Ambitiøse integrationsmål vil ende i fiasko

Effektiv integration af indvandrere er udpeget som en af forudsætningerne for velfærdssamfundets fremtid. Men vi bliver nødt til at dæmpe forventningerne til indvandrernes deltagelse på arbejdsmarkedet, siger Torben Tranæs, forskningschef i Rockwool Fonden. Mange har ikke kvalifikationerne til at bestride et job. Den eneste løsning er at sænke mindstelønnen eller løsne det sociale sikkerhedsnet.

VÆRDIER »Vi skal passe på ikke at være urealistisk ambitiøse i vores planer med flygtninge- og indvandrergruppen i Danmark. Hvis vi gør det til et mål, at de skal være i arbejde i samme grad som danskerne, så har vi bestilt en fiasko.«

Torben Tranæs, forskningschef i Rockwool Fonden, mener, at der er både behov og mulighed for en forbedret integrationsindsats i Danmark. Men han nærer ingen jubeloptimistiske forhåbninger, når det gælder inddragelsen af flygtninge og indvandrere på det danske arbejdsmarked.

Det var ellers en udfordring, som Velfærdskommissionen og efterfølgende statsministeren i sidste uge pegede på som helt central, hvis vi skal sikre fremtidens velfærdssamfund.

Torben Tranæs har i de senere år beskæftiget sig indgående med integration i både Danmark og det øvrige Europa. Og han kan på den baggrund konstatere, at man endnu har ikke kunnet opnå en acceptabel beskæftigelse af ikke-vestlige indvandrere i nogen af landene.

»Det betyder ikke nødvendigvis, at velfærdsstater ikke kan lære at håndtere indvandringen fra fattige lande på en måde, så indvandrerne også integreres på landenes arbejdsmarkeder i tilfredsstillende omfang. Men endnu har ingen fundet de vises sten,« siger Torben Tranæs.

Han mener, at vi er tilbøjelige til at glemme, hvem vi har med at gøre, når vi taler om integration. Flygtninge og indvandrere i Danmark er en sammensat gruppe af personer, hvoraf kun en del er kommet til landet for at arbejde.

Siden 1973, da der i lyset af den stigende arbejdsløshed blev lukket af for »beskæftigelsesindvandrere«, er gruppen udelukkende vokset i kraft af flygtningestrømme og familiesammenføring, og det har samlet set fjernet gruppen fra arbejdsmarkedet.

»Flygtningene er her, fordi Danmark har påtaget sig et globalt ansvar, og de sammenførte er kommet for at være sammen med familien og ikke med det primære formål at arbejde.«

Det er måske forhold, som kan forklare, hvorfor markant færre flygtninge og indvandrere står til rådighed for arbejdsmarkedet i forhold til danskere. Men næppe argumenter, der kan få hverken statsminister eller Velfærdskommission til at slå koldt vand i blodet endsige dæmpe det folkelige krav om, at alle så vidt muligt bidrager til fællesskabets bedste.

Som indvandrer skal man utvivlsomt også mangle andet end danskkundskaber, hvis det ikke for længst er gået op for én, at det som minimum kræves, at man prøver at gøre sig gældende på arbejdsmarkedet – uanset årsagen til opholdet i Danmark.

Her støder integrationen imidlertid på endnu en barriere, nemlig at mange flygtninge og indvandrere fra ikke-vestlige lande mangler de nødvendige kvalifikationer for at gøre sig gældende på det danske arbejdsmarked, påpeger Torben Tranæs.

»Det handler ikke kun om danskkundskaber, men også om helt basale grundskoleuddannelser. Problemet i Danmark er større end i for eksempel Tyskland, hvor indvandrerne har en bedre uddannelsesbaggrund. Vi ved ikke hvorfor. Måske er det, fordi Tyskland havde en længere periode med gæstearbejdere, før grænserne blev lukket. Måske fordi Tyskland i højere grad har været betragtet som mulighedernes land og har virket som en magnet på talenter.«

Rockwool Fonden har lavet en undersøgelse, hvor man prøvede at prissætte kvalifikationerne hos indvandrere i Danmark. Det blev gjort ved at spørge beskæftigede indvandrere om, hvad de tjente. Ledige indvandrere blev spurgt om, hvad de forventede at kunne tjene. Kun omkring halvdelen af de ikke–vestlige indvandrere tjente eller forventede at tjene en løn svarende til en kassedames.

»I det lys var det faktisk imponerende, at 45 procent af indvandrerne var beskæftiget. Men det kan også kun lade sig gøre, fordi mange er i job, selv om de ikke har nogen eller kun har en meget beskeden gevinst ved at arbejde i forhold til at modtage overførselsindkomst.«

Det er kombinationen af utilstrækkelige kvalifikationer og det høje sociale sikkerhedsnet i Danmark, der skaber barriererne for indvandrernes integration, mener Torben Tranæs.

