Jagtsæson på de ledige

Mangel på arbejdskraft og integrationsproblemer bliver systematisk brugt som rambuk mod ydelserne for de svageste i samfundet. Større ulighed er et tabu, men det er tilladt at arbejde for det.

EVERGREEN Ulighed er ikke noget, man taler om, det er noget, man arbejder for. Sådan ser den skjulte dagsorden for dette politiske efterår ud. Siden socialminister Eva Kjer Hansen (V) talte over sig med budskabet om, at øget ulighed skaber bedre dynamik i samfundet, har emnet på det debatmæssige plan været bortcensureret fra de borgerlige rækker. Men det betyder ikke, at regeringen og arbejdsgiverne ligger på den lade side. Tværtimod er forslag, der vil stille de fattige dårligere, kommet som perler på en snor:

Først truede beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) de ledige med tre måneders karantæne, hvis de ikke mødte op til kontaktsamtaler. Så kom integrationsforliget med krav om at tage kontanthjælpen fra nogle af de dårligst stillede på arbejdsmarkedet, hvis de ikke har 300 timers rigtigt og ustøttet arbejde i løbet af to år. Nu rejser Dansk Industri (DI) en gammel borgerlig evergreen om, at ledighedsydelserne er så høje, at det ikke kan betale sig at arbejde.

Fælles for DI’s udmelding og planerne om tre måneders karantæne er, at de er pakket ind i det såkaldte paradoksproblem. Det handler om, at der på det private arbejdsmarked er 12.000 ubesatte job samtidig med, at der er godt 150.000 ledige. Ingen er tjent med, at virksomhederne ikke kan få arbejdskraft. Men tanken om, at paradokset løses ved at piske de ledige, mangler en indre logik, når de samme politiske kræfter er positive over for private tillægsforsikringer mod ledighed. Og ideen om at pille ved ydelserne er mildt sagt tankevækkende i en tid, hvor den danske flexicurity-model, der bygger på en høj tryghed for lønmodtagerne, går sin sejrsgang i udlandet.

Logikken i, at lavere ydelser løser manglen på arbejdskraft, er, at de ledige skifter sofaen ud med arbejdshandskerne, hvis det bedre kan betale sig at arbejde. Men statistikkerne modsiger, at det er sådan, danskerne tænker. Ifølge DI’s egne beregninger er der 71.000 fuldtidsbeskæftigede og 44.000 på deltid, der månedligt får mindre end 1.000 kroner ud af det ved at gå på arbejde. Noget peger altså på, at de 14.000 ledige, som ifølge DI står i samme situation, har andre årsager end manglende økonomisk incitament for ikke at være i job. Ifølge Rambøll Management peger virksomhederne med ubesatte job på, at ansøgerne især sorteres fra på grund af: Forkert personlig adfærd og fremtoning, manglende relevant erhvervserfaring eller specielle faglige kvalifikationer eller ringe danskkundskaber. Først langt nede på listen finder man forklaringer om arbejdstider, for lang transporttid eller lønniveau.

Virksomhederne er styret af markedskræfterne, og hvis mangel på arbejdskraft er et problem for omsætningen, er det logisk at forvente, at de vil hæve lønnen, hvis et større økonomisk incitament lokkede flere ansøgere til. Men lønstatistikkerne viser ikke tegn på stigninger, og et tilbageblik på tidligere års mangel på arbejdskraft afslører, at det akutte paradoksproblem ikke er usædvanligt. I 2000 var der 28.000 ubesatte job, i 2001 14.800 og i 2003 9.000 – alle sammen i den private sektor. Så selv om manglen på arbejdskraft er et problem, er der ikke tale om en akut situation, som kræver radikale løsninger. Flaskehalsene er udelukkende et alibi for at gennemføre en oldgammel borgerlig drøm om at få gjort noget ved ydelserne.

Af Jan Birkemose, jbi@lo.dk