Penge hjælper ikke fattige regioner

Forskellene mellem de rigeste og de fattigste dele af Danmark risikerer at vokse eksplosivt i de kommende år og true sammenhængskraften i det danske samfund. Det vurderer Vincenzo Spiezia, leder af OECD’s kontor for regional udvikling. Men økonomisk støtte er ikke løsningen, og han anbefaler at droppe de kommunale udligningsordninger.

FRA GEDSER TIL SKAGEN Sidste gang, lederen af OECD’s kontor for regional udvikling, Vincenzo Spiezia, besøgte København, var i en af hovedstadens mindre heldige perioder. Året var 1995. Byen havde året forinden præsteret et rekordunderskud på ikke mindre end 18 milliarder kroner og balancerede på randen af fallit. Arbejdsløsheden var 15,4 procent, næsten 50 procent mere end den gennemsnitlige arbejdsløshed i Danmark. Og byens brokvarterer var slidt ned til sokkeholderne efter årtiers forsømmelse.

Men meget er sket siden italienske Vincenzo Spiezias første besøg i København. Brokvartererne er blevet til café latte-duftende metropoler efter en bekostelig og gennemgribende byfornyelse. Arbejdsløsheden er banket i bund, så den er omkring seks procent, blot marginalt over landsgennemsnittet, og byens finanser er bedre end nogensinde før, hjulpet godt på vej af de titusindvis af ressourcestærke børnefamilier, der har indtaget byen.

Hamskiftet er ikke gået hen over hovedet på lederen af verdens førende kontor for regionale studier:

»Byen har virkelig ændret sig. Den virker langt mere international, hektisk og driftig, end den gjorde for ti år siden,« siger Vincenzo Spiezia.

Desværre er det ikke alle dele af Danmark, der har undergået den samme forvandling. Godt nok er arbejdsløsheden generelt faldet, men det er sket med meget ulige hastighed. Og det økonomiske tigerspring, som København har undergået, er meget forskelligt fra de tendenser, der præger landets udkantsområder, hvor det ikke er friværdien, men udflytning af arbejdspladser og virksomhedslukninger, der sætter dagsordenen.

»Sagen er den, at København klarer sig fremragende og har oplevet meget stor fremgang i de seneste år, mens store dele af resten af Danmark nærmest har stået i stampe eller i hvert fald relativt set er blevet fattigere,« siger Vincenzo Spiezia.

I internationalt perspektiv er uligheden mellem de forskellige dele af Danmark dog stadig begrænset. Blandt andet er de regionale forskelle i gennemsnitsindkomsten i Danmark væsentligt under gennemsnittet i de øvrige OECD-lande. Danmark udmærker sig også ved at være et af de lande med de mindste forskelle i arbejdsløsheden og produktiviteten per arbejder ifølge OECD’s seneste undersøgelse fra september 2005. Men den gode internationale placering er ikke en garanti for fremtidig lighed, mener Vincenzo Spiezia.

»Den øgede internationalisering vil først og fremmest komme København til gavn. Derfor vil det i fremtiden blive sværere for de andre regioner i Danmark at holde trit med udviklingen i hovedstaden. Og det kan få meget alvorlige konsekvenser.«

Men hvorfor er det så vigtigt, at de enkelte regioner af Danmark er lige? Bliver Nakskov eller Hirtshals nødvendigvis fattigere af, at København bliver rigere? Kunne udkantsområderne ikke blot glæde sig over den succes, som København har og med al sandsynlighed vil opnå, og så ellers nyde at tage på besøg i deres internationale, hektiske og driftige hovedstad?

Nej, lyder svaret fra Vincenzo Spiezia.

For det første er der et rent værdimæssigt spørgsmål. For de fleste mennesker er en vis grad af lighed et gode. Men mindst lige så vigtigt kan store forskelle true et lands sammenhængskraft.

»På lang sigt kan stor grad af ulighed mellem forskellige regioner rive et land i stykker. Der vil opstå gnidninger mellem de dele af landet, hvor økonomien er i topform og arbejdsløsheden i bund, og de dele der er præget af økonomisk depression og arbejdsløshed.«

Han nævner i den forbindelse Italien, hvor store dele af det rige Norditalien i flere årtier har udtrykt ønske om løsrivelse fra det – i norditalienernes øjne – dovne og uduelige Syditalien. Ønsket om løsrivelse har sågar medført dannelsen af det stærkt omdiskuterede parti Liga Nord, som indædt forsvarer det nordlige Italiens interesser i det italienske parlament og i Europa-Parlamentet.

