Danmark var nok ikke det land, jeg ville vælge at flytte til

Det skulle have været succeshistorier om, hvordan man som indvandrer forcerer grænsen til det danske arbejdsmarked. Men Anika Liversages ph.d.-afhandling er i stedet blevet beretningen om umådelige anstrengelser og resultater, der kun blev opnået takket være heldige omstændigheder.

SKARP GRÆNSE Det er blevet sværere at være indvandrer i Danmark gennem de seneste årtier.  Tonen er skærpet, danskernes skepsis over for udlændinge er vokset, og trods alle ordningerne og de arbejdsmarkedspolitiske tiltag over for nydanskerne er arbejdsmarkedet om muligt endnu mere lukket end før.

Det er det klare indtryk, integrationsforsker ved Handelshøjskolen i København Anika Liversage har fået gennem sit godt tre år lange og netop færdiggjorte arbejde med sin ph.d.-afhandling. Den er baseret på 19 østeuropæeres livshistorier. De er alle indvandret til Danmark inden for de seneste 25 år med afsluttede, videregående uddannelser.

 »Når man taler med indvandrere, der har haft succes og fundet sig godt til rette, støder man typisk på et begejstret udsagn om, at vedkommende føler sig behandlet »ligesom en dansker«. Udtrykket fortæller meget godt, hvor vi er havnet. At blive behandlet som en udlænding er helt tydeligt noget slemt og noget, man for alt i verden skal arbejde sig væk fra,« siger Anika Liversage.

De fleste af de interviewede var i gode job, mens mindretallet stadig arbejdede ihærdigt på at kvalificere sig til det danske arbejdsmarked på et højt niveau, da Anika Liversage interviewede dem. Integrationsforskeren har bevidst fokuseret på stærke og topmotiverede indvandrere. Personer, der samtidig er europæere, højtuddannede og for de flestes vedkommende kristne. Og vel at mærke personer, der har haft forholdsvis stor succes i det danske samfund.

Det har hun gjort for at kunne beskrive de mekanismer, der er på spil på grænsen til det danske arbejdsmarked. Og for så vidt muligt at undgå indlysende og forudsigelige forklaringer på de problemer, de har haft med at overskride grænsen.

»Jeg troede, jeg skulle ud og lave nogle succeshistorier om, at det også kan lykkes. Det er jo de historier, man går og efterlyser. Dem fik jeg også, men samtidig blev jeg dybt rystet over beretninger om en indsats så hård, at jeg spurgte mig selv, om jeg nogensinde ville være i stand til at yde bare halvt så meget. De har haft så meget selvopholdelsesdrift, at man tror, det er løgn.«

Anika Liversage lægger vægt på, at hver enkelts liv er unikt og individuelt. Alligevel har historierne nogle fælles temaer: Om at flytte fra et land til et andet, om at været blevet indvandrer og om med større eller mindre held at bruge deres uddannelse og arbejdserfaring i en ny sammenhæng og dermed blive en aktiv og givende arbejdskraft inden for deres fag igen.

Dét og et brændende ønske om at slippe af med deres indvandrerprædikat har været drivkraften i østeuropæernes livtag med opkvalificerings- og danskkurser. Det har også fået dem til at holde ud, når de i bestræbelserne for at få godkendt deres medbragte kvalifikationer er løbet panden mod en bureaukratisk mur.

Næsten alle østeuropæere har som udgangspunkt følt sig stemplet i det danske samfund som indvandrere uden brugbare kvalifikationer og med elendige jobudsigter, fortæller Anika Liversage.

»Prototypen på en indvandrer i den virkelige underklasse er en ufaglært mand af mellemøstlig oprindelse. Den prototype handler det om at kæmpe sig bort fra, og der er meget på spil. Lykkes det, så man kommer ind på arbejdsmarkedet på et højt niveau, holder man nærmest op med at være indvandrer. Mislykkes det, er man kun indvandrer og dermed underklasse.«

Hun vil på ingen måde nedgøre ufaglært arbejde eller afvise, at det kan være en oplagt indgang for en indvandrer til det danske samfund. Men det handler også om forventninger og den baggrund, den enkelte indvandrer har.

»Hvis du er ufaglært og får et godt job som buschauffør, er du glad for det. Men hvis du kommer med en lang uddannelse, har arbejdserfaring fra hjemlandet og synes, du har en masse at give af inden for dit fag, så oplever du det samme job som et nederlag.«

Når undersøgelser – hver gang til vores store overraskelse – afslører, at der på herberger for hjemløse befinder sig mange indvandrere med lange uddannelser, så er det ifølge Anika Liversage en afspejling af netop den problemstilling. Det drejer sig om indvandrere med faglig identitet og stolthed, som ikke har villet tage til takke med hverken at være buschauffør eller kioskejer og derfor er blevet bitre.

