VÆKST Et af Danmarks store bidrag til arbejdsmarkeds- og socialpolitikken i EU er på vej ud i glemslen. Det rummelige arbejdsmarked – et arbejdsmarked for alle – der var et stort punkt under det danske EU-formandskab, er borte fra det oplæg til Lissabon-processen, som EU-kommissionen kom med i sidste uge. Kommissionen lægger i stedet større vægt på den rene vækstpolitik og konkurrencepolitik som de faktorer, der skaber job og velstand og letter vejen til Lissabon-målet om, at EU i år 2010 er den førende region i verden med en høj social samhørighed.

Den sociale samhørighed fik ellers sit eget punkt i konklusionerne fra EU-topmødet i Lissabon i marts 2000, der fløjtede Lissabon-processen i gang. Det hedder her, at antallet af fattige, der lever under fattigdomsgrænsen, er uacceptabelt højt. EU må sætte mål for, hvordan fattigdommen kan bekæmpes.

Den sociale samhørighed skulle være en del af de enkelte medlemslandes politik for beskæftigelse, uddannelse og efteruddannelse, sundhedspolitik samt boligpolitik.

Siden opstillede EU-kommissionen de forskellige politikker i en ligeværdig trekant med punkterne økonomisk politik, jobpolitik og socialpolitik. De tre områder skulle gensidigt støtte hinanden.

På topmødet i Stockholm i marts 2001 udbyggede stats- og regeringslederne igen den sociale samhørighed og kampen mod social udstødelse. Det hedder her, at »aktive arbejdsmarkedspolitikker fremmer social inddragelse, som kombinerer forfølgelsen af de socialpolitiske mål med holdbare offentlige finanser. Medlemsstaterne bør prioritere gennemførelsen af nationale handlingsplaner for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse«.

I foråret 2003 havde EU-kommissionen igen den sociale samhørighed med i sin rapport til forårstopmødet i Grækenland. Den daværende græske EU-kommissær Anna Diamantopoulou lagde gang på gang vægt på, at socialpolitik var en produktiv del af den økonomiske politik og fremhævede trekanten mellem økonomi, job og socialpolitik.

I oplægget fra kommissionen hed det da også dengang, at social udelukkelse er en uretfærdig og undgåelig omkostning for samfundet. Lissabon-processens svar – en social europæisk dagsorden – er at give basisuddannelse til alle samt skaffe job til alle dem, der er i stand til at arbejde, og social beskyttelse for dem, der ikke er i stand til det.

Sidste år omtalte kommissionen igen bekæmpelsen af fattigdommen i sit oplæg til forårstopmødet. Det bemærkes, at 55 millioner mennesker i EU-landene er fattige eller i fare for at ende i fattigdom. I konklusionerne fra forårs-topmødet hedder det, at den sociale samhørighed skal spille en central rolle. Strategier, der har en væsentlig indvirkning på social udstødelse og udryddelse af fattigdom, skal styrkes.

Da de nye lande kom med i EU sidste år, steg antallet af fattige også. En ny rapport fra kommissionens arbejdsmarkeds- og socialafdeling fastslår, at 68 millioner borgere i EU nu lever i fattigdom eller er i fare for at ryge ud i fattigdom.

Situationen er ikke den samme i alle landene. Hver tiende tjekke, dansker og svensker er fattig eller i fare for at blive det, mens hver femte i Irland, Slovakiet og Portugal er i samme situation. Men det betyder ikke, at borgerne har samme levefod. En fattig i Danmark kan godt have en bedre levestandard end en borger i Letland, der ikke betegnes som fattig.

EU-kommissær Vladimir Spidla, der har ansvaret for kommissionens arbejdsmarkeds- og socialafdeling, fremhævede i forrige uge over for en kreds journalister, at fattigdom ikke kun var at sulte eller fryse. Fattigdom var også at være udelukket fra samfundet. Og borgere var udelukket fra samfundet, hvis deres indkomst var under et bestemt niveau af gennemsnittet.

Vladimir Spidla påpegede, at fattigdom især rammer de ledige, de unge, de enlige og de ældre. De unge og ældre er også dem, der er særligt ramt af ledighed. Og netop derfor går EU-projektet især ud på at få skabt arbejdspladser.

Kommissæren fremhævede også, at fattigdommen i USA er højere end i EU. I USA er hele 23 procent fattige eller i fare for at blive det.

