Louise Freverts værste dag

Louise Frevert fra Dansk Folkeparti søgte i tirsdags orlov fra Folketinget efter en heftig mediestorm som følge af udlændingefjendske artikler på hendes hjemmeside. Hun fortæller her om den hidtil mest turbulente arbejdsdag i hendes mangeårige karriere som folketingspolitiker og medlem af Københavns Borgerrepræsentation.

Jeg vågner som altid tidligt og føler mig rolig og afklaret, selv om jeg ved, at en yderst dramatisk dag venter. Min kone og jeg har nemlig allerede besluttet, at det er bedst for min politiske karriere, at jeg i dag søger orlov fra Folketinget, indtil kommunalvalget er overstået. Det er orlov uden løn, så det måtte vi holde husråd om. Hjemme hos os står jeg for madpakkerne, så jeg går i gang med at smøre madpakke til min søn, min kone og mig selv. Jeg spiser i reglen medbragte madder frem for at spise i Folketingets restaurant. Frokoster tager for lang tid. Mens madpakkerne klares, hører jeg radio og drikker kaffe.

Efter at have brugt en times tid på at læse aviser tager jeg bilen ind på Christiansborg, hvor formiddagen går med at sortere bunker af post, indtil jeg går i folketingssalen for at deltage i Folketingets højtidelige åbning. Bagefter tilbage til mit kontor, hvor jeg sorterer mere post, rydder op i mine papirer og spiser min madpakke. Telefonen kimer konstant, jeg taler med et væld af mennesker, men røber ikke min beslutning. Gruppebestyrelsen skal orienteres først.

Jeg mødes med gruppebestyrelsen og meddeler min beslutning om at søge orlov. At jeg er partiets spidskandidat i København, er der mange, som endnu ikke har opdaget, og det er fatalt. Det må jeg rette op på. Ved at gå på orlov kan jeg slå to fluer med ét smæk. Jeg taler hændelsesforløbet omkring min hjemmeside igennem med gruppeledelsen. Det er en sag, både jeg og partiet helst havde været foruden, og medierne har ikke givet den for lidt. Jeg er nærmest hængt ud som øksemorder eller én, der har stjålet af kassen. Min eneste fejl er, at jeg ikke har haft styr på udtalelserne på min hjemmeside. Jeg har stolet på, at min webmaster gjorde, som vi havde aftalt, og min tillid blev svigtet. Det har jeg lært af. Jeg vil fremover holde bedre kontrol med, om aftalte beslutninger rent faktisk effektueres. Det har jeg haft for travlt til at nå, og det er problemet. Med tre ordførerskaber og plads i Københavns Borgerrepræsentation har jeg haft nok at se til, og derfor er kontrollen med hjemmesiden kikset. Stress er der dog ikke tale om. Som selvstændig i 20 år med egen danseskole og fire børn er jeg vant til at arbejde 18-20 timer i døgnet.

Midt i mødet med gruppebestyrelsen må jeg forlade mødet. Nogen i partiets presseafdeling opdager, at nazister chatter på min hjemmeside. Det er jeg ikke herre over, men det må selvsagt stoppes øjeblikkeligt. En horde journalister venter på mig efter mødet.

Hele aftenen går derudad med interview. Også efter jeg er kommet hjem. TV Avisen sender direkte hjemme fra min stue, så det bliver sent, før familien spiser middagsmad, og først efter midnat kommer jeg i seng. Jeg siger til min kone, at heldigvis oplever man kun sådan en dag én gang i sit liv. Selv for en garvet politiker som mig er det svært at holde tungen lige i munden. Mediernes reaktion er overraskende voldsom. Jeg er dog overbevist om, at jeg stadig har en realistisk chance for en borgmesterpost i København, for min samvittighed er fuldstændig ren.

Folketinget vedtog i torsdags med stemmerne 114 for og tre imod at bevilge Louise Frevert orlov.

Af Marie Preisler