Videntunge arbejdspladser strømmer til Danmark

Danmark har i de seneste tre år vundet flere tusinde job til højtuddannede på globalisering, viser ny rapport. Og mere er i vente. Taberne er de ufaglærte og Danmarks udkantsområder.

OPTIMISME Det har ikke skortet på mediehistorier om, hvordan danske virksomheder har flyttet dele eller hele deres produktion til udlandet. Først blev syerskernes arbejde flyttet østpå. Siden kom turen til slagteriarbejderne. Og senest har forsiderne været præget af historier om de indiske it-specialisters overtagelse af danske job.

Men faktum er, at store dele af Danmark rent faktisk har vundet på globaliseringen og fået tilført tusindvis af videntunge arbejdspladser. Det fremgår af en endnu ikke offentliggjort rapport, som konsulentfirmaet Rambøll Management har udarbejdet for de regionale arbejdsmarkedsråd på Sjælland og Bornholm.

Rapporten, der blandt andet baserer sig på en spørgeskemaundersøgelse blandt 1.500 virksomheder og såkaldte registeranalyser af arbejdskraftbevægelser, viser, at der fra 2002 til 2005 er blevet flyttet 1.798 job fra virksomheder på Sjælland og Bornholm til udlandet. Men i samme periode er ikke mindre end 4.186 job blevet flyttet til Sjælland og Bornholm fra udlandet. Alt i alt er der altså blevet tilført 2.370 job i perioden fra 2002 til 2005.

Dermed sætter rapporten fra Rambøll Management en fed streg under, at globaliseringen ikke kun skader det danske arbejdsmarked, men faktisk ofte er til gavn for de danske virksomheder og lønmodtagere. Det glæder Nikolaj Malchow-Møller, globaliseringsekspert og lektor ved institut for virksomhedsledelse og økonomi på Syddansk Universitet.

»Vi skal sørge for at få alle aspekter af globaliseringen med. Og det er vigtigt at få understreget, at globaliseringen ikke kun har negative konsekvenser for det danske arbejdsmarked,« siger Nikolaj Malchow-Møller, som er en del af et ekspertpanel, der har hjulpet Rambøll Management med at udarbejde rapporten.

Faktisk mener Nikolaj Malchow-Møller, at det positive afkast af globaliseringen reelt kan være endnu større, end det fremgår af rapporten. Det skyldes, at der ikke er taget højde for, at danske underleverandører ofte får nye ordrer i kølvandet på, at en udenlandsk virksomhed flytter opgaver til Danmark.

Konsulent hos Rambøll Management Nicolai Søndergaard Laugesen, der er en af hovedforfatterne til rapporten, er også positivt overrasket over analysens overordnende konklusioner:

»Vi havde selvfølgelig regnet med, at der skete en indflytning af opgaver, men slet ikke i det omfang, som rapporten viser.« 

Han hæfter sig ved, at det især er arbejde, der kræver særlige kompetencer og uddannelse, der er tilført Sjælland og Bornholm, mens ufaglært arbejde er blevet flyttet til udlandet.

»Groft sagt flytter vi alle de simple manuelle opgaver ud, samtidig med at vi får opgaver til servicesektoren og industrien, der kræver kvalitet og viden,« siger han.

 

Polarisering af arbejdsmarkedet

Virksomhederne på Sjælland og Bornholm har udflyttet simple produktionsopgaver i et sådant omfang, at 1.128 ufaglærte har mistet deres arbejde i perioden fra 2002 til 2005. I samme periode er der blevet tilført så mange videntunge opgaver, at der er blevet arbejde til ekstra 2.471 personer med en lang videregående uddannelse.

Ændringerne på arbejdsmarkedet bekymrer Kirsten Thomsen, sekretariatschef i Arbejdsformidlingen (AF) i Storkøbenhavn.

»Man skal være opmærksom på, at der i øjeblikket sker en polarisering af arbejdsmarkedet, hvor nogle, specielt de højtuddannede, får nye muligheder, mens andre – og her tænker jeg især på de ufaglærte – bliver dårligere stillet,« siger Kirsten Thomsen.

Hun understreger dog samtidig, at det er vigtigt, at man ikke ser de ufaglærte som en samlet masse.

»De ufaglærte er en meget differentieret gruppe. Nogle af de ufaglærte er højtkvalificerede og klarer sig godt, selv om de ikke lige har papirer på deres kompetencer,« siger hun.

Netop de højt kvalificerede ufaglærte har ifølge Rambøll Managements rapport oplevet, at globaliseringen har givet dem nye muligheder. Helt præcist er der blevet plads til 203 ufaglærte, der tager sig af såkaldt højt kvalificeret manuelt arbejde. I samme periode er der dog også blevet udflyttet 301 job inden for samme område. Totalt set har både de lavt- og de højt kvalificerede ufaglærte derfor stadig tabt på ind- og udflytning af opgaver fra Danmark.

Derfor mener Kirsten Thomsen også, at der skal gøres en stor indsats for at sikre, at alle de ufaglærte opkvalificeres.

Niels Gansted, sekretariatschef hos AF-Vestsjælland, er enig:

»Vi kan ikke kæmpe mod globaliseringen. Men vi kan prøve på at kompensere ved at sikre de ufaglærte en opkvalificering, så de kan besidde de funktioner, der vil blive efterspurgt i fremtiden,« siger han.

