200 millioner kroner skal lokke udlændinge til at rejse hjem

Af Illustration: Mai-Britt Amsler

Knapt et år efter, at regeringen og Dansk Folkeparti forhøjede checken til flygtninge og indvandrere, der vil tilbage til hjemlandet, er 248 personer udrejst. Mere og mere tyder på, at ikke kun ældre mennesker og personer på overførselsindkomster rejser – hver fjerde er eksempelvis et barn. Regeringen vil bruge 200 millioner kroner på ordningen de næste fire år.

GYLDENT HÅNDTRYK Trods fremtidig mangel på arbejdskraft har 248 udlændinge i år forladt Danmark med udsigt til en forhøjet check på 100.000 kroner efter reglerne om repatriering.

Ordningen var oprindeligt møntet på ældre og mennesker på permanent overførselsindkomst. Men meget tyder på, at det i høj grad er mennesker i den erhvervsaktive alder og børnefamilier, der takker ja til at få penge fra den danske stat for at flytte ud af landet.

Knap hver fjerde af de udrejste er således et barn. I årets første otte måneder har 187 voksne og 61 børn forladt Danmark. Det viser nye tal fra Dansk Flygtningehjælp.

Tallene kommer på et tidspunkt, hvor prognoser viser, at hver femte på arbejdsmarkedet i 2050 vil være nydansker - og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i Berlingske Tidende forleden slog fast, at velfærden sikres via udenlandsk arbejdskraft. Til trods herfor vil regeringen bruge yderligere 197,9 millioner kroner på at sende 1.300 flere udlændinge ud af landet de kommende år – per person er det 153.000 kroner.

Det fremgår af regeringens ’Forslag til Finanslov 2011’, der førstebehandles i Folketinget i morgen.

Den forhøjede check er en af Dansk Folkepartis mærkesager og er hidtil blevet solgt som en god forretning for Danmark, primært fordi ældre og mennesker på permanente overførselsindkomster formodedes at takke ja:

»Hvis man opgiver den permanente opholdstilladelse, sparer Danmark oceaner af pengesummer (…) fordi vi sparer udgifter til lægehjælp, socialhjælp, plejehjem og socialrådgivere,« sagde Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen-Dahl eksempelvis til Jyllands-Posten i december.

Men ’regnestykket’ er stærkt tvivlsomt, vurderer professor i nationaløkonomi og tidligere medlem af regeringens Velfærdskommission Nina Smith:

»Det er svært at lave sådan et regnestykke. Vi aner intet om den adfærd, disse mennesker måtte have eller vil få i fremtiden. Repatrieringsstøtten kan måske også få mennesker i udlandet til at forsøge at komme til Danmark. Vi ved reelt meget lidt om, hvordan det vil virke,« siger hun.

Skrub af-pulje

Typisk er det flygtninge fra Bosnien/Hercegovina og Irak, samt indvandrere fra Tyrkiet, der er rejst hjem. Enkelte har endda forladt et arbejde i Danmark.

Samtidig dokumenterer en analyse fra Dansk Industri, at andengenerationsindvandrere med en mellemlang eller videregående uddannelse i gennemsnit tjener 355.000 kroner om året mod 335.000 kroner om året for etniske danskere. Det hamrer ifølge DI en gang for alle en pæl gennem myten om, at indvandrere er en dårlig forretning for Danmark.

»Nu om dage kommer indvandrere til Danmark for at arbejde og bidrage til samfundet, og det smitter af på børnene, der bliver motiverede til at klare sig godt i det danske samfund,« vurderer Claus Andersen, DI.

Et af de særlige tiltag ved den nye lov om repatriering er en pulje på 20 millioner kroner, som kommuner og andre skal bruge til bedre at oplyse flygtninge og indvandrere om, hvor mange penge de får, hvis de forlader Danmark.

Ifølge fuldmægtig i Integrationsministeriet Anne Louise Laurberg, som sammen med Integrationsservice – en til lejligheden nedsat udrykningsenhed – og Dansk Flygtningehjælp har holdt en række møder med sagsbehandlere fra landets kommuner, er der således stor interesse for puljen.