»Vores velfærdsstrategi har jo gået ud på at lægge mindsteløn og socialt sikkerhedsniveau højt og så hæve de svages produktivitet gennem uddannelse. Den model har kostet mange servicejob, som ikke gav mere, end man kunne opnå gennem social sikring. Nu står vi så med nogle mennesker, hvis markedsværdi for manges vedkommende kun rækker til de job, der ikke længere er her.«

Uanset hvor meget det bryder med traditionel, skandinavisk velfærd mener, Torben Tranæs, at vi bliver nødt til at indse, at vi ikke kan beholde det høje, sociale sikkerhedsnet og samtidig sikre beskæftigelse på markedsvilkår til indvandrere med mangelfulde kvalifikationer.

»Hvis vi vil beholde det høje generelle sikkerhedsniveau, så må beskæftigelsen ske gennem løntilskud, kvoteordninger eller lignende. Det er den filosofi, Velfærdskommissionens forslag om indslusningsjob er udtryk for. Eller ved at man vælger et andet socialt sikkerhedsniveau for nogle samfundsgrupper, som man har gjort med starthjælpen.«

Torben Tranæs forventer, at vi hen ad vejen vil se effekten af starthjælpen ved, at nye, lavt betalte servicejob dukker op. Her kan man forestille sig alt fra børnepasning over bilvask og græsslåning til pakning af kundernes varer i supermarkederne.

Om det er godt eller dårligt, at vi på den måde genopliver et mere klassedelt samfund, vil han nødig mene noget om.

»Det er op til en politisk vurdering.  Men jeg vil da være ked af et jobhierarki, hvor der er farveforskel på top og bund. Det ville være en ny situation for et samfund som det danske.«

Rockwool Fondens forskning tyder på, at uddannelsesgabet mellem danskere og ikke-vestlige indvandrere er voksende i disse år. Det er derfor ikke underligt, at mange har peget på uddannelse som den oplagte løsning på integrationsproblemerne. Blandt dem LO, der i sit velfærdsudspil for nylig slog på stortromme for et kvalifikationsløft til indvandrere og efterkommere.

I udspillet blev der brugt tal, som viser, at unge efterkommere med erhvervsuddannelse har samme gode jobmuligheder som danskerne.

Torben Tranæs ser imidlertid ikke uddannelse som nogen sikker trylleformular over for indvandrere.

»Hvis det var så let, havde vi jo allerede løst problemet. Vi har i Danmark en tendens til at tale om uddannelse, som om folk går rundt med tomme spande oven på hovedet, som man bare kan hælde ting ned i. Var det så enkelt, så havde det bare været et spørgsmål om, hvordan man sammensatte den rigtige mikstur.«

Men Torben Tranæs har selv været en af dem, der har haft en tiltro til, at indvandrernes børn i højere grad ville falde ind i et dansk adfærdsmønster. Han har derfor været ubehageligt overrasket over, at efterkommerne ikke i større omfang uddanner sig.

»Vi har i Danmark let adgang til uddannelse, og det koster stort set ikke noget, så man skulle forvente, at der var mere knald på.«

Hvad der går galt, kommer et stort forskningsprojekt fra Rockwool Fonden til at kaste lys over i løbet af de næste par år. Man vil undersøge efterkommernes kvalifikationer, hvilke holdninger de har til forskellige uddannelser og fag, hvilke barrierer der er i deres omgivelser i form af enten forventninger eller diskrimination og, hvad afkastet af deres uddannelser egentlig er.

»Hvad det sidste angår, så har vi allerede set på førstegenerationsindvandrere, og de har fået for lidt ud af deres uddannelsesindsats. Og det er jo et dårligt signal til efterkommerne.«

Højtuddannede indvandrere af første generation tjener ganske vist lidt mere, end hvis de ikke havde taget deres uddannelse. Men vel at mærke kun, hvis de får et job, og det har vist sig svært. Har de taget en faglig uddannelse, er deres jobchancer blevet bedre, men de tjener ikke mere end dem, der ikke har taget en uddannelse.

Rockwool Fonden har haft blikket rettet mod det store udland i jagten på den rigtige opskrift på integration. I den sammenhæng fandt man faktisk to lande – Grækenland og Spanien – der udmærkede sig med en beskæftigelse af ikke-vestlige indvandrere, der er højere end for den oprindelige befolkning.

Desværre var de positive tal ikke resultatet af systematiske integrationsindsatser i de to sydeuropæiske lande, som derfor ikke sad inde med gode råd om, hvordan effektiv integration gribes an.

»Den høje beskæftigelse skyldes dels, at indvandring er et nyt fænomen i de to lande. Men formentlig skyldes den også den måde, landene har indrettet deres velfærdssamfund på med mindre finmasket social sikring. Det betyder lav løn, men til gengæld gode muligheder for beskæftigelse af indvandrere, fordi den offentlige service i de to lande er mindre udbygget, og der er et stort behov for pasning af børn og ældre.«

Den mest positive erfaring med integration, som Torben Tranæs kan pege på, stammer fra Canada, hvor man giver adgang til indvandrere efter et pointsystem i stil med det, Velfærdskommissionen netop har foreslået.

»Det har skabt en positiv holdning i befolkningen til indvandrere, som betragtes som nogle, der bidrager til samfundet,« fortæller han.

Af Michael Bræmer, mbr@lo.dk