Sket i ugen
GODE LÆSERE HAR HØJ
JOBSIKKERHED
Gode læsere har langt mindre risiko for at blive arbejdsløse end personer,
som har problemer med bogstaverne. Faktisk har læsefærdigheder større
selvstændig betydning for, om man mister sit job end længden af ens uddannelse
og erhvervserfaring. Det viser en undersøgelse af 3.000 danskere, som Amternes
og Kommunernes Forskningsinstitut har foretaget.
LANGE ANSÆTTELSER HINDRER LØNHOP
Mange byggevirksomheder laver i dag længerevarende ansættelsesaftaler med
murere, tømrere og vvs-folk. Det medfører, at lønnen i branchen ikke stiger
kraftigt, selv om der er mangel på arbejdskraft, vurderer BAT-kartellet.
Lønningerne i branchen steg kun med 2,8 procent i tredje kvartal omregnet til
årsbasis, selv om der er mange virksomheder, der efterlyser
arbejdskraft.
VK-LØFTE OM BESPARELSER
FORTONER SIG
Erhvervslivet kan godt skrue ned for forventningerne om besparelser som
følge af det lovforslag om erstatninger for tab af erhvervsevne for personer i
fleks-job, som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har fremsat.
Ministeren stiller en samlet besparelse på 146 millioner kroner i udsigt – men
den besparelse kan blive ædt op af højere udgifter til forsikrings-præmier.
Advarslen kommer fra både erhvervsorganisationen Forsikring & Pension
(F&P) og Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF).
HVER 10. DJØF’ER SYG AF STRESS
I løbet af de seneste tre år har hver 10. jurist eller økonom været sygemeldt
på grund af stress. Direkte adspurgt føler hver femte sig næsten dagligt
stresset af at gå på arbejde. Det viser en undersøgelse, som juristernes og
økonomernes fagforbund DJØF har gennemført. Undersøgelsen viser også, at kvinder
generelt føler sig mere stressede end mænd.
GRAVIDE MOBBES VÆK FRA JOB
Gravide ansatte oplever i stigende grad chikanerier og mobning på
arbejdspladsen, og for nogle bliver det så ubehageligt, at de siger jobbet op,
beretter både HK og Dansk Magisterforening. Dermed slipper arbejdsgiverne for at
fyre gravide medarbejdere og efterfølgende udbetaling af godtgørelse. HK
kører for øjeblikket seks sager ved domstolene, hvor gravide medarbejdere
føler sig mobbet og chikaneret væk fra deres arbejde.
FORBRUGERNE STRAFFER DÅRLIGE BUTIKKER
Butikker med dårlige arbejdsforhold risikerer at blive straffet på
kasseapparatet. En Gallup-undersøgelse, HK/Handel har finansieret, viser, at
over 80 procent af forbrugerne er parate til at gå uden om butikker, der bliver
kritiseret for dårlige arbejdsforhold. Lige så mange forbrugere er parate til at
fravælge et konkret produkt, hvis firmaet bag kan udsættes for kritik.
LØNSUMMEN OP I DEN PRIVATE SEKTOR
Lønsummen steg i den private sektor med 1,3 procent i 3. kvartal. I den
offentlige sektor faldt lønsummen med 0,3 procent, og det dækker over en
stigning i den amtslige sektor på 0,2 procent og et fald i den kommunale sektor
med 0,6 procent.