»Men mange siger også til os, at de ikke kan nå at stable nye projekter på benene ved siden af den daglige dont. Der forsøger vi at sige, at det kan man løse ved, at flere kommuner eller organisationer går sammen,« siger hun.

Efter otte måneder er der brugt 4,3 millioner kroner til i alt fire projekter, viser akter fra Integrationsministeriet, som Ugebrevet A4 har fået aktindsigt i.

Fire millioner kroner er bevilget til Dansk Flygtningehjælp, der i tre projekter vil informere bosniere og ældre vietnamesere om mulighederne for at rejse hjem. Sønderborg Kommune – den eneste kommune, der har søgt – har fået 300.000 kroner til en informationskampagne målrettet alle kommunens indvandrere.

Leder af Sønderborg Kommunes integrationsteam Sussanne Petersen, der håber at nå at repatriere 10 personer i år, bekræfter dog også billedet af, at yngre mennesker og børnefamilier forlader Danmark. Selv om flere har haft arbejde her i landet.

Status i Sønderborg Kommune er: En afghansk mand midt i 20’erne rejste i juni, og en mand på cirka 30 år tager snart til Tjetjenien. Et ældre bosnisk ægtepar er også på vej hjem, og om kort tid skal en kvinde på cirka 40 år rejse til Irak med sine fem børn – der alle taler dansk og har gået i dansk skole. Og dermed er kommunens mål om at repatriere ti personer i år nået.

»Hvis du er kommet til et land, der ikke blev det, du forventede, tror jeg, vi skal lytte på, hvad de selv siger. Og det er en frivillig beslutning at rejse hjem,« siger Sussanne Petersen, der fortæller, hvor langt kommunerne ifølge loven må gå – og går:

»Til ham, der tog til Afghanistan, som ville arbejde i landbrug og vaske biler, købte vi et nødstrømsaggregat, en motorsav, en højtryksrenser og en løvpuster. Alt det, vi kunne få for de 13.600 kroner, som vi må bruge. Så kan han tjene nogle penge. De 100.000 kroner, han får senere, er så en form for tryghed,« siger hun.

Hvorfor drible ud?

Som professionel i integrationsbranchen betragter Sussanne Petersen dybest set også begrebet repatriering på lige fod med integration.

»Hvis du ser integration som en helhed, drejer det sig om borgere, der skal genbosættes. De har et mål med at komme hertil, de har noget knowhow, og det tager vi udgangspunkt i. Men hvad er det, der gør, at nogle går i spåner og »dribler« ud af arbejdsmarkedet? At man ikke får indfriet sine ønsker i et nyt land, at man mister troen på, at det her fører til noget? Der kan en nyorientering være det, der skal til, så de i stedet siger: Nu vil jeg hjem og bruge det, jeg har lært her. Og hvem ville helt ærligt ikke det,« siger hun.

Sagsbehandler Hannah Grünbaum i Københavns Kommune er formentlig det menneske i Danmark, der har repatrieret flest i år, nemlig 40 familier. Enkelte på helt op til syv personer.

Ifølge Hannah Grünbaum fordeler de repatrierede sig groft sagt i to grupper:

»Den ene består af ældre mennesker, som vil tilbage til hjemlandet og nyde alderdommen. Den anden gruppe er unge familier med små børn, der tænker: Nu er der fred, nu vil vi gerne tilbage til de familiemedlemmer, som vi forlod,« siger Hannah Grünbaum.

De yngre mennesker giver dog også op, fordi de ikke selv føler, de kan få arbejde i Danmark. Livet går i stå.

»De er så sikre på, at hvis de nu flytter der og der hen, kan de måske åbne en netcafe eller en lille kiosk eller andet. Jeg synes, det er fuldstændig fantastisk, at Danmark som samfund kan tilbyde denne ordning. Alle de, jeg har haft med at gøre, har været på overførselsindkomster, men de bliver jo ikke tvunget ud. De er glade, og vi sparer uanede mængder af ressourcer – den kobling kan måske lyde lidt hård, men jeg synes, det er lykkelige omstændigheder. De vælger det jo selv,« siger Hannah Grünbaum, der, trods lykken, også mindes meget følelsesladede afskedsscener med sine ’klienter’:

»Mange af dem sidder her og græder, for de har jo haft det godt her, og de har kæmpet i flere år for at opnå det her opholdskort, som de nu frivilligt giver fra sig. Så de kan godt være enormt kede af det, men også glade for det, de skal. Det er en meget ambivalent oplevelse nogle gange,« siger hun.

