Indvandrernes børn står svagt på arbejdsmarkedet

Efterkommere af indvandrere klarer sig dårligere i det danske samfund end hidtil antaget, viser ny rapport. Det skyldes langt overvejende mangel på uddannelse. Vi står med et problem, der er langt sværere at løse end den demografiske udvikling med det stigende antal ældre, mener professor Nina Smith, der er medlem af regeringens velfærdskommission.

DYSTRE UDSIGTER Problemerne med integration af andengenerationsindvandrere er langt større end hidtil antaget, viser nye tal. Mange har haft en optimistisk tro på, at børn, som er født i Danmark af indvandrere fra ikke-vestlige lande automatisk ville vokse op og få et lige så solidt fodfæste på det danske arbejdsmarked og i det danske samfund som børn med dansk baggrund. Men optimismen får et kraftigt skud for boven i LO-rapporten »Zoom på arbejdsmarkedet«, som offentliggøres i dag.

Den tegner billedet af de såkaldte efterkommere som en sårbar og udsat gruppe, der i forhold til andre grupper i samfundet betalte en høj pris for de dårlige konjunkturer, der satte ind i 2001-2002 og varede frem til 2004. En større del af dem mistede helt tilknytningen til arbejdsmarkedet, og som for de øvrige grupper af anden etnisk baggrund steg efterkommernes ledighed markant mere end ledigheden for personer af dansk oprindelse i perioden.

LO-rapporten peger på manglende uddannelse af indvandrernes børn som den helt store barriere for en succesfuld integration. Langt størstedelen af den forskel, der er i erhvervsdeltagelsen mellem etniske danskere og ikke-vestlige efterkommere kan således tilskrives forskelle i uddannelsesniveau ifølge LO’s analyser.

Professor Nina Smith fra Handelshøjskolen i Århus, medlem af regeringens velfærdskommission og en af landets førende integrationsforskere, har læst LO-analysen og ser røde advarselslamper blinke.

»I forhold til integrationen af fremtidens efterkommere står vi med et problem, der er langt sværere at løse end den demografiske udvikling med det stigende antal ældre,« siger hun.

Erik Bonnerup, formand for regeringens integrationstænketank, deler Nina Smiths stærke bekymring for den fremtidige integration. Tænketanken vil om et par måneder barsle med en ny rapport, der sandsynligvis kommer til at pege på samme dystre udviklingstendenser som LO-analysen.

»Man har været naiv og tænkt, at de jo har været her hele tiden, og de har lært dansk, så de skal nok klare sig. Derfor er det meget nedslående, når det så går den forkerte vej. Ikke mindst fordi gruppen af efterkommere vokser kraftigt de kommende år. Det stiller os over for helt nye udfordringer, som kræver helt nye løsninger. Og desværre ser jeg ikke særlig optimistisk på vores evne til at løse dem,« siger Erik Bonnerup.

Ikke-vestlige efterkommere har hidtil klaret sig bedre end forældregenerationen på det danske arbejdsmarked, og håbet har været, at de med tiden ville få tilnærmelsesvis samme erhvervsmønster som etniske danskere.

»Zoom på arbejdsmarkedet« viser imidlertid, at udviklingen i perioden 2001-2004 er gået stik modsat og i væsentlig grad har udbygget forskellen på erhvervsdeltagelsen blandt efterkommere og etniske danskere. Rapporten viser blandt andet, at:

• Erhvervsfrekvensen, som angiver, hvor mange der står til rådighed for arbejdsmarkedet, er for mandlige efterkommeres vedkommende faldet med 3,8 procentpoint til 64,1 procent i perioden 2001-2004. Erhvervsfrekvensen blandt kvindelige efterkommere fra ikke-vestlige lande er faldet endnu mere – med 4,7 procentpoint til 61,6 procent – i perioden. Mænd og kvinder med dansk oprindelse har til sammenligning en erhvervsfrekvens på henholdsvis 81,2 og 75,4 procent.
• Flere, især kvindelige efterkommere, er kommet under uddannelse i perioden, men ikke i et omfang, der tilnærmelsesvis forklarer hele faldet i erhvervsfrekvensen.  Derimod er andelen af mandlige efterkommere, der er helt uden for arbejdsstyrken og ikke engang figurerer som ledige, vokset med 1,7 procentpoint og udgør nu 9,5 procent af gruppen.
• 80 procent af forskellen i erhvervsdeltagelsen mellem ikke-vestlige efterkommere og etniske danskere skyldes et lavere uddannelsesniveau blandt efterkommerne. De resterende 20 procent forklares med, at nyuddannede personer med anden etnisk baggrund har sværere ved at finde beskæftigelse end nyuddannede personer af dansk oprindelse.
• Både blandt mandlige og kvindelige efterkommere er der blevet væsentligt færre beskæftigede i perioden 2001-2004. For mændenes vedkommende faldt beskæftigelsen fra 63,1 til 58,9 procent og for kvindernes vedkommende fra 61,9 til 56,4 procent. Blandt personer med anden etnisk oprindelse kan der kun konstateres en positiv udvikling i andelen af beskæftigede blandt de kvindelige indvandrere.

