Jeg siger tingene lidt tydeligere end andre

Henrik Sass Larsen skal lykkes både som chefstrateg, regnedreng, samler af gruppen og hård hund på integrationen – hvis Socialdemokraterne skal rejse sig igen. I forrige uge lærte han, at det ikke er smart at kalde en partifælle for »uligevægtig« i pressen, hvis man vil have tillid som leder.

NØGLESPILLER Henrik Sass Larsen bærer om nogen nøglen til partileder Helle Thorning Schmidts – og Socialdemokraternes – succes eller fiasko. Ud over sin rolle som chefstrateg sidder han nu på tre af de vigtigste poster i Socialdemokraternes folketingsgruppe: Næstformand, finansordfører og integrationsordfører.

Tre uriasposter, der potentielt kan føre partiet til sejr og storhed – eller til kaos og kollaps, hvis det ikke lykkes at samle folketingsgruppen om politikken på to kontroversielle områder, integration og velfærdsreformer.

Helle Thorning-Schmidts næstkommanderende er godt klar over, at han ikke gjorde den opgave lettere for sig selv, da han i sidste uge kaldte den netop afgåede integrationsordfører Anne-Marie Meldgaard »uligevægtig« i pressen.

»I forhold til mange andre så har min dårlige opdragelse medvirket til, at jeg siger tingene lidt tydeligere end andre.«

- Er det en fordel?

»Ikke altid. Man kunne vælge mellem mange gode eksempler på, at man skulle holde kæft med tilbagevirkende kraft.«

- Kan du nævne et par stykker?

»Jo – jeg må jo ikke sige om Anne-Marie, at hun er uligevægtig. Det er et forkert udtryk at bruge, og det er forkert at gøre det. Det var fordi – jeg var sgu sur over,  at Anne-Marie skadede partiet så meget.«

- Hvordan synes du selv, det påvirker dine lederegenskaber – hvis du bliver så firkantet i situationer, hvor du bliver sur?

»Det ved jeg ikke. Jeg er også tilhænger af, at politik skal være et sted, hvor man er, fordi man har et engagement, og fordi man vil noget. Det er godt i mange sammenhænge, og det er jo også det, der giver drivkraften til, at man vil udvikle noget og tage et ansvar. Så må man tage med, at der en gang imellem kommer en lidt bramfri udtalelse.«

- Er du manden, der kan samle den socialdemokratiske folketingsgruppe?

»Det er jo klogt lederskab at gøre sig umage med at prøve at få en fælles holdning til det fælles projekt, det er en del af ansvaret ved at være ledelse, og det må man jo så prøve efter bedste evne og se, om det kan lykkes. Det står klart for mig, at for at få succes skal Socialdemokraterne stå samlet omkring en fornyelse. Min opgave er ikke at gå ud og provokere og splitte folk i alle verdenshjørner eller optræde som Rasmus Modsat – tværtimod.«

- Er du så klar til at overlade den del af integrationspolitikken, som i virkeligheden er socialpolitik, til Mette Frederiksen (Socialdemokraternes socialordfører, red.)?

»Det skal vi nok finde ud af at dele mellem os. Vi vil altid være på dupperne og sige, her går grænsen. For alle, der kan arbejde, er det bare ud og tage fat. Uanset om de hedder Muhammed, Brian eller Frederik. Punktum. Men vi er ikke stakkelhadere. Alle de mennesker, som vitterligt ikke kan, vil vi ikke pine og plage, dem vil vi opføre os værdigt overfor.«

- Hvad bliver din vigtigste opgave som integrationsordfører?

»Jeg kunne godt tænke mig at stille mig i spidsen for et gedigent ungdomsoprør blandt de unge indvandrere. De skal erobre retten til deres egen ungdom og deres eget liv. Få retten til at leve i frihed, som det danske samfund nu engang er indrettet. Det er det en af mine fornemste opgaver at understøtte.«

- Er det ikke at invitere til konflikt med familier, der har nogle andre værdier end dig?

»Jo, og der må jeg sige, jeg er på de unge menneskers side. De unge mennesker, der siger – jeg vil selv vælge mig en partner for livet, jeg vil selv bestemme, hvordan jeg går klædt, jeg vil selv bestemme, hvilken uddannelse og hvilket arbejde jeg skal have, og hvor jeg skal bo henne. Dem støtter jeg entydigt.«

- Hvordan påvirker det dine holdninger til integrationspolitik, at du selv er vokset op på Københavns vestegn – i et område med mange indvandrere?

»Det er klart, at hvis man selv har boet i nærheden af de her sociale og kulturelle sammenstød og har en omgangskreds af folk, der stadig bor der – så videreformidler de selvfølgelig nogle indtryk fra hverdagen, som gør et dybt indtryk.