Men det er ikke kun fra de riges side, at ulighed kan føre til oprørstendenser. Borgere med bopæl i de fattige områder af et land vil også føle misundelse og ubehag, hvis de oplever, at landsmænd bader sig i penge og succes. Derfor bør et lands politikere også tage regionale uligheder meget alvorligt, mener Vinzenzo Spiezia.

Det er dog ikke kun for at undgår oprør, at landspolitikerne bør interesse sig for regionale forskelle.

»Det bliver simpelthen umuligt at lave fornuftige nationale politikker, hvis der er for store forskelle inden for et land. Måske kører en del af landet i et højt økonomisk gear og har brug for at få lagt en dæmper på økonomien, men samtidig kan en anden del af landet være ramt af lavkonjunktur og derfor have gavn af en mere lempelig finanspolitik.«

Men hvordan sikrer man, at Danmark ikke opdeles i små enklaver af fattige og rige regioner, der bekriger hinanden i en stadig mere intensiv kamp om nationale midler? Det er et svært spørgmål, og Vincenzo Spiezia har heller ingen lette løsninger. Men først og fremmest mener han, at det er nødvendigt at gøre op med den tankegang, der har præget regional udvikling i mere end to årtier.

»I mere end 20 år har den herskende tankegang været, at fattige regioner blot skulle have en pose penge, så de fik det samme økonomiske råderum som resten af landet. Men den form for hjælp har vist sig at være uden virkning.«

Det begrunder han blandt andet med, at det generelt set er de samme regioner, der halser bagefter, som det var for 20 år siden. Godt nok er de blevet rigere, men afstanden op til de mest succesfulde regioner er den samme.

Vincenzo Spiezia mener derfor også, at man i Danmark bør gøre op med det kommunale tilskuds- og udligningssystem, der blandt andet giver økonomisk tilskud til vanskeligt stillede kommuner.

»Udligningsordninger er ikke holdbare på lang sigt, og de gør intet for at afhjælpe selve årsagerne til, at dele af Danmark er fattigere end andre dele.«

Af samme årsag kritiserer han også EU’s regionalstøtte og tankegangen bag den engelske premierminister Tony Blairs forslag om en ny milliardfond, som skal hjælpe regioner ramt hårdt af udflytningen af job.

Vincenzo Spiezia er i udgangspunktet heller ikke meget for tanken om at udflytte statslige arbejdspladser fra hovedstaden med henblik på at skabe ny beskæftigelse i provinsen. En idé, ofte fremført af politikere og repræsentanter for danske udkantsområder. Senest i forbindelse med diskussionerne om at flytte Rigsarkivet til Odense, hvilket dog endte med at blive droppet til fordel for bygningen af nye magasiner på Kalvebod Brygge i København.

»Hvis udflytningen af statslige arbejdspladser alene sker med henblik på at overføre job fra en del af landet til en anden del, er det en dårlig ide og vil intet gøre for at sikre en mere langtidssikret løsning af en regions problemer.«

Han vil dog ikke afvise, at der kan være en gavnlig effekt af udflytningen af statslige institutioner, hvis det skaber ny innovation eller viden til en region. Derfor bør hver enkelt situation vurderes for sig. Men under alle omstændigheder er det ikke en engangsløsning på udkantsområdernes problemer, mener Vincenzo Spiezia.

Men hvis hverken penge eller udflytning af statslige arbejdspladser løser de tabte regioners problemer, hvad gør så?

Vincenzo Spiezia mener, at løsningen blandt andet er, at staten bliver bedre til at inddrage lokale eksperter i udformningen af regionalpolitikken.

»Ideen om, at regional udvikling bedst bestemmes på nationalt plan, er forkert. De lokale aktører ved langt bedre end landspolitikerne, hvad deres regions stærke sider er.«

Den nationale regering skal dog stadig være inddraget i udviklingen af de kriseramte regioner. Blandt andet skal staten og regionerne i samarbejde fastlægge de langsigtede mål for en regions udvikling, som kan være en lavere arbejdsløshed eller en højere produktivitet per arbejder.

Hvis regionerne når de fastsatte mål, skal de belønnes, men hammeren skal til gengæld også falde prompte, hvis regionen ikke lever op til målene, mener Vincenzo Spiezia.

Denne politik har allerede ført til gode resultater i Frankrig og Italien, hvor flere regioner har oplevet et fald i arbejdsløsheden og en stigning i produktiviteten.

Alligevel ønsker Vincenzo Spiezia ikke at lægge for meget vægt på strafelementer i regionalpolitikken:

»Det bedste, man fra nationalt hold kan gøre, er at hjælpe regionerne til at finde deres styrker og potentialer.«

Af Peter G. H. Madsen, phm@lo.dk