Gruppen af efterkommere over 16 år talte i 2004 17.200 personer og har nu fået en størrelse, som kan bruges til statistisk holdbare analyser. Og Nina Smith er foruroliget over tendensen:

»Nu ser vi i stort antal børnene af de gæstearbejdere, der kom hertil i 70’erne, og de flygtninge, der kom hertil i 80’erne, og deres mangel på succes er bekymrende. Det er endda børn af tyrkiske, ex-jugoslaviske og pakistanske forældre, der præger statistikkerne, og det er langt fra de tunge grupper. Man kan frygte, hvad der sker om 10 år, når børnene med for eksempel somalisk baggrund er vokset op,« siger hun.

Efterkommernes generelt dårlige uddannelsesniveau er i særlig grad problematisk, fordi vi er på vej ind i et vidensamfund, hvor arbejdsmarkedet ikke har brug for folk uden særlige kvalifikationer. Derfor er der kun ét at gøre i forhold til efterkommerne, nemlig at satse massivt på uddannelse, påpeger Nina Smith.

Ellers kan vi i en ikke så fjern fremtid ende i den groteske situation, at vi skal importere arbejdskraft samtidig med, at vi skal forsørge en stor befolkningsgruppe, der ikke har de kvalifikationer, der skal til for at begå sig på arbejdsmarkedet.

»I det perspektiv må vi ikke glemme forældregenerationen, for al forskning viser, at forældrebaggrund er afgørende for børns succes i skole og samfundsliv. Det er en meget stor udfordring, vi står overfor, og der er mange løsningsmuligheder på paletten. For eksempel støttede job, forpligtende aftaler med virksomheder og justering af de sociale ydelser for at styrke motivationen til at tage arbejde. Men vi skal benytte os af dem alle, hvis vi skal klare udfordringen,« mener Nina Smith.

Erik Bonnerup er enig i, at fremtiden tegner dyster, hvis vi ikke hurtigt bliver meget bedre til at tænke nyt og fleksibelt i forhold til de udfordringer, integrationsopgaven udgør.  Og når han ser pessimistisk på mulighederne, er det fordi, han hidtil har oplevet stor lyst til at tale om problemerne, men meget lidt vilje til at gøre noget ved dem.

»Antallet af 16-19 årige efterkommere vil blive næsten tredoblet i løbet af de næste 10 år. Hvis vi ikke får givet den store gruppe en bedre uddannelse, end vi er i stand til at give efterkommerne i aldersklassen i dag, står vi med et alvorligt samfundsproblem og en masse unge, der bliver marginaliseret og kommer til at udgøre et belastning for samfundsøkonomien i stedet for at bidrage positivt,« siger formanden for integrationstænketanken.

Analyser fra tænketanken har vist, at hele 60 procent af unge med indvandrerbaggrund falder fra, inden de får fuldført en erhvervsuddannelse, og at det skyldes dårlige danskkundskaber og høje boglige krav.

»De kommer til kort på grund af problemer, der er grundlagt før skolen. De klarer sig nogenlunde, så længe de går i folkeskolen, men kan ikke klare de større krav på erhvervsskolerne,« siger Erik Bonnerup.

Det problem bør få os til at se på uddannelsessystemet og på, om man ikke kunne slække på de boglige krav og i stedet gøre uddannelserne for en del af de unge mere praktiske, mener Erik Bonnerup.

»Jeg kender alle argumenterne om, at det også handler om at give eleverne et grundlag for at komme videre i uddannelsessystemet og om, at man ikke er interesseret i at skabe et A- og et B-hold. Nej, men er det bedre som nu at skabe et C-hold uden beskæftigelse, spørger jeg så. Problematikken omfatter jo også en hel del danskere,« siger han.

