GENNEMBRUD Europa får nu sin egen strategi for ligestilling mellem kønnene. En ny aftale skal forbedre indsatsen på arbejdsmarkedet. Det bemærkelsesværdige er, at aftalen er indgået mellem arbejdsgivere og lønmodtagere på eu-ropæisk plan. Dermed forpligtes parterne af strategien, og landenes regeringer er ikke længere dem, der alene er ansvarlig for ligestilling.

De europæiske lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer har sat ord på, hvad der er de største ligestillingsmæssige problemer og samtidig leveret en række bud på, hvordan de kan imødegås. En femårig aftale skal følges op med årlige rapporter om udviklingen i ligestillingen.

Aftalen opstiller fire områder, som arbejdsgivere og lønmodtagere i de enkelte lande skal fokusere på. De skal:

• Modarbejde fastlåste kønsroller.
• Øge antallet af kvinder i ledelse og beslutningsprocesser.
• Styrke sammenhængen mellem arbejdsliv og familieliv.
• Mindske lønforskellene mellem mænd og kvinder.

Aftalen indeholder ikke selvstændige mål på de enkelte punkter, men gentager en række mål, som EU’s ministerråd tidligere har vedtaget. De skal alle nås inden 2010, og det svarer dermed til den periode, som aftalen rækker:

• Mindst 60 procent af de europæiske kvinder skal i beskæftigelse. I dag er 55,1 procent af kvinderne i EU i beskæftigelse.
• For at fjerne forhindringer for kvinders erhvervsdeltagelse skal der sikres pasningstilbud til mindst 90 procent af alle børn over tre år og mindst en tredjedel af børn under tre år.
• Lønforskellene skal reduceres kraftigt.

Arbejdsgiverne har godkendt aftalen, som endeligt konfirmeres af den europæiske fagbevægelses eksekutivkomite i morgen. Aftalen er resultatet af en såkaldt social dialog i EU, som EU-kommissionen for halvandet år siden indkaldte arbejdsgivere og lønmodtagere til.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og LO har medvirket i forhandlingerne om aftalen, og både arbejdsgivere og lønmodtagere mener, at aftalen er et positivt skridt i kampen for ligestilling. Lise E. Bardenfleth, juridisk konsulent i DA siger:

»Aftalen kan blive et meget vigtigt skridt for ligestilling i Europa. Det kan specielt blive en vigtig løftestang for de sydeuropæiske lande og de nye EU-lande. I Danmark har vi et højere udgangspunkt end de fleste andre lande, men derfor skal vi stadig have fokus på ligestilling, og det kan vi bruge aftalen til at fastholde,«

Tine Aurvig-Huggenberger, næstformand i LO, er også generelt positiv over for aftalen:

»Det vigtigste er, at man er blevet enige om at definere, hvad ligestillingsproblemerne er. Og at man opstiller nogle delmål, hvad vi ellers ofte har været for tilbageholdende med i Danmark,« siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Hun glæder sig over, at kønsopdelt lønstati-stik – som LO har kæmpet for i mange år i Danmark – i aftalen bliver fremhævet som et brugbart værktøj til at fremme ligeløn.

Selv om aftalen ikke indeholder specifikke krav, som skal opfyldes, forventer både DA og LO, at den vil have en effekt. Hvis de årlige afrapporteringer fra arbejdsgivere og lønmodtagere viser, at parternes indsats ikke har tilstrækkelig virkning, lurer truslen nemlig om, at EU-kommissionen vil forsøge at tvinge mere drastiske tiltag igennem via direktiver.

Talsmand for EU-kommissær Vladimir Spidla, der har ansvaret for beskæftigelse og ligestilling, Katharina von Schnurbein siger:

»Vi er optimistiske. I lyset af den vigtige rolle, som arbejdsgivere og lønmodtagere spiller på arbejdsmarkedet og i andre dele af samfundet, tror vi på, at aftalen kan få stor betydning for ligestillingen mellem mænd og kvinder.«

Kommissionen vil ikke blot stå på sidelinjen og observere, men aktivt følge effekterne af aftalen og de årlige afrapporteringer og også tilbyde at samarbejde med parterne for at føre aftalen ud i livet. Og aftalen betyder ikke, at kommissionen vil afholde sig fra at iværksætte lovgivningsinitiativer, hvis det skønnes nødvendigt undervejs eller efter den femårige aftale.

