Journalister: Indvandrere forstyrrer budskabet

Ugebrevet A4 dokumenterede i sidste uge, at indvandrerne kun optræder som kilder i en halv procent af danske artikler. I denne uge har vi spurgt journalisterne selv, hvorfor. Mange af dem peger på, at danskerne ikke er parate til at opfatte indvandrere som almindelige borgere. En historie, der bruger indvandrere som kilder, vil ofte blive set som en indvandrerhistorie.

SELVCENSUR Frygten for signalforvirring er med til at afholde danske journalister fra at bruge indvandrere som kilder og cases i helt almindelige historier om politik, økonomi eller andre samfundsforhold.

Det viser en rundspørge blandt 105 journalister, efter Ugebrevet A4 i sidste uge kunne dokumentere en uhyre begrænset brug af indvandrerkilder i medierne. I en hel uges produktion af 8.612 artikler og 273 nyhedsindslag i uge 37 citerede journalisterne kun 67 indvandrere – 57 af dem om integration og kriminalitet.

I alt fik kun 10 personer med ikke-vestligt navn lov til at optræde som kilder i den øvrige samfundsdebat.

For dårligt, mener journalisterne selv. Kun syv af 105 journalister svarer i A4’s rundspørge, at de synes, medierne dækker indvandreres hverdagsliv tilfredsstillende. Over halvdelen af de journalister, der har valgt at deltage i undersøgelsen, har selv interviewet mindst én indvandrer den seneste måned, og tre ud af fire svarer, at de har indvandrere i deres private netværk. Alligevel mener de, det er problematisk at lade indvandrerne optræde på fuldstændigt lige fod med andre danskere:

»Så langt er vi bare ikke kommet endnu i vores overgang fra monokultur til flerkultur,« siger journalist og souschef på Politikens indlandsredaktion Flemming Christiansen.

Journalist på TV 2-Nyhederne og Dags Dato Jesper Nilausen er enig. Selvom han ofte har interviewet indvandrere, så vælger han dem fra, hvis de forstyrrer forståelsen.

»Jeg gider ikke have et i øvrigt godt indslag ødelagt af, at jeg ved, at folk sidder derhjemme ved kakkelbordet og bliver distraherede af, at det er indvandrere – jeg kan høre min egen far sidde og kommentere på det. Det trækker simpelt-hen energi ud af indslaget og skaber forvirring,« siger Jesper Nilausen.

Dermed sætter han ord på en frustration, som 41 ud af de 105 adspurgte journalister kender. I undersøgelsen angiver de, at der er emner, som dårligt lader sig belyse med en indvandrerkilde, fordi det vil fordreje historien og gøre den til en »indvandrerhistorie«.

Det er dog værd at bemærke, at næsten lige så mange mener, det er på tide at introducere læserne og seerne for den verden, de lever i. Blandt dem de tre indvandrer-journalister, der har deltaget i undersøgelsen.

Fikré el-Gourfti, der er i journalistpraktik på Politiken, kender selv dilemmaet:

»Men jeg synes, det er en tynd undskyldning for aldrig at bruge dem som kilder. Hvor længe skal vi så blive ved med at skubbe det foran os, før vi tager hul på bylden – for der bliver flere Ali’er og Muhammed’er, selv om de bliver født her i landet. Folk som mig. Vi må vænne læserne til, at sådan hænger verden også sammen.«

Dansk-afrikanske Philip Sampson på Ritzaus udlandsredaktion undrer sig over, at nyhedsmedierne i Storbritannien helt uden problemer kan bruge indere og pakistanere som kilder, mens det tilsyneladende er umuligt i Danmark.

»Det er jo det, der skal til. Hvis man skal tegne et repræsentativt billede af Danmark og indvandrernes rolle her, så må man altså gå bort fra det der gammeldags billede af, at indvandrere er nogle, man interviewer om Blågårds Plads og kiosker, der svindler,« siger Philip Sampson.