Erik Bonnerup mener, at arbejdsmarkedets parter står med et stort ansvar for at få integreret det store antal efterkommere, der er på vej. Som eksempel peger han på det hensigtsmæssige i at sænke mindstelønnen, indtil de får vist, hvad de dur til.

Udannelsesmæssigt handler det imidlertid ikke kun om indhold, men også om valg, påpeger Nina Smith. Hun mener, at mange unge med indvandrerbaggrund vælger uddannelser med dårlige jobudsigter på baggrund af rådgivning fra forældre, der ikke har tilstrækkelig indsigt i det danske arbejdsmarked og de muligheder, de forskellige uddannelser giver.

»LO’s undersøgelse viser jo, at erhvervsuddannelser er en fornuftig vej at vælge, hvis man vil have en plads på arbejdsmarkedet. Men for eksempel håndværkere har en lav status i indvandrerkredse, og det afholder mange fra at tage uddannelserne. Vi bliver nødt til at erkende, at det er et offentligt ansvar at rådgive og vejlede indvandrerforældre og deres børn om uddannelsesvalg,« mener hun.

Nina Smith er enig i, at der hviler et stort ansvar på arbejdsmarkedets parter. Hun anerkender, at fagbevægelsen har blødt op på sin rigide holdning til indslusningsløn, men mener godt, at den kan blive mere fleksibel. Hun mener også, at fagbevægelsen bør påtage sig et ansvar i forhold til oplysning af sine medlemmer, så der kan gøres en nødvendig indsats for at fremme accepten af forskellighed på arbejdspladserne.

På arbejdsgiverside er der gode virksomheder, der virkelig gør en indsats for integrationen. Men Nina Smith efterlyser disciplin fra arbejdsgivernes organisationer, så de kan få flere virksomheder med i feltet.

Budskabet om en styrket uddannelsesindsats over for unge med indvandrerbaggrund bifaldes af LO-sekretær Marie-Louise Knuppert. Hun er både overrasket og foruroliget over, hvor presset efterkommerne er på det danske arbejdsmarked:

»Langt den største del af forskellen i erhvervsdeltagelse mellem etniske danske og ikke-vestlige efterkommere skyldes et lavere uddannelsesniveau blandt ikke-vestlige efterkommere. Det understreger, at uddannelse og integration skal gå hånd i hånd, som også Velfærdskommissionen peger på i sine analyser,« siger hun.

Marie-Louise Knuppert peger samtidig på, at det største problem i forhold efterkommernes uddannelse er manglen på praktikpladser, og at efterkommerne står bagest i køen til dem, der er.

»Vi ved fra undersøgelser, at når efterkommere har taget en dansk erhvervsuddannelse, har de samme tilknytning til arbejdsmarkedet som danske unge,« siger hun.

Marie-Louise Knuppert hæfter sig også ved, at det i nedgangstider er personer med anden etnisk herkomst end dansk, der rammes hårdest. Samtidig er de den gruppe, der sidst får glæde af en bedring af konjunkturerne.

LO-sekretæren mener, det er urimeligt at beskylde arbejdsmarkedets parter for at være ufleksible i forhold til integrationsindsatsen.

Hun peger på, at den såkaldte trappemodel, der blev aftalt i firepartsaftalen mellem lønmodtagere, arbejdsgivere, regeringen og Kommunernes Landsforening i 2002, allerede har skabt bedre rammer for at kunne inddrage personer med manglende sproglige og faglige kompetencer på arbejdsmarkedet.

Det centrale element i modellen er, at integrationsindsatsen er rettet mod en virksomhed helt fra starten. Redskaberne er virksomhedspraktik og job med løntilskud, der kan suppleres med faglig og sproglig opkvalificering.

»Parterne på det statslige område indgik ved overenskomstforhandlingerne i 2005 en integrationsaftale, som indebærer, at en femtedel af arbejdstiden for de personer, der ansættes efter aftalen, øremærkes til oplæring og opkvalificering. Det er et godt eksempel på, hvordan de fleksible rammer i firepartsaftalen kan udmøntes i overenskomsterne,« siger Marie-Louise Knuppert.

I Dansk Arbejdsgiverforening melder konsulent Lise Pontoppidan også hus forbi:

»Vi har en naturlig interesse i at gøre mest muligt for integrationen, så vi også fremover har den arbejdskraft, vi har brug for. Det er fireparts-aftalen udtryk for. Jeg synes, vi som arbejdsgivere i den private sektor er fleksible og i klar fremgang på integrationsområdet,« siger hun.

Af Michael Bræmer, mbr@lo.dk