Personerne i Anika Liversages undersøgelse har langt hen ad vejen haft held med at finde plads på det danske arbejdsmarked på et niveau, der svarer til deres baggrund. Men det er nærmest sket på trods og kun takket være heldige omstændigheder. Derfor er hun varsom med at fremlægge en forkromet opskrift på integrationssucces.

»Andre kunne have kæmpet lige så hårdt, men ikke været så heldige at løbe ind i den rigtige chef eller den rigtige mangel på arbejdskraft. Havde de været ihærdige et par år forskudt, havde de måske stået derude endnu og følt sig utilstrækkelige.«

Ikke engang sprogkundskaber kan bruges som noget sikkert parameter for succes. 

»Manglende sprogkundskaber bliver af alle fremstillet som den store barriere for indvandrerne på arbejdsmarked, og det ER vigtigt at kunne dansk. Det har østeuropæerne da også fået at mærke, og en del har af egen lomme betalt for supplerende danskundervisning. Det sjove er bare, at kravet om danskkundskaber tilsyneladende kan gradbøjes alt efter, hvor stor mangel på arbejdskraft der er på et givent område.«

Lægemanglen har således betydet, at lægerne i undersøgelsen nærmest har haft direkte adgang til at praktisere på danske sygehuse.

»Man får mistanke om, at sprogkundskaber bruges som en dårlig undskyldning til at holde indvandrere ude, når det er hensigtsmæssigt. I det hele taget kan man ikke se nogen entydig sammenhæng mellem sprogkundskaber og jobsituation, sådan at dem med det gode dansk også har de gode job, og dem med det dårlige dansk er arbejdsløse.«

Sproget har imidlertid været et handicap for alle de personer, Anika Liversage har interviewet. Hun mener, at vi i Danmark generelt er for prægede af at have tabt alle de krige, vi har udkæmpet de seneste 200 år. Derfor har vi praktisk talt ikke sproglige mindretal, og det har skabt en meget lav accent-tolerance, som indvandrerne nu lider under.

»Vi står inden for på arbejdsmarkedet og siger, at når det kniber med sproget, så er det dem udenfor, der taler dårligt og ikke os, der er dårlige til at forstå.«

Personer med naturvidenskabelige og tekniske uddannelser har haft langt de bedste adgangskort på hånden ved grænsen til det danske arbejdsmarked. Ud over lægerne er det ingeniørerne, der i 90’erne nød godt af opkvalificeringskurser, som skulle tilgodese den store efterspørgsel efter it-kompetence.

Sværere er det for personer med samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser. »Men så tag en dansk uddannelse i faget, hvis I vil holde fast i jeres profession«, har den politiske melding lydt.

Anika Liversage kan ikke ud fra sin afhandling konkludere, om det klogeste er at starte forfra i det danske uddannelsessystem eller at holde fast i sin medbragte uddannelse og prøve at gøre den brugbar via kurser. Men det er, som hun siger, en hård nyser at skulle træffe beslutning om at tage en ny uddannelse.

»På det tidspunkt er du måske i 30’erne og anser dig selv for at være veluddannet og med noget at byde på. Efter utallige ansøgninger og forgæves forsøg på at komme ind på arbejdsmarkedet finder du ud af, at du ikke engang kan få lov til at være togstewardesse i DSB. Så er det, du bliver nødt til at opgive den fremtid, der hed, at hvis du lige tog det kursus, og hvis du bare søgte hårdt nok, så ville de lige om lidt finde ud af, hvor god du er.«

»Du skal indse, at du anses for ufaglært, du dur ikke til en skid, og hvis du vil tages alvorligt her i landet og have det liv, du mener, du fortjener, så er det forfra med niende klasse på VUC med udsigt til adskillige år på SU, uden at du ved, om du overhovedet kan klare uddannelsen og få et job på den bagefter. Den beslutning tager man ikke sådan lige.«

Den mest sikre konklusion, Anika Liversage er i stand til at drage af de østeuropæiske indvandreres livshistorier, er, at arbejdsmarkedet gør klogt i at åbne sig noget mere for indvandrere. I at lade dem træde ud af rollen som indvandrere og vise, hvem de er som individer.

Historierne fortæller nemlig, at når østeuropæerne endelig fik job, så beholdt de dem. Også selv om der senere skulle indskrænkes på virksomheden.

»Der er nogle danske virksomheder, hvor de er åbne over for forskellighed og parate til at blive positivt overrasket. Men også andre, hvor indvandrerne ikke ville have en chance. I virkeligheden giver det slet ikke mening at tale om det det danske arbejdsmarked som en ensartet størrelse i denne sammenhæng. Men over én kam var Danmark nok ikke det land, jeg ville vælge at flytte til,« siger Anika Liversage. 

Af Michael Bræmer, mbr@lo.dk