Der er nogle reelle problemstillinger, som skal tages op. Man skal ikke generalisere og sige, at de alle sammen klarer sig ad helvede til. Det gør de ikke! Der er mange, der klarer sig fint. Men dem, der er problemer med, ved vi jo ret præcist, hvor bor, og her tårner problemerne sig op. Det hænger sammen med en boligpolitik, der giver sig udslag i en pærevælling af sociale problemer, kriminalitet og skoleproblemer. Det er sådan set ikke så vanskeligt at få øje på. Derfor er det en hovedopgave at få lavet en større spredning af flygtninge og indvandrere.«

- Synes du, det har hjulpet på integrationen, at der er kommet færre flygtninge og indvandrere til Danmark?

»Jeg vil ikke sige, integrationen går særlig godt. Men det siger sig selv, at hvis vi hvert ene-ste år får mange, mange tusinde nye, som kommer uden forudsætninger til en moderne videnøkonomi, så bliver det meget, meget sværere at få integrationsopgaven til at lykkes.«

- Du har tidligere sagt, at du ikke mener, islam kan leve i harmoni med et verdsligt samfund. Mener du stadig det?

»Der taler jeg om islam som ideologi og om dem, der ønsker et islamisk samfund. Hvis der er folk i det danske samfund, som har som formål at indføre lovreligion, så vil jeg sige, at det vil jeg altså arbejde imod. Jeg har det med dem, ligesom Erling Olsen (tidligere justitsminister for Socialdemokraterne, red.) havde det med bz’erne: De må gerne tale om det, men de må bare ikke gøre det – lave revolution. Der er nogle værdier, som er ukrænkelige i form af vores demokrati og vores ytringsfrihed.«

- Hvordan tror du, det påvirker integrationen, at tonen er skærpet over for alle indvandrere?

»Vi skal tale direkte om de problemer, der er, men selvfølgelig altid behandle mennesker ordentligt, ellers lykkes opgaven jo heller ikke. Hvis man stiller sig op og kædehader folk og siger, de er nok forfærdelige, og deres levevis kommer aldrig nogensinde til at gå godt og alt mulig andet – det er jo ikke verdens bedste motivation for de mennesker til at ændre holdning.

Men jeg er omvendt også tilhænger af, at man taler direkte om problemerne. Hvis vi ved, at der er markant højere kriminalitet blandt indvandrerknægte, så lad os lade være med at sige, at det ikke er noget problem. Så lad os tale om problemet, for så er der jo nok noget rivravruskende galt med indvandrerknægtene. Det kunne jo hænge sammen med deres opdragelse, og det kunne jo hænge sammen med, at de sociale processer, som de indgår i, ikke er verdens bedste. Let’s face it!«

- Er der stadig folk i dit eget parti, der har svært ved det?

»Efterhånden har de fleste fået en klar fornemmelse af, at der er nogle problemer.«

- Hvilke socialdemokratiske fingeraftryk vil du gerne sætte på regeringens velfærdsreformer?

»Det vigtigste for os er, at vi får en garanti for, at det provenu, vi henter ind – for eksempel ved at folk skal tage lidt længere tid på arbejdsmarkedet – bliver brugt til at sikre velfærdsservicen, og at det ikke bare går til skattelettelser.

Vi laver kun de her ting for at fremtidssikre velfærdsservicen, vi gør det ikke for at lave nogle skattelettelser. Vi vil jo ikke finde os i at gå ind ad den ene dør og lægge rygstykker til markante reformer, som folk ikke står i kø for, at vi skal gennemføre – og så kommer Dansk Folkeparti vadende ind af den anden dør og uddeler gode, milde gaver. Så naive er vi heller ikke.«

- Men er det realistisk at bede regeringen om en garanti mod skattelettelser?

»Nej. Vi vil have en aftale om, hvordan den offentlige service skal udvikle sig.

I øjeblikket budgetterer man med en meget lav vækst i den offentlige service, fordi det er nødvendigt for, at man finanspolitisk kan klare at løse fremtidens opgaver.

Vi vil sikre, at der kommer nogle flere bidrag ind via skatter, fordi folk bliver lidt længere på arbejdsmarkedet. Til gengæld vil vi have en ordentlig og realistisk stigningstakst i de offentlige velfærdsydelser. Den skal ligge omkring én procent, for det vil betyde, at vi får en uændret andel af samfundsproduktionen, som skal bruges til serviceudgifter. Hvis man fortsætter med en halv procent, så vil den andel falde.«

- Hvordan vurderer du selv jeres chancer for at få indflydelse, sådan som den parlamentariske situation ser ud?

»Jeg hører til dem, der stadig mener, at der er lang tid til næste valg, og at det er svært at forstå, hvorfor man ikke kan samles omkring at lave store reformer og brede forlig. Det er sådan set stadig mit udgangspunkt til de forhandlinger, vi skal have med regeringen. Jeg understreger bare, at vores erfaringer indtil videre er ret dårlige.«

Af Tanja Nyrup Madsen, tnm@lo.dk