EU-parlamentariker Britta Thomsen (S) sidder i Europaparlamentets udvalg om kvinders rettigheder og ligestilling, og hun er imponeret over aftalen, som hun mener, er et vigtigt bidrag til at sætte fokus på ligestilling i alle dele af samfundet. Hun advarer mod at tro, at aftalen kun kan bruges i de syd- og østeuropæiske lande. Ganske vist er Danmark godt med, når det eksempelvis gælder om at få kvinder i beskæftigelse, men det ser langt fra godt ud, når det gælder antallet af kvinder på topposter:

»I Danmark skal vi spørge os selv, hvor kvinderne er henne i hierarkiet. Der halter vi totalt bagud i forhold til de fleste andre EU-lande,« siger Britta Thomsen.

Midt i februar udgav EU-kommissionen den årlige rapport om ligestilling mellem mænd og kvinder, der blandt andet indeholder en opdateret statistik på en række områder, og den peger netop på, at Danmark ikke på alle områder er nogen pioner på ligestillingsområdet.

Vi ligger næsten helt i top, kun overgået af Sverige, når det gælder andelen af kvinder i beskæftigelse. Syv ud af ti danske kvinder mellem 15 og 64 år er i beskæftigelse, hvor gennemsnittet i EU kun er 55 procent.

Vi ligger også pænt med fjerdeflest kvindelige parlamentsmedlemmer, men til gengæld har vi ikke noget at prale af med hensyn til ligeløn. Her er lønforskellen mellem mænd og kvinder i Danmark på 18 procent, mens den gennemsnitlige forskel i EU er 15 procent.

Det skyldes blandt andet, at vi har et meget kønsopdelt arbejdsmarked i Danmark. Og vi har endnu mindre at prale af, når det gælder antallet af kvindelige professorer og ledere i erhvervslivet. Her ligger vi i den meget tunge ende af EU.

I Danmark skal vi spørge os selv, hvor kvinderne er henne i hierarkiet. Der halter vi totalt bagud i forhold til de fleste andre EU-lande. Britta Thomsen (S), medlem af Europaparlamentet.

Det er op til arbejdsgiverne og lønmodtagerne i de enkelte lande at beslutte, hvordan målene i aftalen skal nås. Den er udformet sådan, at den for hvert område giver en række eksempler på konkrete værktøjer, der kan anvendes, og hvert år skal der så udarbejdes en rapport om indsatsen og resultaterne.

Værktøjerne er inspireret af en samling af 20 gode eksempler fra forskellige lande, som er et tillæg til den egentlige aftale. Her har Danmark fået to bidrag med, der betragtes som værdige til efterfølgelse i andre lande. Det drejer sig om DA og LO’s fælles analyse af uligelønnen på det danske arbejdsmarked fra 2003. Analysen indeholder beregninger af, hvor stor en andel af lønforskellen, der kan forklares med forskel i branche, uddannelse, anciennitet og så videre. Den anden danske case er den barselsfond, der var en del af overenskomstforliget på det private arbejdsmarked i foråret 2004.

De enkelte cases er dog langt fra alle lige relevante fra en dansk synsvinkel. En række kan endda virke lidt irrelevante eller useriøse set med danske briller.

Det gælder eksempelvis forslaget om at have et rejsebureau på virksomheden for at lette dagligdagen for børnefamilier. Der er dog også gode eksempler, som vi kan lære noget af i Danmark. Både DA og LO nikker anerkendende til de finske eksempler. Finnerne har blandt andet ved en sammensmeltning af to overenskomster til en i den kemiske industri arbejdet systematisk med at undgå skævheder mellem mænd og kvinder i den nye overenskomst.

Det er netop den form for indtænkning af kønsmæssige konsekvenser i alle beslutninger, såkaldt mainstreaming, som der arbejdes med i blandt andet den offentlige administration i Danmark i disse år.