Flemming Christiansen fra Politiken mener, der skal »nogle helt særlige stiløvelser til«, hvis grænserne skal udvides for, hvornår man kan tillade sig at interviewe en indvandrer uden at gøre et nummer ud af vedkommendes baggrund.

»Det kunne have været en sjov provokation, hvis vi en dag standsede en borger på Christiansborg Slotsplads og bad hende anmelde Foghs nytårstale, og vedkommende tilfældigvis hed Fatima. Det ville jo være en prøvesten på, om man kan opfatte en herboende dansk statsborger med fremmed baggrund som en ligeså god evaluator af statsministerens nytårstale som én, der hedder Madsen,« siger Flemming Christiansen.

Han forudser samtidig, at en sådan »provokation« ville give problemer – både med læserne og internt på avisen:

»Folk ville lede febrilsk efter noget om integration og familiesammenføring – uanset vedkommende med stor kyndighed udtaler sig om velfærdskommissionen. Der er nok nogle, der ville sige, »hvorfor fanden snakker de med hende om det?« – jeg tror også, nogle af mine redaktionssekretærer vil sige, at det støjer for meget i forhold til kommunikationen.«

En form for selvcensur, der tilsyneladende er udbredt. Journalister fra vidt forskellige medier giver i denne uges undersøgelse udtryk for, at de finder det problematisk at bruge indvandrere i historier, der handler om en række almindelige samfundsemner.

Mest forsigtige er journalisterne med de emner, hvor indvandrerne i forvejen behandles stereotypt, for eksempel kriminalitet. Her svarer mange af journalisterne i undersøgelsen, at det vil være problematisk at bruge indvandrere som kilder, fordi der er en fare for, at seerne eller læserne »generaliserer ikke-kriminelle som kriminelle«.

Men selv om journalisterne i disse historier undgår indvandrerkilder i den bedste mening, så er resultatet uheldigt, mener Uzma Ahmed Andresen, formand for Foreningen for Etnisk Ligestilling. Hun opfordrer journalisterne til at være med til at bryde fordommene ned – i stedet for at bekræfte dem.

For når journalisterne udelukkende interviewer de skyldige om deres kriminalitet, mens de undlader at lade uskyldige indvandrere udtrykke deres bekymring ved indbrud eller overfald i deres nærområde, medvirker journalisterne selv til at fastholde billedet af indvandrere som kriminelle.

»Man spørger ikke en indvandrer, om hun føler sig skræmt, når hun går ned af Nørrebrogade. Det er jo bare nogle af deres egne, så de kan jo ikke være bange – sådan må journalisterne tænke. Men jeg har da lige så lidt med de drengebander at gøre som andre danskere,« siger Uzma Ahmed Andresen.

Fordommene bider altså hinanden i halen. Også i den blødere ende af avisen. Livsstil, bolig og forbrugerstof anses af nogle journalister som lukket land for indvandrere, mens mange mener, at historier om familieværdier, skilsmisser, bror-søster-forhold og hustruvold også vil være så inficeret med religiøse og kulturelle forskelle, at de umuligt lader sig skrive med en indvandrer i hovedrollen, uden at identifikationsværdien for etniske danskere forsvinder.

Flere af journalisterne i undersøgelsen mener, at deres læsere eller seere – uanset emne – vil have svært ved at identificere sig med en case, hvis vedkommende har indvandrerbaggrund, fordi det »signalerer fremmedhed«.

En opfattelse, der går igen i kommentarer som »vi pæne hvide danskere kan ikke forholde os til dem« og »det skurrer desværre mod mange menneskers opfattelse af nydanskere, når de optræder som almindelige mennesker«.

Frederik Preisler, partner i reklamebureauet Propaganda, anerkender journalisternes kommunikationsproblem. Han kan heller ikke vise en indvandrer i en reklamefilm, uden det først skal diskuteres på direktionsniveau, hvilke signaler det nu sender. Alligevel har han kun ét råd til de journalister, der kæmper med »indvandrerstøj« i kommunikationen med seere og læsere:

»Det skal overstås. Hvis alle journalister blev enige om, at nu gør vi det bare, så går der et par måneder, hvor alting bliver opfattet forkert og misforstået. Så bider man tænderne sammen og siger, det går over. Der er ingen vej uden om. I hvert fald hvis man tror på, at det faktisk er en skævvridning af mediebilledet. Hvis man tror på det, så må man selv lægge skuldrene til. Ellers er det at fralægge sig ansvaret på en lige lovlig fiks måde,« mener Frederik Preisler.

