Bland os indenfor

Danmark kan få alvorlige problemer, hvis vi bliver ved med at acceptere opsplitningen af samfundet i »dem« og »os«. Indvandrere og danskere skal tvinges til at blande sig både i skoler og boligområder, mener Mohammed Samhi, tidligere kriminel, der har sadlet om og nu som socialarbejder og boksetræner banker fornuft og disciplin ind i unge indvandrerdrenge, der er kommet på kant med det danske samfunds normer.

SAMVÆR Det eneste, Mohammed Samhi ikke har gjort sig skyldig i, er groft sagt mord, voldtægt og narkohandel. Med en kriminel løbebane og et par fængselsdomme på samvittigheden er Mo, som han kaldes, en af de unge indvandrere, der tilsammen vejer tungt i kriminalstatistikken. Og dermed en af dem, der er med til at få bølgerne til at gå højt i indvandrerdebatten.

Kriminaliteten er fortid nu. Men selv om det er en fortid, han langt fra er stolt af, prøver han ikke at lægge skjul på den. Han bruger i dag sine erfaringer konstruktivt i et arbejde for at få socialt udsatte danske og etniske unge til at holde sig på den rigtige side af loven. Dels som socialarbejder i projektet Sjakket i det københavnske nordvest-kvarter. Dels i sin egen thaibokseklub, hvor han banker disciplin og fornuft ind i de vanskelige og kriminelle unge.

Hans arbejde ligner dermed til forveksling den rolle, han spiller i Annette K. Olesens film 1:1, som får premiere senere på måneden. Den udspiller sig i den indvandrerdominerede bydel Avedøre på den københavnske vestegn og handler om det vanskelige møde mellem indvandrere og danskere.

Hvis mødet skal blive vellykket, kræver det, at vi standser den ødelæggende opsplitning af samfundet i »os« og »dem«. At vi begynder at tale sammen og betragte andengenerationsindvandrerne som det deres opvækst har gjort dem til: Danskere.

»Se på den ballade der har været i England, Holland og Frankrig. Lande, som har haft indvandrere i flere generationer end Danmark. Hvis man ikke siger »Hey, hvad har de begået af fejl, og det skal vi ikke gøre, så kan der godt ske det samme her som det, der skete i Frankrig i efteråret. Men jeg håber det ikke,« siger Mo.

Han henviser til de uroligheder med blandt andet omfattende afbrændinger af biler, som unge indvandrere stod bag i Frankrig for få måneder siden.

Mo bor på Nørrebro i København, som har en meget høj koncentration af indvandrere. De bor side om side med velstillede danskere, men sjældent i samme ejendom og som oftest uden kontakt med andre end folk af deres egen slags.

Opsplitningen af indvandrere i almennyttige boliger og danskere i dyre ejerlejligheder afspejler sig også i elevsammensætningen i bydelens skoler, hvor enten den ene eller den anden gruppe børn er altdominerende, og mindretallet går i evig fare for at blive chikaneret.

»Det er dumt, rigtig dumt. Men det er jo samfundets skyld, fordi det har tilladt, at indvandrere samler sig i ghettoer. Vi bliver nødt til at leve og tale sammen hvis det her skal lykkes. Jeg er ligeglad med, om indvandrere selv opsøger ghettoer. Sig til dem, at de kan få en lejlighed på Østerbro og ellers ikke nogen. Så kan de tage bussen til Nørrebro for at handle.«

Mjølnerparken – stort, almennyttigt boligkvarter på Nørrebro – er for Mo at se mønstereksemplet på, hvordan man skaber problemer for integrationen.

»Man er utilfreds med, at folk derude ikke kan snakke dansk. Men hvad fanden skal man bruge dansk sprog til, hvor 98 procent snakker arabisk. Og børnene snakker heller ikke dansk, selv om de er født her! Nej, selvfølgelig kan de da ikke det, når deres forældre ikke kan.«

Selv bor Mo i et moderne udlejningsbyggeri, som han gerne vil væk fra, fordi der efter hans mening flytter for mange indvandrere ind.

»Mine børn skal vokse op sammen med forskellige typer mennesker. Jeg har selv danske venner som besøger mig hjemme selv om jeg er muslim, og de er kristne eller har ikke nogen religion. Det er ikke afgørende. Det afgørende er, om jeg respekterer dem og de respekterer mig.«

Det var ellers ikke respekt for ret meget, der prægede Mo i hans yngre år. Han fortæller gerne sin livshistorie og lægger ikke skjul på, at han var en rod som ung.

Men det er samtidig en historie om et indvandrermiljø, hvor dårlige rollemodeller står i kø, og almindelige drengestreger kan udvikle sig til noget alvorligere, fordi udstødning fra det omgivende samfund opleves som et livsvilkår. Og fordi ethvert forsøg på at blive integreret i samfundet på et eller andet tidspunkt ender i en påmindelse om, at man er anderledes og i bund og grund uønsket.

Han kom til Danmark fra Marokko for 20 år siden som 16-årig sammen med sin mor og seks søskende. Faderen var kommet herop som gæstearbejder allerede i 70’erne.

