FRIT VALG Er det en ægte forvandling, Venstre har undergået, når partiet priser den offentlige sektor – og sågar fagbevægelsen – og lover velfærd til alle? Eller er der en skjult dagsorden bag – en langsigtet strategi om en minimalstat, som den socialdemokratiske leder Mogens Lykketoft hævder? Uanset, hvor mange gange man spørger, når man ikke helt ind til kernen af det spørgsmål hos Venstres beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen. Venstre vil først og fremmest skabe større valgfrihed for danskerne, gentager han. Men på længere sigt skal skatten gerne betydeligt ned.

Hvert fjerde år forvandler Venstre sig til socialdemokrater for at sikre sig sympati hos den brede gruppe af midtervælgere. Hvad siger du til den beskrivelse?

»De, der siger det, går galt i byen. I Venstre er vi optaget af den nye måde at drive politik på. At vi før valget fortæller, hvad vi vil gøre efter valget. Det er et konkret opgør med den gammeldags politik, som Socialdemokraterne stadig er præget af. De tror fortsat, at man kan arbejde i gråzoner og bevare en masse handlefrihed efter et valg. Derfor forsøger de at slippe igennem valgkampen uden at blive hæftet op på noget konkret. Vi satser bevidst på at give konkrete løfter til vælgerne. Jeg tror ikke, at man kan opfinde noget nyt til valgkampen.«

Du har talt om, at man må tage små reformer ad gangen. Men måske savner vælgerne svar på, hvor I overordnet set vil hen med samfundet?

»Vi vil sikre de centrale kerneydelser i velfærdssamfundet. En god understøttelse for ledige, en sikring ved sygdom, gratis hospitalsbehandling og så videre. Den overordnede vision er at kombinere nogle af disse centrale ydelser, som vi sætter pris på, med en større selvbestemmelse for den enkelte. Den økonomiske plan for 2010 giver plads til at øge de offentlige budgetter med en halv procent om året. Samtidig opererer vi med, at den private sektor vokser to procent. Det vil på længere sigt ændre balancen og sikre den private sektor, som skaber værdierne i samfundet.«

Men skal der ikke være en sammenhæng mellem offentligt og privat forbrug? Forventningerne til den offentlige service stiger i takt med velstanden. Og folk oplever, at de i deres privatforbrug kan købe masser af goder, men i den offentlige sektor er der stilstand og nedslidning?

»Men det offentlige forbrug stiger jo også. Der er flere indtægter i 2004 end i 2003. Sådan sikrer skattestoppet, at vi har flere indkomster til det offentlige.«

Skattestoppet sikrer vel færre penge?

»Nej flere penge. År for år har vi flere penge.«

Men hvis skatteindtægterne fulgte med velstandsudviklingen, ville man vel have flere penge til det offentlige?

»Ja det er logik, men det fremstilles ofte, som om skattestoppet i sig selv skulle give nedskæringer. Men det er en stor misforståelse. Hvert år har vi flere penge til rådighed. Og for os er det helt afgørende, at vi møder den stigende globalisering med en stærk konkurrenceevne.«

Kombinationen af skattestop og udbredt frit valg betyder på længere sigt nedskæringer, og den store middelklasse tvinges over i den private sektor – til private skoler, hospitaler, privat ældrepleje og så videre. Til sidst forsvinder opbakningen til velfærdssamfundet. Hvad siger du til den analyse?

»Det, mener jeg, er et skræmmebillede. De offentlige udgifter stiger. Kvalitet for nutidens danskere er valgfrihed. Du skal have mulighed for at vælge noget andet end det, din kommune lige mener, du har brug for. Det er den nye dagsorden.«

Hvis det frie valg skal batte noget, kræver det stærke private udbydere, og hvis den offentlige sektor er konkurrencemæssigt i top, så ønsker ingen at bevæge sig ind på det marked. Er forudsætningen for en langt større udbredelse af valgfrihed ikke, at den offentlige service gøres mindre attraktiv?

Kvalitet for nutidens danskere er valgfrihed. Du skal have mulighed for at vælge noget andet end det, din kommune lige mener, du har brug for. Det er den nye dagsorden.

»Nej, men det er klart, at al begyndelse er svær. Jeg har selv oplevet det på mit område, hvor vi har introduceret andre aktører i ledighedsbekæmpelsen. I den fase, hvor man forsøger at opbygge valgmuligheder, vil der være fejlskud. Nogle er gode, andre dårlige, og nogle er plattenslagere. Men det betyder ikke, at vi skal opgive valgmulighederne. Men vi skal være dygtigere til at sortere de inkompetente fra.«

Men tænker man tanken til ende og vil have stærke private udbydere, så vil man være nødt til at gøre den offentlige service ringere – ellers er det private alternativ ikke konkurrencedygtigt?

»Konkurrencen skal ikke komme ved, at den offentlige service bliver ringere. Vi skal fastsætte de standarder, som folk har krav på, og som vi finder rigtige, og så tror jeg, at nogle private udbydere er i stand til at komme med bedre tilbud. Hvis de private tilbud er dårlige, vælger folk det offentlige. Men alle bliver gladere – også de, der ikke benytter valgfriheden.«

Er det et mål for Venstre, at det private tager sig af flere offentlige opgaver?

»Nej målet er, at borgerne får den bedste service. I gamle dage ville det for en liberal betyde, at alting skulle være privat. Men tingene har udviklet sig. Vi er nødt til at erkende, at der er store kvaliteter i det offentlige, og det er et samspil mellem det offentlige og private, der skal drive det her samfund frem.«

Men kan du afvise, at der er en skjult dagsorden om langsomt at overlade en større del af den offentlige sektor til private?

