelsen skal bevæge sig i retning af de unge. Det er forbundene, der har bolden og ikke de unge, for udfordringen er størst for fagbevægelsen. Nutidens unge er vokset op med mange valg, de vælger til og fra hele tiden, og ingen unge træffer i dag valg per tradition eller automatik. Hvis fagbevægelsen skal holde fast, skal den arbejde seriøst med at lære de unges sprog, hverdag og prioriteringer at kende. Mange mener, at zapperkulturen blandt de unge er negativ, men i virkeligheden ligger der en styrke og et mod i at turde vælge anderledes og efter ens egne personlige ønsker og holdninger.

Fagbevægelsen fylder ikke meget hos de unge, men når fagforeningerne kommer på vores skole, er der lydhørhed, og mange unge forstår godt, hvilken betydning fagbevægelsen har, mens andre unge siger: »Nej tak, jeg klarer mig selv«. Det handler om at være synlig over for de unge, og så vil nogle unge vælge til og andre fra.«

Af Gitte Redder, gre@lo.dk