Da han kom til at bo i kvarteret omkring den belastede Blågårds Plads på Nørrebro og kom i dårligt selskab, var han snart i gang med en livsform, der lå langt fra, hvad hans opdragelse og religion ellers tillod ham. Han gik i byen, drak, stjal og gik heller ikke af vejen for at begå vold.

Men Mo fik sin niende klasses eksamen og takket være en tålmodig socialrådgiver, Henrik, som nærmest mandsopdækkede ham, fik han altid et nyt arbejde, efterhånden som han skred fra det foregående. Oftest fordi, han følte sig krænket.

»Der var arbejdskolleger, der var småracistiske. Arbejdspladser, hvor man talte om »de skide udlændinge«. Og selv om man altid fik at vide, at »du er god nok«, så er det ikke noget, man gider høre på, når man er en sej gut.«

En bestemt oplevelse af den slags står stadig klart i hans erindring. Han var kommet ud i en virksomhed i praktik med chance for en læreplads, da en ældre kollega, der arbejdede med oprydning og rengøring, tilbyder ham en fyraftensbajer.

»Jeg er 19 år, og mens vi sidder og hygger os, begynder han at spørge om vi ikke snart skal tage hjem og siger, at der ikke er plads til os. Han skuffer mig helt vildt. Jeg kunne skidegodt lide ham, og pludselig fortæller han om alt sit had.«

På skibsværftet B&W lykkedes det Mo at blive i tre år og fire måneder. Han manglede kun to måneder og en svendeprøve i at være udlært skibsbygger, da han blev smidt ud for at være udeblevet mandag og tirsdag. Han havde mødt en pige, som han havde isoleret sig med et par dage. Ud røg Mo, og dermed tog hans kriminelle løbebane fart:

»Biltyverier, indbrud, små røverier og vold. Men jeg tog aldrig munden for fuld. Før jeg lavede noget, regnede jeg den dyrest mulige pris ud og gjorde op med mig selv, om det var noget jeg ville betale. Jeg var hele tiden bevidst om, at der kom en tid, hvor jeg ville have familie og skulle køre en god stil igen. Så nyttede det for eksempel ikke at stå med en narkogæld til rockere på en million kroner.«

Den første pris han betalte, var et fængselsophold på et år og tre måneder. Men det var under hans sidste ophold i fængslet på to måneder, at han gjorde op med sig selv, at nu var det slut. Han var træt af et liv hvor han aldrig kunne sove, fordi han troede, at ethvert skridt på trapperne var politiet. Han ville finde noget andet at bygge sin status på – en virkelig og holdbar status.

Ude af fængslet fik han kontakt med Sjakket, og snart begyndte han selv at arbejde med vanskelige og kriminelle unge.

Fra det arbejde ved han, at der er forskel på de vanskelige unge med henholdsvis indvandrer- og dansk baggrund.

»Når en dansk knægt er fucked up, så er han virkelig fucked up. Så er det ikke fordi, han har skullet ud og spille smart, men fordi han har problemer derhjemme. Typisk er han blevet forsømt i en misbrugsfamilie eller hos en enlig mor  han kun ser, når hun kommer dinglende hjem med skiftende mænd. Sådan en knægt er svær at arbejde med.«

Derimod er indvandrerdrengene der er kommet på kant med loven, inden for pædagogisk rækkevidde ifølge Mo. De er flabede, lidt voldelige og prægede af at have forældre, der er for lette at løbe om hjørner med, fordi de ikke kan gennemskue samfundet og derfor heller ikke har hånd i hanke med, hvad ungerne render rundt og foretager sig.

»Det er i teenageårene de har problemer. Men hvis man laver noget forebyggende arbejde og giver dem nogle rammer, noget disciplin og selvtillid, kan man godt få nogle gode knægte ud af dem og spore dem ind på uddannelse og arbejde.«

Det er her samfundet og i særdeleshed arbejdsgiverne skal leve op til deres del af ansvaret for en vellykket integration. Desværre svarer Mos erfaringer ikke til arbejdsgivernes aktuelle udmeldinger om, at de modtager indvandrere med åbne arme.

»Tag en tur ud på Teknisk Skole på Nørrebro, hvor der er både danskere og udlændinge. Danskerne får en læreplads. 95 procent af udlændingene får ingen, for der er ingen arbejdsgiver, der vil have dem.«

Han mener at de voksende krav til indvandrerne skal ledsages af krav til arbejdsgiverne om, at hvis de for eksempel har fire lærlinge, så skal en af dem være med anden etnisk baggrund.

Mo har arbejdet i ni år med de vanskelige unge og i den tid oplevet deres problemer vokse. Målgruppen bliver stadig yngre, og deres »drengestreger« er blevet mere alvorlige.

»Storebrødre trækker og danner forbilleder. Derfor ser vi knægte helt ned til 11-12 års alderen, der er kommet ud i alvorlige problemer.«

Ghettodrengene er fanget i en negativ spiral og har brug for andre venner og rollemodeller, mener Mo. Han opfordrer derfor til, at man hurtigst muligt får sat fart på en udveksling af elever mellem de københavnske bydele.

Af Michael Bræmer, mbr@lo.dk