Hvordan man mere konkret sikrer, at de ufaglærte ikke hægtes af globaliseringen, ønsker hverken Niels Gansted eller Kirsten Thomsen at udtale sig om, da konklusionerne i Rambøll Managements rapport først skal diskuteres grundigt i de forskellige regioner.

 

Provinsen hægtes af

Det er ikke kun lønmodtagerne, der rammes ulige af ind- og udflytningen af opgaver. Hvor Storkøbenhavn i de seneste tre år har fået tilført masser af nye opgaver og arbejdspladser, ser det anderledes sort ud i provinsen.

Den store taber er udkantsområderne – især Storstrøms, Frederiksborg og Vestsjællands amter. Fra 2002 til 2005 har mellem 30 og 50 procent af de virksomheder i de tre amter, der har flyttet opgaver til udlandet, fået færre ufaglærte medarbejdere. Til sammenligning har kun 10-19 procent af de virksomheder i Storkøbenhavn, der har udflyttet opgaver, fået færre ufaglærte ansatte. Det vil altså sige, at når virksomheder i provinsen udflytter opgaver, fører det langt oftere til afskedigelser, end når det samme sker i Storkøbenhavn.

Globaliseringens negative konsekvenser for provinsen understreges også af, at det først og fremmest er virksomhederne i Storkøbenhavn, der oplever medarbejdervækst, når nye opgaver bliver tilført virksomhederne.  I Storkøbenhavn angiver 40-44 procent af de virksomheder, der har flyttet opgaver til Danmark fra udlandet, at det har ført til medarbejdervækst i Danmark. Det samme gør sig kun gældende blandt 20-30 procent af virksomhederne i Frederiksborg, Roskilde og Storstrøms amter. Og hertil skal lægges, at der er langt flere virksomheder i Storkøbenhavn, der har fået tilført nye opgaver i de seneste tre år.

De store regionale forskelle skyldes hovedsageligt, at langt flere virksomheder i Storkøbenhavn beskæftiger sig med forskning, produktudvikling og andre former for højt specialiseret arbejde, hvilket er de områder, hvor der har været den største vækst i de seneste år. Samtidig er der mange produktionsvirksomheder i provinsen, der i disse år rammes hårdt af udflytning af manuelt arbejde.

Men ifølge Niels Gansted fra AF-Vestsjælland er der ingen grund til panik:

»Mange virksomheder vil godt nok lægge rutineproduktionen ud, men der vil stadigvæk være nogle specialiserede produktioner, hvor det ikke er lønomkostningerne, men antallet af fejl, der er afgørende,« siger han og tilføjer, at netop Vestsjælland også har oplevet en indflytning af arbejdsopgaver, hvilket har givet nye arbejdspladser.

En af de virksomheder, der har valgt at flytte en del af deres opgaver til Danmark fra udlandet er satellit- og radiokommunikationsselskabet Thrane & Thrane. Her blev en del af produktudviklingsaktiviteterne tidligere udført af eksterne, udenlandske leverandører, da selskabet ikke havde adgang til den fornødne viden og teknologi. Imidlertid vurderer ledelsen, at virksomhedens 625 ansatte nu har den nødvendige, avancerede know-how, der gør det til en fordel at samle al produktudvikling i Danmark, så der opnås stordriftsfordele og en bedre sammenhæng mellem produktudvikling og produktion. Det har ført til ansættelsen af 15 ingeniører i Danmark.

 

Dystre scenarier for fremtidens ufaglærte

Fortsætter udviklingen i ind- og udflytningen af arbejdspladser, som den har gjort i de seneste tre år, vil der ifølge Rambøll Managements beregninger blive indflyttet 6.978 arbejdspladser til Danmark fra 2005 til 2010. I samme periode vil der blive udflyttet 4.496 arbejdspladser. Totalt vil der derfor være en vækst på 2.482 arbejdspladser. Heraf vil knap 90 procent af arbejdspladserne tilfalde de højtuddannede. De sidste 10 procent vil gå til folk med korte eller mellemlange uddannelser.

Men for de ufaglærte ser det dystert ud. Rambøll Management forventer, at der fra 2005 til 2010 vil forsvinde 1.541 ufaglærte job til udlandet, hvor lavere lønomkostninger vil gøre det stadig mere fordelagtigt for virksomhederne at lægge deres produktion.

Men trods de dystre scenarier for ufaglært arbejdskraft i Danmark hæfter flere eksperter sig ved, at danske ufaglærte uagtet de høje danske lønninger står med gode muligheder for at slippe helskindede gennem de forestående forandringer.

Det gælder blandt andet Steen E. Navrbjerg, lektor ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet.

»På en række fundamentale områder som selvstændighed, samarbejdsevner og den helt grundlæggende uddannelse har danske ufaglærte stadig en fordel i sammenligning med deres udenlandske kollegaer. Og det er et rigtig godt udgangspunkt. Men skal dette forspring udnyttes, kræver det en fortsat opkvalificering af de ufaglærte,« siger Steen E. Navrbjerg. 

Af Peter G.H. Madsen, phm@lo.dk

24. oktober 2005 /nr. 35