Det tal indgår dog ikke i kommissionens ny rapport om Lissabon-processen. EU-kommissionens formand, José Manuel Barroso, sammenlignede ellers USA og EU på en række punkter, da han fremlagde kommissionens rapport om en ny start på Lissabon-processen. Men det var punkter, hvor EU halter bagefter. Det gælder udviklingen i produktiviteten, forskning og udvikling samt antallet af unge, der får en høj uddannelse.

Målet for Barroso er, at næste måneds topmøde slår ind på en vej for vækst og job, der forbedrer EU’s position. Det skal ske gennem en bedre konkurrenceevne og bedre forhold for erhvervslivet generelt. På den måde skabes der gode job, og EU-landene løser de problemer, alle erkender, såsom ledigheden og især ungdomsledighed og problemer med en aldrende befolkning.

Det hedder i oplægget, at Europa skal blive et mere attraktivt sted at investere og arbejde. Viden og fornyelse er grundlæggende for den europæiske vækst, og der skal skabes en politik, der gør det muligt for erhvervslivet at skabe flere og bedre job.

Problemet for Lissabon-processen er, at den høje ledighedskurve ikke knækker. Og problemet er kun blevet større, efter EU blev udvidet med 10 nye lande 1. maj sidste år.

I december var ledigheden i de 15 »gamle« EU-lande på otte procent, mens den i de nye EU-lande er 8,9 procent. Danmark hører til i den gode ende, mens Polen med 18,3 procent ledige ligger i bunden sammen med Slovakiet, hvor ledigheden er 16,9 procent.

I de gamle EU-lande har Belgien, Frankrig og Tyskland sammen med Spanien de største problemer. Tyskland har netop rundet de fem millioner ledige, der anses for at være smertegrænsen, og landets problemer illustrerer også uenigheden om medicinen. Tyskland er gået i gang med strukturreformer, som EU-kommissionen anbefaler. Regeringen ser på konkurrencepolitikken, men den tyske økonomiske vismand Peter Bofinger finder, at den tyske konkurrenceevne faktisk er god. Problemet er i stedet den hjemlige efterspørgsel, mener han. Det er større efterspørgsel, der sætter gang i økonomien og skaber de gode job.

Det er samtidig det øgede antal job, der letter de offentlige budgetter, så der er flere penge til at forbedre de sociale forhold og løse andre problemer. Således noterer det franske dagblad Le Monde, at de franske arbejdsløshedskasser ligger i ruiner. Den øgede ledighed betyder, at kasserne de seneste fire år har haft et underskud på mellem 2,5 og 4,3 milliarder euro. Den samlede gæld er nu oppe på 10 milliarder euro – eller 74,4 milliarder kroner.

Det er her, at det rummelige samfund med plads til alle på arbejdsmarkedet var tænkt som den løsning, der hjalp de ledige ind på arbejdsmarkedet. EU-oplægget taler i stedet om, at de sociale systemer skal tilpasses, og at det skal kunne betale sig at arbejde.

Wiemer Salverda fra Amsterdam Universitet har undersøgt fleksibiliteten på det europæiske arbejdsmarked og finder, at det er mindst lige så fleksibelt som det amerikanske. Arbejdsgiverne kan sammensætte sin arbejdsstyrke, så den passer til kravene, fordi der er mulighed for deltidsarbejde, kontraktarbejde, vikararbejde og faste arbejdspladser.

Samtidig ser Wiemer Salverda ikke de store problemer med, at lavtlønnedes lønninger lægger et pres på konkurrenceevnen, fordi de er for høje sammenlignet med USA. Det er derimod presset på de højere lønninger, der koster på konkurrenceevnen, sagde han i december på et møde for arbejdsmarkedsjournalister.

Alle erkender, at EU har problemer, fordi der bliver flere og flere ældre og færre unge til at forsørge dem. En af løsningerne i det ny EU-papir er, at EU åbner for indvandring for særlige grupper.

Det rummelige samfunds løsning var, at EU fik tag i de unge, der i dag er ledige. Mellem hver fjerde og femte ung får ingen videre uddannelse efter grundskolen. Ungdomsledigheden er på 18,1 procent i EU. Det er, hvad en tidligere kommissær for arbejdsmarkedet, Padraig Flynn, kaldte »rent spild«.