I tvivl

Er det svært at forlade Danmark, kan det mildest talt også være svært at begynde forfra i sit gamle hjemland. Det fortæller 45-årige Nerma Hadziahmetovic, der blev repatrieret for et år siden – altså før de nye regler trådte i kraft.

Nerma, hendes mand og parrets tre børn forlod Danmark efter 17 år.

Familien bor i dag i Sarajevo i Bosnien. Både Nerma og hendes mand er umiddelbart ressourcestærke personer, der efterlod job på Bornholm, hvor familien boede.

Afgørende for flytningen var drømmen om hjemlandets uendelige muligheder. Nerma Hadziahmetovic ville dog gerne have været under de nye regler, fordi 100.000 kroner til både hende og hendes mand ville helt sikkert have givet familien en bedre ballast i Bosnien.

Virkeligheden i dag er, at børnene trives i deres bosniske skoler, men også at Nerma ikke har et arbejde, ligesom hendes mands virksomhed har det økonomisk svært for tiden.

»Vi har ikke fortrudt endnu, men hvis vi ikke får arbejde, kan vi blive nødt til at vende tilbage til Danmark. Det har vi et år til at finde ud af. Vi vil gerne blive her i Bosnien, men hvis ikke vi får arbejde, har vi ikke råd til at blive,« siger Nerma Hadziahmetovic.

Familien har af samme årsag fået forlænget frist til næste sommer til definitivt at beslutte sig.

Ubehageligt

Den radikale politiker Marianne Jelved, som tidligere har kaldt den nye version af repatrieringsordningen for ’ulækker’, synes, regeringen og Dansk Folkeparti har skruet ordningen tarveligt sammen:

»Det ubehagelige er, at man argumenterer for, at man vil give flygtninge og indvandrere bedre vilkår, og så lokker man med en ’bonuscheck’ på 100.000 kroner, som de får udbetalt, når de har været så længe i det land, de er repatrieret til, at de ikke længere har opholdsgrundlag i Danmark. Men samtidig argumenterer man med, at de får penge til at etablere virksomhed og skaffe sig bolig. Problemet er bare, at pengene først bliver udbetalt efter et år i forløbet. Hvis alle pengene faldt i starten, havde den enkelte en chance for at vurdere, om man kan overleve. Men sådan er det jo ikke.«

Dansk Folkepartis næstformand Peter Skaarup er uenig, men han bliver alligevel spontant overrasket over, at Danmark vil bruge 200 millioner kroner på kun 1.300 udlændinge. Da han får tænkt sig om, siger han:

»Langt de fleste, der benytter sig af den ordning vil ikke være nogle, der bidrager til samfundet. Tværtimod skal man regne med, at de vil nyde godt af velfærdssamfundet. Hele vejen op til deres alderdom. Så jeg vil bestemt mene, det er en overskudsforretning i den sidste ende – alene sygehusophold og plejehjem koster jo store beløb.«

»Noget andet er: Hvad er folk lykkelige med? Er de ikke integreret, er det bedst for begge parter, at man skilles. Og man kan ikke regne med, at folk er en gevinst for samfundet, bare fordi man har et arbejde. Man skal se det over et livsforløb, og der vil mange være en belastning. Men det er klart, vi skal have evalueret denne her ordning så snart, der er mulighed for det, og der vil vi gå i dybden med tallene. Hvor mange har job, hvem har ikke? Det må vi have klarhed over.«

Han åbner dog i samme åndedrag for endnu en forhøjelse af beløbene.

»Umiddelbart er det vores indtryk, at der vil være stærke økonomiske argumenter for at bruge endnu flere penge,« siger Peter Skaarup.

Marianne Jelved mener mildest talt, at metoden er problematisk:

»Ved at sige, at stort set alle udlændinge uden dansk statsborgerskab kan søge, er det jo det samme som at sige: Vi vil have så få af jer som muligt.«