Han nævner – ligesom flere journalister i undersøgelsen – Storbritannien som det gode eksempel på, at indvandrere sagtens kan optræde i medierne uden at blive opfattet som andet end almindelige borgere. Det kræver måske bare lidt tilvænning – forudsat medierne overhovedet tager fat på problemet.

Man kunne jo starte med de historier, der ikke har oplagte kommunikationsproblemer, mener Fikré el-Gourfti fra Politiken:

»Der er jo ikke meget mening i, at man bare får Ali på banen, hvis budskabet i historien helt går tabt. Men der er altså mange historier, hvor det ikke vil forstyrre, hvis man bare holder sig til navnet Ali og historiens kerne.«

Han har selv brugt en indvandrerpige til at illustrere problemer med ventelister på kollegierne. Et eksempel, der tydeligt viser, hvor stor forskel der er på journalisternes vurderinger af, hvad læserne og seerne kan afkode. Netop historier om boligmangel nævnes nemlig af mange andre journalister som uegnede for indvandrercases.

»Det er svært, hvis det er en case, der hedder »Her er Muhammed, han er 23 år, han har ikke kunnet finde en lejlighed«. Fordi så står det med flammeskrift ud over det hele, at det er, fordi han er indvandrer,« mener Jesper Nilausen, TV 2, som uden tøven ville vælge dén case fra:

»Så skal jeg bare bruge nogle af mine ét minut og 30 sekunder på at forklare, at det altså ikke har noget at gøre med, at Muhammed er andengenerationsindvandrer. Og så kan jeg samtidig få lejlighed til at udstille mine egne fordomme – ved at jeg netop skal understrege det.«

Journalisterne er også delt i forhold til, om det overhovedet er deres opgave at »opdrage« befolkningen til et mindre skævt billede af indvandrerne.

»En eller anden form for positiv særbehandling i vores kildevalg vil være på sin plads. Ligesom man har gjort i USA for at få sorte ind som studieværter. Det har jo gjort, at man ikke længere studser over, at der er en asiat eller en afrikansk udseende vært i amerikansk fjernsyn,« mener Flemming Christiansen, Politiken.

Men den slags får næstformand i Dansk Journalistforbund Fred Jacobsen til at rynke på næsen og tale om »millimeterdemokrati«:

»Vi har selvfølgelig den politisk korrekte holdning i Dansk Journalistforbund, at vi mener, medierne skal afspejle befolkningen. Men jeg har egentlig lidt svært ved at se, hvad problemet dybest set er. Vi sønderjyder med tysk baggrund kunne jo også blive sure over, at vi aldrig bliver spurgt om noget som helst.«

Jesper Nilausen, TV 2, kan sagtens se problemet. Men heller ikke han er klar til at indføre kvoter på kilderne eller bevidst provokere seerne på deres fordomme.

»Så meget ser jeg det ikke som min opgave at opdrage. Der ser jeg mest mig selv som formidler og tænker mest på min enkelte historie – men jeg kan sagtens bringes til at fundere over, om det nu er rigtigt. Det er ikke noget, vi har diskuteret så meget,« siger Jesper Nilausen.

Det skulle man måske til at komme i gang med, lyder opfordringen fra Fikré el-Gourfti til sine kommende kolleger på de danske medier:

»Når jeg får børn, kommer de garanteret også til at hedde noget som Ali eller Hassan eller Muhammed, og hvis det er navnet alene, der afholder journalister fra at bruge dem som kilder, hvor længe skal vi så blive ved,« spørger Fikré el-Gourfti.

Af Tanja Nyrup Madsen, tnm@lo.dk