»Ja, det kan jeg. Den eneste dagsorden, der er, er at sikre mennesker maksimal indflydelse på egen hverdag. Men med den sikkerhed, at der er en ordentlig offentlig standard.«

Men det ser ud til, at netop det frie valg koster mange penge i administration – på hjemmehjælpsområdet og i administrationen af andre aktører på beskæftigelsesområdet for at nævne et par eksempler. Synes du, det er i orden?

»Der vil altid være etableringsomkostninger. Men på lang sigt er det småpenge i forhold til gevinsten. Det er uforståeligt for mig, at kommunerne ikke ved, hvad det koster at give en hjemmehjælpstime. Det er klart, at de må etablere nogle systemer til at måle den slags. Det er en engangsomkostning.«

Men er det Venstre-politik, at pengene går til kontrol og mere bureaukrati?

Jeg holder meget af fagforeningerne. Det er af stor værdi, at vi har den høje organisationsgrad og dermed den ansvarlighed, at parterne ude på de enkelte virksomheder og i forhold til samfundet påtager sig et ansvar. Men jeg synes, at fagbevægelsen gør nogle dumme ting, som jeg ikke kan forstå.

»Nej, men at sikre, at der kommer reel valgfrihed.«

Du har tidligere sagt, at hvis man vil reformere samfundet grundlæggende, så må det ske via små reformer, og at Venstres partiprogram ikke kan gennemføres, fordi kun 15 procent af vælgernes støtter det. Er I ved at snige en revolution ind i små bidder?

»Vi er ikke valgt på noget revolutionært liberalt grundlag, og det har vi taget mange opgør om i Venstre. Hardcore liberale vil gerne have enorme skattelettelser og en stor reduktion af den offentlige sektor, men det er befolkningen ikke klar til, og det er nok heller ikke ønskeligt. Derfor må vi afpasse vores politik på en sådan måde, at det opleves relevant af vælgerne. Men der er mennesker i Venstre, som mener noget andet. Vi havde senest diskussionen om Søren Pinds (Venstre-borgmester i Købehavn, red.) 10 teser. Men den måde, Anders Fogh Rasmussen og vi andre arbejder på, er ved at satse på en gradvis proces, og den vil givetvis skuffe de hardcore liberale – til gengæld vil den med tiden sikre liberale resultater.«

Det vil sige, at du og Anders Fogh Rasmussen og de hardcore liberale har samme mål. Det er blot et spørgsmål om strategi og midler. Om man skal gå den lige vej eller den snoede?

»Nej, vi må erkende, at vores syn på den offentlige sektor er anderledes end for 15 år siden. Vi tog nok fejl dengang om, hvad danskerne ville synes om. Jeg har selv oplevet, at der er ufatteligt mange kvaliteter i den offentlige sektor. Men det betyder stadig for mig, at mennesker skal have størst mulig valgfrihed.«

Det lyder på mig, som om I i sidste ende ønsker at nå samme mål, men indtil videre siger I det, som folk gerne vil høre?

»Vi mener selvfølgelig, at skatten skal være lavere på længere sigt. Det er for mig helt klart, at i en globaliseret verden kan vi ikke leve med verdens højeste skattetryk. Og derfor må vi sikre et brud med tidligere tiders politik, og det har vi gjort med skattestoppet, som med årene kommer til at betyde mere og mere.«

Hvor højt er skattetrykket om 10 år?

»Lavere ned i dag.«

Men er der et mål?

»Det er en lang proces. Når man om mange år vil se tilbage på, hvad det var, der skete politisk i starten af det her århundrede, så vil skattestoppet indtage en fremtrædende plads, for det er et afgørende brud med den hidtidige politik. Udover at være et loft er det også disciplinerende for udgifterne i den offentlige sektor.«

Er du også kommet til at holde af det danske system på arbejdsmarkedet med stor indflydelse til arbejdsgivere og lønmodtagere?

»Det har jeg altid gjort. Det sikrer et fleksibelt arbejdsmarked, og det er et af de konkurrenceparametre, vi skal leve af. Når jeg kommer ud på virksomheder, er der en klar erkendelse af, at virksomheden skal tjene penge. Man kan glæde sig over den bevidsthed hos danske lønmodtagere, når man ser på Tyskland og Frankrig, hvor man har diskussioner om at lovgive mod globalisering.«

I fagbevægelsen mener nogen, at du har været ude på at stække dem?

»Jeg er nok blevet misforstået. Jeg holder meget af fagforeningerne. Det er af stor værdi, at vi har den høje organisationsgrad og dermed den ansvarlighed, at parterne ude på de enkelte virksomheder og i forhold til samfundet påtager sig et ansvar. Men jeg synes, at fagbevægelsen gør nogle dumme ting, som jeg ikke kan forstå. Hvorfor kan man ikke få lov til frit at vælge a-kasse? Hvorfor kan ansatte ikke få lov til at indgå en aftale om deltid? Og hvorfor skal der fortsat være eksklusivbestemmelser i overenskomsterne? Det er gammeldags, og der vil jeg gerne ændre på tingene. Man er gået for langt på nogle små hjørner, som i den store sammenhæng ikke betyder noget, men som kan være et stort problem for den enkelte.«

Vil du forfølge de spor, hvis du bliver siddende?

»Ja, det vil jeg.«