De socialt svage bliver taberne

Beskæftigelsesministeren gør uretmæssigt socialrådgiverne til syndebuk, når det ikke lykkes at få kontanthjælpsmodtagerne i job, mener både forskere, socialchefer og socialrådgivernes formand. Pistolløbet skal rettes mod virksomhederne og ikke sagsbehandlere og langtidsledige.

DUNDERTALE Kontanthjælpsmodtagere får langt fra altid den service og hjælp, som de har krav på ifølge loven. Ud over en pukkel af overarbejde har socialrådgiverne også kronisk dårlig samvittighed over for de klienter, som de gerne ville yde en bedre service. Ikke engang halvdelen af socialrådgiverne oplever, at de er i stand til at give borgerne den hjælp, de har brug for.

Det viser en rundspørge blandt 403 socialrådgivere som Ugebrevet A4 har gennemført. Kun 43 procent af de kommunalt ansatte socialrådgivere, der har til opgave at skaffe kontanthjælpsmodtagere og ledige i job, vurderer, at de giver borgerne den hjælp, de har brug for. Resten svarer nej eller ved ikke.

Begrundelserne for ikke at give borgerne den fornødne hjælp er især manglende tid:

»Jeg kan ikke nå at overholde loven. Jeg kan heller ikke give de personlige samtaler, der kunne være brug for,« skriver en socialrådgiver i undersøgelsen.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har i flere omgange offentligt langet ud efter socialrådgiverne. Senest har ministeren i en pressemeddelelse i september sagt, at han er »helt uforstående over for, at der ikke er mere fokus på job, når sagsbehandlerne i kommuner og Arbejdsformidlingen holder kontaktsamtaler med ledige«. I samme omgang bedyrer ministeren, at der »mere end nogensinde er behov for, at sagsbehandlerne skubber og presser på for at få flere ledige ud af passivitet«.

Men både en lektor i velfærdsstudier, formanden for socialcheferne og Socialrådgivernes formand advarer VK-regeringen mod at tro, at den ambitiøse beskæftigelsesplan »Flere i arbejde«, nye jobcentre i storkommunerne og nye lovkrav kan gennemføres uden en respektfuld dialog med de kommunale medarbejdere, der skal føre jobplan og lovgivning ud i livet.

På baggrund af A4-rundspørgen vurderer lektor i statskundskab på Handelshøjskolen i København Carsten Greve, at de kommunale sagsbehandlere må i offensiven for at gøre opmærksom på, at en del af den offentlige sektor trænger til et grundigt eftersyn. Både af hensyn til de ansatte, klienterne og retssikkerheden.

»En kontrakt mellem arbejdsgiver, altså det offentlige, og socialrådgiverne, må selvfølgelig udformes sådan, at socialrådgiverne kan passe deres arbejde i overensstemmelse med lovgivningen. Tallene i rundspørgen peger på, at det er mere end vanskeligt, og at kontrakten må genforhandles, så der er bedre overensstemmelse mellem ressourcer og arbejdsopgaver,« siger Carsten Greve.

Formanden for socialcheferne i Danmark, Ole Pass, efterlyser flere ressourcer og en politisk erkendelse af, at man »ikke kan løse arbejdsmarkedsproblemer fra et skrivebord«.

»Socialrådgiverne er blevet kastebold i et politisk system, hvor ingen har tillid til og respekt for deres arbejde. Der er forventninger om, at de kan løse flaskehalsproblemer på arbejdsmarkedet og skaffe langtidsledige med misbrugsproblemer i job. Socialrådgiverne får også skylden, når de økonomiske incitamenter for at få folk i arbejde ikke virker og bebrejdes, at de omklamrer folk i stedet for at fortælle dem, at det kan betale sig at arbejde,« siger Ole Pass.

Han mener, at beskyldningen mod sagsbehandlerne fritager kontanthjælpsmodtagere fra eget ansvar og nedvurderer deres dømmekraft.

»Dermed opfordrer politikerne til præcis den klientgørelse, som jeg troede vi var enige om at modarbejde,« siger Ole Pass.

Formand for Socialrådgiverforeningen Henning Breinholt er enig:

»Vi får skylden for, at integrationen ikke lykkes, og at kontanthjælpsmodtagerne ikke får arbejde. Det er helt urimeligt at gøre socialrådgiverne til syndebukke.«

Lektor i velfærdsstudier på Aalborg Universitet Per H. Jensen giver Breinholt ret og fremhæver, at regeringen lukker øjnene for, at der også skal være sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel af arbejdskraft. I dag kigger regeringen kun efter udbuddet og forsøger via økonomiske incitamenter at presse folk ud i job.

»Selv om du giver socialrådgiverne optimale vilkår, får de ikke nødvendigvis flere i arbejde, hvis arbejdsgiverne ikke efterspørger kontanthjælpsmodtagerne. Det er lige meget, hvor meget socialt arbejde du udfører, og hvor meget du sænker kontanthjælpen, hvis arbejdsgiverne ikke vil ansætte folk. Derfor er det forkert at rette pistolløbet mod sagsbehandlere og den arbejdsløse indvandrer på kontanthjælp,« mener Per H. Jensen.

Han understreger, at den tidskrævende sagsbehandling med individuelle handleplaner blev indført under Nyrup-regeringen midt i 1990’erne, og at »kvoter frem for kvalitet i det sociale arbejde« derfor ikke kun er et borgerligt fænomen.

Men alle aktører kalder det et paradoks, at beskæftigelsesministeren har gjort det til sit politiske succeskriterium at få folk væk fra kontanthjælp og over i job uden at tilføre systemet ressourcer til, at det kan lykkes. Men i beskæftigelsesmini-steret anfører embedsmænd, at der er afsat 580 millioner kroner ekstra til at kommunerne kan gennemføre 50.000 kontanthjælpsmodtagersager.

Det rækker slet ikke, mener Henning Breinholt:

»Ved at stramme lovgivningen og indføre loft over kontanthjælpen tror han, at ledige med et trylleslag kan komme ud på arbejdsmarkedet. Men stramningerne bringer dem ingen vegne og slet ikke væk fra misbrug og langtidsledighed og ud på arbejdsmarkedet.«

Ligesom lektor Per H. Jensen fra Aalborg Universitet peger han på, at beskæftigelsesministeren frem for at tale dunder til socialrådgiverne i langt højere grad skulle tale dunder til virksomhederne og få dem til at påtage sig et større socialt ansvar.  Derudover bør man fra politisk side tilføre ekstra ressourcer til socialrådgiverne, så de får mulighed for at få et indgående kendskab til lokale arbejdspladser og kende deres behov for fremtidig arbejdskraft.

»I dag har socialrådgiverne ikke tid til opsøgende arbejde og kontakt til virksomhederne. Det vil ellers være naturligt, at der blev brugt ressourcer på tæt kontakt til virksomheder, så man kan guide kontanthjælpsmodtagere til de rigtige job,« siger Henning Breinholt.

Skal det lykkes at få kontanthjælpsmodtagere i fast job, skal de ifølge Henning Breinholt følges helt ud på arbejdspladsen. Det koster tid og er urealistisk for socialrådgiverne at løfte den opgave i dag, når man samtidig højner kravene til sagsbehandlingen.

Af Gitte Redder, gre@lo.dk ; Elisabeth Mesterton Graae, emg@lo.dk